Hvad var kvindernes rolle i kirkens første århundreder?

Ifølge bogen ”De skjulte ledere. Om kvinderne i den tidlige kristendom”, havde kvinderne i oldkirken lederroller side om side med mændene. Men desværre valgte senere generationer af mænd at tvinge kvinderne i baggrunden, blandt andet ved at nedtone deres oprindelige roller i de kirkelige lederembeder.

Cand.theol, ph.d. og sognepræst Marianne Aagaard Skovmand, (MAS), skriver i forordet, at hun altid har haft blik for kvinderne i Bibelen, for det var ikke mændene alene, der udbredte kristendommen.

Hun mener, at både Jesus og apostlen Paulus i deres omgang med mennesker gjorde op med tanken om, at kvinden skulle være underlagt manden ifølge en særlig guddommelig orden. Men kirkens mandlige ledere fik efterhånden tvunget kvinderne i baggrunden og nedtonet deres position i den tidlige kristendom.

Bogen kan ses som et relevant identitetspolitisk indlæg i en ældgammel diskussion om kvinders ligestilling i kristendommen. Men desværre finder forfatteren en del af begrundelserne for sine påstande om urmenighedens stærke kvinder i apokryfe/gnostiske evangelier.

Marianne Aagaard Skovmand har da også tidligere oversat Mariaevangeliet og udgivet en nyoversættelse af Thomasevangeliet med kommentarer.

Apostlen Junias ufrivillige kønsskifte

I bogens indledning (samt fra side 147) forklarer MAS om det, hun kalder en ”graverende afskriverfejl”, der på et ukendt tidspunkt i historien gjorde kvinden Junia, som nævnes i Romerbrevet 16,1-27, til en mand ved navn Junias.

Misforståelsen kunne opstå, fordi de ældste græske manuskripter ikke markerede trykket, hvorfor navnet kunne læses som enten et pigenavn eller et drengenavn. Men apostlen Paulus nævner Junia blandt sine mest betroede medarbejdere, og det passede åbenbart ikke den skriver, der begik den graverende fejl, vurderer MAS.

Faktisk nævner Paulus hele 15 kvinder (inkl. Junia) og 18 mænd i Rom. 16, selv om kvinderne i Rom var i undertal i forhold til mændene (s. 17). Det var med andre ord ikke Paulus, der havde travlt med at undertrykke kvinderne i de første kristne menigheder, konkluderer MAS.

Forfatteren nævner dog ikke, at selv om Junias måske virkelig var Junia, skriver Paulus ikke nødvendigvis, at hun var en apostel, men derimod, at hun var ”kendt af apostlene”. Og det er jo noget ganske andet.

Kvindelige disciple i NT

Med afsæt i Ny Testamente nævner MAS også de kvindelige disciple, som ifølge evangelisten Markus sørgede for Jesus. Disse kvinder nøjedes dog ikke med at lave mad, mener MAS.

Hun peger på, at det sandsynligvis ikke kun var mandlige disciple, der blev udsendt to og to, men sikkert en mand og en kvinde sammen. Når disciplene salvede folk med olie og helbredte dem (Mark 6,13), har det bragt dem i nærkontakt og kropsberøring med de syge.

Det at salve med olie nævnes ofte i forbindelse med kvinder i evangelierne, og af hensyn til salvning af syge kvinder, ville det være en fordel at have begge køn repræsenteret blandt de udsendte (s. 40).

Maria Magdalene fremstår som en central discipel i skarp konkurrence med Peter, skriver MAS og henviser blandt andet til en middelalderlig tradition, som fortæller, at Maria Magdalena efter Jesu død blev prædikant i Sydfrankrig.

Ifølge Mariaevangeliet og det ligeledes apokryfe skrift Pistis Sophia blev Maria Magdalene til ”chefdisciplen”, mener MAS.

Hun peger også på det velkendte faktum fra Ny Testamente, at de første vidner om Jesu opstandelse var kvinder.

Kvindelige profeter

Ny Testamente nævner Filips fire døtre, som var jomfruer, og som profeterede (ApG 21,7-9), og Paulus taler om, at kvinder bør tildække deres hoved, når de beder eller profeterer (1 Kor 11,5f).

Så det var altså helt accepteret, at kvinderne tog ordet i de første kristne menigheder. Der var dog brug for visse kulturelle sømmeligheds-hensyn, fx mht. tildækning af kvindens hoved (s. 144-145).

”Uægte Paulus-breve”

Men når vi læser, at ”unge kvinder bør gifte sig, føde børn og være gode hustruer”, som det fremgår af pastoralbrevene 1. og 2. Timoteusbrev og Titusbrevet, er det underforstået, at kvinderne ikke skal blande sig i det, der foregår i menigheden. Det er altså mændenes opgave (1 Tim 5,14). Men disse breve må betragtes som uægte Paulus-breve, fastslår MAS (side 166ff.)

Dermed går Paulus, ifølge MAS, endnu engang fri af anklagen om kvindeundertrykkelse, mens pastoralbrevenes rigtige(!) forfatter åbenbart degraderer kvinderne.

Gnostiske kilder

MAS, der som nævnt har stor ekspertise inden for apokryfe evangelier, henter megen inspiration fra disse. Men det er naturligvis ikke umiddelbart indlysende, at beskrivelser af kvindelige ledere i fx Mariaevangeliet og Thomasevangeliet skal tildeles kanonisk eller autoritativ status i kristendommen. Uanset hvad disse kvinder gjorde eller ikke gjorde, kan de ikke opfattes som rollemodeller for kristne menigheder.

Man kan sagtens forestille sig, at kvinder har haft høje stillinger i de mystiske, gnostiske samfund. Det er i sig selv interessant. Men det bidrager ikke så meget til diskussionen om kvinders embeder i den kristne kirke, hverken i oldtiden eller i dag.

Der er mange gode teologiske grunde til, at de apokryfe skrifter ikke blev kanoniseret. Og det skyldes altså ikke deres fremstilling af kvinders fremtrædende roller i de gnostiske menigheder. Det er værd at huske på under læsningen af denne – iøvrigt – meget interessante bog om kvinder i oldtidens menigheder.

Marianne Aagaard Skovmand: De skjulte ledere. Om kvinderne i den tidlige kristendom.

Forlaget Gyldendal.

221 sider. 224,95 kr