Selv en lille indsats nytter

Onsdag den 22. september var der fokus på trosfrihed og forfulgte kristne ved en konference på Christiansborg. Det skete som et led i organisationen Open Doors’ 25-års jubilæum i Danmark.

Der var engang en dreng, som var tæt på at besvime, da han for første gang oplevede et kinesisk marked. Han var flygtet fra Nordkorea og havde aldrig i sit liv set så mange lys, så meget mad og så meget smart tøj.

Sådan indledte nordkoreanske Timothy Cho konferencen ”Trosfrihed – den glemte menneskeret”, der fandt sted på Christiansborg den 22. september som et led i organisationen Open Doors Danmark og Færøernes 25-års jubilæum.

Timothy Cho var som stor dreng teknisk set forældreløs, da hans forældre var flygtet og havde efterladt ham i Nordkorea.

”Jeg levede som hjemløs og klarede mig så godt, som jeg kunne,” fortalte han. ”Jeg flygtede til Kina to gange. Efter min første flugt blev jeg sendt i fængsel i Nordkorea, hvor der var ubeskrivelig tortur, som jeg ikke vil gå i detaljer med. Den dag i dag har jeg stadig flashbacks, hvor jeg hører mine medfanger skrige.”

Ét stort fængsel

Efter sin anden flugt fra Nordkorea blev Timothy Cho sat i et internationalt fængsel i Kina. Det var hans fjerde fængselsophold. Han frygtede at blive sendt tilbage til Nordkorea og henrettet. Men et internationalt mediepres blev rejst, hvilket formentlig var medvirkende til, at han blev sendt til Filippinerne i stedet for Nordkorea.

I dag bor han i Manchester i England og bruger en del af sin tid på at rejse rundt til skoler, universiteter, parlamenter og organisationer for at fortælle om livet i Nordkorea.

”Der sidder 250.000 mennesker i fangelejre, heraf er de 50.000-70.000 kristne. Mange af dem overlever ikke. Hele landet er som ét stort fængsel, hvor al information blokeres. Befolkningen aner ikke, hvad et pas, en ferie eller et demokrati er,” forklarede han.

”Alle mennesker fortjener at blive elsket. Hvis du vil gøre noget for forfulgte kristne, så bed. Vælg et land, og bed. Som Dietrich Bonhoeffer sagde, så medvirker man til ondskab, hvis man stillet over for ondskab tier stille. Ikke at tale, er at tale – og ikke at handle er at handle.”

Efter Timothy Chos indlæg spurgte medlem af Folketinget Morten Messerschmidt (DF), hvad man fra politisk hold kunne gøre – ud over alle de sanktioner, som allerede er sat i værk over for Nordkorea.

”I Storbritannien er jeg rådgiver for en tværparlamentarisk gruppe om Nordkorea. Måske kunne I lave en lignende gruppe her i Danmark?” lød Timothy Chos forslag.

En anden af konferencens talere, Wybo Nicolai fra Open Doors Internationals researchafdeling, supplerede:

”Kina sender massevis af nordkoreanske flygtninge tilbage til Nordkorea, hvor de fængsles eller det, der er værre. Ethvert pres mod Kina i forhold til at behandle nordkoreanske flygtninge bedre, ville være skønt.”

Særligt fokus på kvinder

Vært for konferencen var folketingsmedlem Ulla Tørnæs (V), der refererede til sin tid som udviklingsminister, hvor det danske kontor for tros- og religionsfrihed blev oprettet – med kvinder som et særligt fokuspunkt.

”Hvis ikke et land som Danmark taler for tros- og religionsfrihed i EU, FN, Verdensbanken med videre – hvem pokker skulle så? Ingen andre har samme platform og samme adgang til mikrofoner og samme troværdighed. Med dette i bagagen følte jeg, at jeg stod på et stærkt grundlag, når jeg deltog i forskellige møder,” sagde hun og uddybede:

”Det har været naturligt for mig på en særlig måde at gribe fat i kvinder. Koblingen mellem at være kvinde og derudover at være religiøst forfulgt er det relevant at have fokus på. Danmark skal have et særligt fokus på kvinder, som er forfulgte på grund af deres tro, og som lever i samfund, hvor kvinder har færre rettigheder og muligheder end mænd. Dobbelt sårbarhed kalder Open Doors det. Jeg synes, det giver dobbelt mening at fokusere på dette. Vi slår så at sige to fluer med ét smæk. Det, synes jeg, vi skal holde fast i.”

