IM til Himmelske Dage – som ’ven’

Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission

Indre Mission er blevet ’ven’ af Danske Kirkedage og er derfor at finde på Himmelske Dage 2022 i Roskilde.

Indre Mission vil være til Himmelske Dage i Roskilde i 2022.

Det skriver formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, i lederen i seneste nummer af Indre Missions magasin, Impuls.

Udmeldingen kommer efter en beslutning på hovedbestyrelsesmødet i september om, at Indre Mission vil være til stede som ”Venner af Danske Kirkedage”.

At være ’ven’ af Danske Kirkedage er en ny struktur, hvor kirker, kirkelige organisationer og netværk ikke er medansvarlige for det samlede program for Himmelske Dage eller andre af Danske Kirkedages begivenheder.

Derfor kan Indre Mission være til stede og kun ansvarlig for egne arrangementer og udmeldinger.

Nej til økumeni

I en leder i Impuls i sommeren 2019 skrev Hans-Ole Bækgaard, hvorfor IM ikke kunne stå bag Himmelske Dage. Nemlig at Indre Mission er et evangelisk-luthersk bevægelse, der siger nej til fælles forkyndelse i økumenisk og tværkirkeligt regi. IM vil ikke invitere forkyndere, der ikke er evangelisk-lutherske.

Synspunktet fra dengang er ikke ændret – selv efter beslutningen om at deltage efter den nye struktur som ’ven’.

Stadig ikke arrangør

Indre Mission er dermed stadig ikke ansvarlig for at indbyde og planlægge Himmelske Dage.

”Vi vil være til stede til Himmelske Dage i 2022 som ven af Danske Kirkedage og dermed på egne præmisser. Vi har ikke budt ind på programmet endnu,” siger Hans-Ole Bækgaard og uddyber:

”Vi er stadig ikke med til at arrangere Himmelske Dage, men har en løsere tilknytning til det som ’ven’”.
De sidste par gange har IMledere været med i debatter, og der har været stande fra Forlagsgruppen Lohse, Felix Rejser og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i udstillingsområdet.