Per Bracher filmer Gudsoplevelser

– Når jeg søndag formiddag sidder i kirken og hører en prædiken, er det bedste jeg kan høre, hvis præsten fortæller en historie om noget, han personlig har oplevet med Gud, siger Per Bracher.

– De små historier, hvor vi oplever Gud, er ofte tilsidesat, eller vi tør ikke fortælle dem, fordi det kan være pinligt.
Mange tror måske, at dét, de har oplevet, bare er et tilfælde eller en heldig handling, men Gud virker i det små, siger Per Bracher og fortsætter:

– Det er ikke bare store åbenbaringer, helbredelser eller syner, som kommer fra Gud. De små hverdagsting, som måske er ubetydelige, er også store undere fra Gud.
Vi skal give Gud æren for både de små og store ting, vi oplever, mener han.

Mødte Solfrid

Per Bracher (udtales brasjé) er vokset op i en kristen familie i Valby i København.
– Vi kom i Tabor menigheden, som var en pinsekirke. Jeg har altid troet på Gud, og som 17-årig blev jeg døbt med Helligånden. Det skete på en ferie, hvor hele familien var i Israel. Jeg kom på Pinsevækkelsens højskole i Mariager.
På højskolen mødte jeg Solfrid, som kommer fra det nordligste Norge. Et år efter vores højskoleophold blev vi gift. I år er det 50 år siden, mindes Per.

– Efter at have boet et par forskellige steder i København, flyttede vi til Sønderborg, og efter 4 år der fik jeg et job som medielærer på Mariager højskole, så vi kom tilbage til, hvor vi startede, i Mariager.

Sjovere at lave TV

– Efter 7 år som lærer fandt jeg ud af, at det er sjovere at lave TV end at undervise i det. Jeg startede som freelance TV-fotograf på TV2 Østjylland. Jeg kom til at arbejde som fotograf på flere regionalstationer, fortæller Per.

– For ca. 25 år siden havde vi en dag besøg af et missionærpar. Lige før de skulle gå, bad vi sammen, og her profeterede manden over mig. Han sagde noget lignende som her: Per du vil komme til at lave fjernsyn, som vil ophøje Jesus og glæde mange mennesker.
Jeg tænkte: Ja, jeg laver fjernsyn hver dag, men det var jo ikke kristent TV, så jeg skød det til side. Men profetien har altid ligget i mig.

Mistede det gode job

– Da jeg var fyldt 65 år, blev jeg en dag kaldt ind på kontoret hos to af cheferne på TV2 Østjylland. De sagde, at der ikke var mere arbejde til mig. Det var en underlig følelse, at der ikke var brug for mig mere, og fra den dag havde jeg ikke mere arbejde. Jeg følte mig meget tilsidesat, ja, værdiløs, jeg havde ikke noget at lave mere. Jeg gik virkelig og kedede mig. Jeg gik også 20.000 kr. ned i løn fra den ene måned til den anden.

Efter et halvt år tog jeg den beslutning, at jeg ville købe et rigtig godt videokamera. Jeg ville i gang med at lave små reportager, ligesom jeg havde gjort, da jeg arbejdede. Jeg begyndte at lave videoer fra min egen lille by Mariager, for en lungekor, for en uglegruppe og flere andre ting.

Vidnesbyrd

– Så fik jeg den tanke, at jeg kunne få folk til at fortælle livshistorier. Sjove og interessante historier, de havde oplevet. Det nåede jeg nu ikke at gøre, for så kom tanken til mig, at jeg kunne lave historier med folk, der kunne fortælle, hvordan Gud havde grebet ind i deres liv. Jeg gik og tyggede på det et stykke tid.

Støtte fra Udfordringen

– Hver uge får jeg avisen Udfordringen. Der læste jeg, at de havde nogle fondsmidler, man kunne søge. Det skulle være til projekter, hvor man skulle bruge de sociale medier til at fortælle det kristne budskab. Det gav mig lidt blod på tand.
Jeg ansøgte, og samtidig oprettede jeg en facebookgruppe, og jeg lavede de første optagelser af korte vidnesbyrd, som jeg kaldte ”Gudsoplevelser”. Det er så blevet til et samarbejde med Udfordringen, som også bringer historierne på hjemmesiden som korte videoer, samt på tryk og på hjemmesiden.
Nu så jeg resultatet af profetien.

