Uklart, hvad der ses som diskrimination i lovforslag
Bliver det fremover strafbart at sige, at der er to køn? Nyt lovforslag vækker tvivl om det.
Hvad kan defineres som diskrimination af LGBT-personer? Det vil Indre Mission og FrikirkeNet gerne have afklaret om lovforslaget L18, som har været til 1. behandling.
Indre Mission og FrikirkeNet er nysgerrige på, hvad der kommer til at stå som definition på diskrimination, når lovforslaget L18 bliver til lov.
Af særlig interesse er, hvad loven vil betyde for ytringer om LGBT-personer og traditionelle syn på køn. Såsom at sige at der er to køn, og at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde.
Lovforslaget L18 har været i første behandling den 12. oktober. 2. og 3. behandling mangler, før det endelige lovforslag bliver vedtaget ved lov.
”Forslaget kommer først til 2. behandling, når forhandlinger mellem partier og deres ordførere er afsluttet, og så er det nærmest kun på komma-niveau, at der bliver rettet før 3. behandling og endelig afgørelse, om lovforslaget vedtages eller ej,” siger formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard.
Derfor bliver der nu sat ind for at påvirke lovforslaget.
Foretræde i Folketinget
Det 27. oktober havde IM’s Hans-Ole Bækgaard sammen med generalsekretær for FrikirkeNet, Mikael Wandt Laursen, og landsleder for Indre Missions familiearbejde, Gitte Rasmussen, foretræde for Folketingets Ligestillingsudvalg.
Her havde de tre mulighed for at møde udvalgsmedlemmerne. De fremlagde deres sag og svarede på spørgsmål om det fælles brev, de havde sendt til udvalget.
I brevet ønsker de tre svar på, hvordan kirkelige civilsamfundsorganisationer som IM og FrikirkeNet vil være stillet ift. loven.
I brevet giver de udtryk for bekymring om, hvorvidt man i fremtiden kan få en sag i Ligebehandlingsnævnet for at ytre, at der er to køn: Mand og kvinde.
Fatma Øktem (V) har skriftligt spurgt om det til ligestillingsministeren. Et andet spørgsmål fra hende lyder, om lovforslaget vil kriminalisere institutioner eller arbejdsgivere, der ikke anerkender, at der findes andet end to biologiske køn. Svarfristen fra ligestillingsministeren er 9/11.
Generalsekretær for FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen ønsker, at det i loven bliver tydeliggjort, at holdninger, undervisning og diskussioner, der bunder i et syn på køn som biologisk betinget, ikke i loven stemples som diskriminerende.
”Vi er enige i lovens umiddelbare hensigt om at beskytte mod diskrimination, men vi frygter, at lovens udformning kan føre til en pålagt selvcensur,” siger han.
Hvad er tilsyneladende?
I lovteksten nr. 6 om § 2 stk. 3 bringer ordet tilsyneladende tvivl hos de tre om, hvad der vil betragtes som diskrimination.
Der står: ”Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, eller hvis det vil stille personer særligt ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer”.
Det er ikke fastlagt, hvornår L18 går til 2. og 3. behandling.
Sager fra udlandet
I Canada kan man risikere at blive anklaget for hadtale, hvis man offentligt argumenterer for, at køn er givet ved fødslen. Generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen kalder erfaringerne fra Canada skræmmende.
I England er gadeprædikanter flere gange blevet anholdt for at tale om køn.
I Finland i år blev medlem af parlamentet og tidligere indenrigsminister, Päivi Räsänen, sigtet for blandt andet ”hadkriminalitet” for at citere bibelvers om ægteskab og seksualitet.
I USA afviste Jack Phillips at fremstille en bryllupskage med et budskab til fordel for homovielser. Retten i Colorado fastslog i 2012, at det er diskrimination. Højesteret frikendte ham i 2018.