Netop kvinder og krænkelser af deres rettigheder skulle have været emnet for en af konferencens oplægsholdere, den pakistanske menneskerettighedsadvokat Sumera Shafique. Men da hun stod i lufthavnen i Islamabad og skulle til at gå ombord på flyet til København, blev hun stoppet af lufthavnsmyndighederne. De ville bede de danske myndigheder bekræfte, at hun havde alle tilladelserne – men da ingen svarede klokken 03.00 dansk tid, fik hun ikke lov til at komme om bord på flyet.

”Det er vi noget indebrændte over, det kan vi godt sige i dag,” lød kommentaren fra René B. Ottesen, generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne.

Vi må begynde med os selv

Færøernes udenrigsminister, Jenis av Rana, havde også et indlæg på konferencen, og han var skarp i mælet.

”Der findes intet argument, som på nogen måde giver nogen mennesker ret til at forfølge et andet menneske. Der findes ingen årsag, som på nogen måde giver nogen ret til at gradbøje et menneskes værdi,” fastslog han og pegede på, hvad han kaldte det vigtigste spørgsmål:

”Hvad kan jeg gøre? Hvad kan du gøre? Vi må begynde med os selv. Vi må som forældre og samfund helt fra børnehave og grundskole lære børn om den store værdi, som hvert enkelt menneske har.”

Og så kom han med et lille svirp med pisken til den ofte brugte strategi med at pålægge lande, som krænker grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, sanktioner.

”Når vi løfter pegefingrene mod verdens ledere, som i deres lande kæmper mod sult, sygdom med videre, så kan det nemt have en modsat effekt. Det, jeg siger, er: Vi er nødt til at have en dialog med disse mennesker.”

Danmarks udviklingsmister, Flemming Møller Mortensen (S), deltog ikke i konferencen, men havde sendt en videohilsen, hvor han blandt andet talte om Danmarks nyeste udviklingspolitiske strategi, hvor forfulgte kristne for første gang er nævnt specifikt.

”Religion spiler en stor rolle i rigtig mange menneskers liv, og derfor er det vigtigt at spille sammen med religiøse aktører i forhold til udviklingsbistand. Dette anerkender strategien,” konstaterede han blandt andet.

Selv en lille indsats nytter

Konferencens mest grusomme eksempler på forfølgelse af kristne kom fra tidligere nævnte Wybo Nicolai fra Open Doors International. Han understregede, at han ikke ønskede at skabe drama, men blot ville skitsere, hvor voldsomme tingene er flere steder.

”Der kom en kvinde til et af Open Doors’ traumecentre. Hun havde været fange hos Islamisk Stat, hvor krigerne havde spurgt om tilladelse til at voldtage hendes halvandet år gamle barn. Da hun nægtede, låste de hende og barnet inde tre dage uden mad og drikke. Så spurgte de endnu engang om tilladelse til at voldtage barnet – og da hun stadig nægtede, skar de barnet i stykker for øjnene af hende.”

Wybo Nicolai kom med yderligere et par eksempler – fra forskellige lande for at understrege, at voldsomhederne finder sted mange steder: En indisk kvinde nægtede at konvertere til hinduisme og fik limet næsebor og øvrige luftveje sammen, så hun døde af kvælning.

En mexicansk præst blev skudt i hovedet af en narkobande, fordi han gjorde noget godt for lokalsamfundet – dette bekræftede bandelederen direkte som årsagen – og en 17-årig, kristen dreng fra Pakistan blev banket ihjel af sine klassekammerater, fordi han en steghed dag havde rakt sin lærer et glas vand; noget han som ikke-muslim ikke måtte gøre over for en muslim.

Wybo Nicolai er ophavsmanden til World Watch List (Open Doors’ årlige kortlægning af kristenforfølgelser verden over), og han fortalte, at intensiteten af forfølgelsen har været stigende især de seneste fem år, og at den finder sted i flere og flere lande. Men alle kan gøre noget.

”Selv en lille indsats kan redde livet for en forfulgt kristen,” fastslog han.