Det skal være konkret

– Jeg satte nogle regler for Gudsoplevelserne: Det skal være en konkret oplevelse, som har betydet noget specielt for folk i hverdagen. Historien skal fortælles på mellem 2 og 3 minutter, og man skal fortælle den, som man ville fortælle den til en ven, direkte til kameraet. Det må ikke være en prædiken, og man skal helst ikke bruge skriftsteder.
I starten fandt jeg folk, jeg kendte fra min egen kirke, som kunne fortælle historier, og jeg satsede på at lave to om ugen.
Gudsoplevelser er ikke tilknyttet nogen bestemt kirkeretning. Jeg vil gerne, at alle kristne skal fortælle, hvad de oplever med Gud.

Tina Wirtz’ Gudsoplevelse: Tilfældigt møde i Dublin

Min egen historie

– Her er en historie fra mit eget liv: Jeg arbejdede som reportagefotograf på TV2 Østjylland. Jeg mødte ind en morgen og fik at vide, hvilken journalist og lydmand, jeg skulle arbejde med i løbet af dagen. Journalisten havde forberedt en historie, hvor vi skulle ud at lave en reportage med en spiritist. Først lavede vi en masse billeder og interview med spiritisten og et medie, han havde engageret. Så skulle selve seancen laves. Spiritisten satte sig til at bede, han begyndte at kontakte ånderne.
Jeg syntes, det var helt forkert, så jeg begyndte at bede inde i mig selv. Jeg bad i tunger hele tiden. Der gik et stykke tid, hvor spiritisten sad som i trance, men der skete ikke noget. Lige pludselig kiggede han over på os tre og sagde. ”Jeg kan ikke få kontakt med ånden, der er en af jer, der blokerer det hele”.
Jeg jublede indvendigt. Helligånden virkede dér i rummet. Der blev ingen åndeseance.

200 oplevelser og 150.000 visninger

– Der er kommet rigtig mange historier frem, og ingen af dem er ens. Der er alvorlige ting, helbredelser, drømme, syner, tilskyndelser, englebesøg – og nogle sjove ting.
En skulle bage en kage. Hun glemte at komme bagepulver i, så bad hun for den, og det blev den bedste kage, hun nogensinde havde bagt.
Nu har jeg lavet Gudsoplevelser i snart to år. Jeg har optaget næsten 200 historier. Der har været ca 150.000 visninger.
Først lægger jeg historierne op på min egen facebookside, hvor jeg har 1400 venner. Det er kun halvdelen af vennerne, som er kristne. Derfra deler jeg den til gruppen Gudsoplevelser, hvor der er ca. 1200 venner, samt på 7 andre kristne sider. Så kommer de også på Udfordringens hjemme- og facebooksider. Der er så mennesker, der også deler på deres egne sider.

Jens Christian Damhus´ Gudsoplevelse: Mødte en engel i Athen

Mange reaktioner

– Der er mange reaktioner på Gudsoplevelserne. De fleste er bare likes, men jeg har oplevet, at nogle af mine tidligere arbejdskammerater også har set og kommenteret dem, og de er ikke kristne. En skrev: Stærk historie. En anden skrev: Man får kuldegysninger af den historie.
En kvinde fortalte, at en af hendes tidligere venner, som hun havde gået i søndagsskole med som barn, rent tilfældigt havde set hendes historie og havde kontaktet hende.
Da jeg var ung og var med i en kirke i København, delte vi bl.a. traktater ud til folk på Strøget. I dag er det en anden tid og nogle andre måder, vi kontakter folk på. Jeg sammenligner Gudsoplevelserne med traktatuddeling.
Mit mål med Gudsoplevelserne er at ophøje Jesus og give mennesker det gode budskab, fastslår Per Bracher.

Se videoerne på Udfordringens Youtube kanal: