– Købelyst tager let over og bliver til afhængighed

– Det med at dulme os med at købe ting og håbe på, at vi kan finde glæden og få dækket vores dybe behov er et vildspor, og vi ved det alle. Ægte glæde og livstilfredshed findes ikke i det materielle.

– Og alligevel kender vi alle til at trøste og dulme os med køb. Det er nok også i orden engang imellem, men for rigtig mange tager det overhånd og bliver til afhængighed, på linje med alt andet misbrug. Vi kan dulme os for at komme væk fra os selv. Væk fra at mærke livet og måske flygte fra noget, som vi burde se på, indleder Jane Bækgaard.
Det, vi springer over, når vi enten dulmer os med en af vores afhængigheder eller diverse overspringshandlinger, kan få store konsekvenser for os selv eller vores medmennesker, fordi vi ikke lærer af det og derfor ikke kan forholde os til det på en god måde.

– Vi kan købe, trøste og dulme os for at mærke, at vi lever, hvis ikke vi får udfoldet vores livsgaver – vores kald i livet. Hvis vi mangler mening og ikke føler os til gavn, forklarer psykologen.

Mister sig selv

Man kan miste sig selv, hvis fokus næsten udelukkende er på de ydre og praktiske ting og på behovstilfredsstillelse:

– Ekstrem fokus på det materielle bunder dybest set i en længsel efter noget, men ofte også i en oplevelse af, ikke at føle sig i orden og tilstrækkelig som menneske. Man vil gerne fremstå og opfattes på en bestemt måde, både hvad kan angå udseende, påklædning, bolig, uddannelse, arbejde, hjem … En læggen vægt på det ydre, på bekostning af det indre.

– Den fornemmelse, vi kan få i købsøjeblikket, er sjældent langtidsholdbar – og efterfølges ofte af tristhed. Nogle har svært ved at lede sig selv, styre sig. De oplever sig nærmest styret udefra af deres materielle behov og købetrang, hvilket kan skabe en følelse af selvutilfredshed, der for nogle kan ende med selvopgivelse, forklarer hun.

Vi kan komme til at bruge uendelig meget tid på alt det ydre i håb om at opnå noget, der skal findes, fremelskes og mærkes i det indre.

– Ægte glæde er en følelse og sansning i kroppen. Den kommer indefra, og vi er i princippet selv skabere af den. Den forudsætter at vi er i kontakt med os selv; forbundet med vores hjerte og til stede i øjeblikket, med en følelse af taknemmelighed.

– Vi ved alle, når vi er på afveje i livet, men vi kan ”ignorere” det. Så skaber det mangel på tillid til os selv, som igen kan bidrage til, at vi har behov for yderligere at dulme os. Det er vigtigt, at vi er vågne med hensyn til vores dårlige og usunde vaner. Vi må tage vores spæde selvutilfredshed alvorligt. Det med at dulme os med at købe ting og håbe på, at vi kan finde glæden og få dækket vores dybe behov herved, er et vildspor. Og vi ved det alle, understreger Jane Bækgaard.

En dybere mening gør godt

Sammen med sin datter, etnolog Pernille Wahlgren, udgav hun sidste år bogen ”Invester i livet”, på Peoples Press. Den handler bl.a. om, at penge ikke må spærre for, at vi udfolder vores kald i livet. Vores bidrag til verden skal helst ikke være båret eller farvet af en umådeholden stræben efter ting og fordele for os selv. At gøre gavn og have en dybere mening med livet gør os godt. Personligt og samfundsmæssigt.

– At turde udtrykke vores svaghed giver os styrke, og Gud forløser sin kraft i os, når vi tør erkende, at vi har brug for ham.

– Vi har alle en længsel i vores hjerter efter Guds kærlighed, men vi kan være bange for at overgive os. Og vi har svært ved at tro på, at vi virkelig er elskede, som dem vi er. Vi kan tro, vi behøver at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Men sådan tænker jeg ikke, at det forholder sig.

– Jeg må ærligt erkende: Jeg har ikke formået at elske mig selv ved egen hjælp … altså uden at se mig selv med Guds kærlige øjne og ubetingede kærlighed, som jeg virkelig tror på. Jeg ser os alle som Guds kærlighedsbørn. Elskede, ønskede og helt i orden, fuldstændig som vi er. Jeg tror, der er et tomrum i ethvert menneskes hjerte, som kun Gud kan udfylde. Gud ønsker fællesskab med os, men vi må selv bede ham om at komme ind i vore liv og stille os til rådighed, siger Jane Bækgaard.
Vi har ikke ret til at presse hinanden, presse andre hertil. Men vi har lov til at inspirere og dele den store gave, vi selv oplever, det er at give plads til og tage imod Gud.

Erkend, at du har brug for Gud

– At leve under guddommelig ledelse er ikke bare et viljesspørgsmål, men også et spørgsmål om, hvornår vi er parate. Jeg tror, det vil hjælpe mange at erkende, at de har brug for Gud. Vi kan være både for stædige og stolte til at erkende og ”bøje” os for, at vi ikke selv kan finde ud af det hele.

– At turde udtrykke vores svaghed giver os styrke, og Gud forløser sin kraft i os, når vi tør erkende, at vi har brug for ham. Hvem af os har ikke brug for mere fred end frygt i disse tider? Kærlighed og frygt kan ikke være til stede samtidigt.

– Jeg tror, vi inderst inde alle har sandheden boende i os: At Gud elsker os. Og vi er værd at elske, uanset hvad. Tilbedelse og samvær med Gud bringer forvandling med sig og skærmer os fra menneskefrygt, som vi alle kender til. Vi kan øve os i at hvile trygt i Guds arme, i vished om, at han ved, hvad vi har brug for, tilføjer hun.

Flere og flere forstår, at det er nødvendigt, at vi lærer at begrænse vores behov og forbrug. Der er ikke længere nødvendigvis prestige i at eje dyre ting. Mange er endda begyndt at ryste lidt på hovedet af materialisme og grådighed, for vi ved det jo godt – har måske endda engang sunget med på budskabet: ”Money can´t buy you love.”