Venstre sidebanner eksempel

Marianne fandt en vej til at dele sin tro med kollegerne

Marianne Winberg er ikke en udadvendt evangelisttype, men fandt med Guds hjælp en måde til at dele sin tro på sin arbejdsplads.

Marianne Winberg bruger sit personlige trosliv som udgangspunkt til at snakke tro med sine kolleger.

Marianne Winberg har altid gerne villet fortælle andre om Jesus, men hun manglede frimodighed. En dag gav hun sine vidneplaner over til Gud.

”Da jeg var 14-15 år, læste jeg i Indre Missions Tidende, at man kunne blive sommerevangelist”, fortæller Marianne.

”Jeg følte, at jeg skulle prøve det. Det var egentlig ret mærkeligt, for på det tidspunkt var jeg meget stille og sagde stort set ikke noget i sociale sammenhænge. Jeg var derfor ikke lige den, man ville vælge at tage med på festivaler for at fortælle om Jesus.”

Der gik da også et år, inden hun meldte sig.

”Jeg var mindre udadvendt end de andre evangelister, men jeg fik nogle personlige snakke i hjørnerne. Der var mange, der ville snakke med os, men man blev også sommetider ret udfordret. Det kunne ind imellem være skræmmende. Men Gud var med i det. I dag kan jeg ikke forstå, at jeg turde gøre det.”

En bestemt måde

Senere på HF var Marianne ikke den, der straks sagde, at hun var kristen:

”Jeg syntes, det var pinligt, at jeg ikke sagde det, for det var der andre, der gjorde. Jeg sad nede på bagerste række og håbede, at der ikke var nogen, der spurgte, om jeg var kristen. Men jeg var ærlig om min tro overfor dem, jeg kom tæt på. Når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, at jeg syntes, jeg skulle gøre det på en bestemt måde. Men jeg kunne ikke vidne på den måde, jeg havde lært, jeg skulle.”

”Jeg troede, at man skulle have styr på hele teologien. Og det har jeg altså ikke. Det interesserer mig ikke. Jeg bygger mit liv på det, der står i Bibelen, men jeg forstår ikke det hele. Jeg følte ikke, jeg havde alle svarene. Jeg oplevede, at jeg kom til kort, når der blev stillet spørgsmål om homoseksualitet, sex før ægteskabet og abort. Jeg havde svært ved at formulere mig og forklare det. Senere fandt jeg ud af, at man kan vidne på en anden måde. Jeg kan bedre vidne ved at vise, at det er personligt for mig.”

En ny måde

Den nye måde at tænke vidnesbyrd og evangelisation på fik betydning for Marianne, da hun begyndte på sit arbejdsliv:

”De første par år jeg arbejdede på min første arbejdsplads, skete der ikke noget. Mine kollegaer vidste, at jeg var kristen og gik i kirke, men jeg var frustreret over, at der ikke skete mere. Jeg havde en længsel efter at fortælle mere og tænkte, at der måtte være en mening med, at jeg var der.”

Så bad jeg til Gud og sagde: ”Du må skabe en åbning”.

”Dagen efter var der én af mine kollegaer, der kom ind til mig. Hun havde lige mistet sin mormor, og vi kom til at tale om dengang, jeg mistede min mor.
Jeg fortalte, hvordan jeg brugte min tro og gik til Gud – også med den vrede og frustration, jeg havde. Vi fik en lang snak. Efterfølgende havde vi flere snakke. Sommetider sad vi flere timer efter arbejde og snakkede.”

Interesserede kollegaer

”De andre hørte jo også, at vi snakkede om det til frokost. Her var en åbning. De syntes faktisk, det var lidt spændende og begyndte også at stille spørgsmål”.

Marianne påpeger, at hun egentlig ikke gjorde andet end at svare så godt, hun kunne, og tilføjer:

”Rigtig mange gange kom jeg til kort. Så sagde jeg: ”Det ved jeg ikke”, eller ”det forstår jeg heller ikke, men jeg prøver lige at spørge nogen, der ved lidt mere”.
En dag, hvor jeg igen kom til kort, var der én af mine kollegaer, der spurgte, om de ikke kunne møde nogen andre af mine kristne venner, så de kunne stille nogle af spørgsmålene til dem.”

Gud opgiver ikke

Det var altså Mariannes kollegaer, der kom med den ide, som blev indgangen til en ny måde at vidne på.

”Men det sjove er jo, at jeg tænkte, at det var for grænseoverskridende. Indimellem føler man, at man lever i de her to forskellige verdener: privatlivet og arbejdslivet. Så jeg affejede det lidt.”

Der går derefter et halvårs tid, hvorefter en anden kollega spørger om det samme. Så nu kan Marianne ikke være det overhørig længere:
”Nu er der ikke noget at gøre. Jeg bliver nødt til at arrangere et eller andet.”

Dialogmøder

”Jeg prøvede at finde nogen i min kirke og i mit netværk, som ville være med. Men det var faktisk lidt svært at finde nogen, der ville stille op til det.
Det skulle være nogen, der kunne svare på de spørgsmål, jeg vidste ville komme. Fx om at vente med sex til ægteskabet. Jeg skulle derfor bl.a. finde et ægtepar, der var villig til at være åben om det – og det fandt jeg sammen med et par stykker mere.
Jeg tror, vi var 10 første gang hjemme hos mig.
Jeg spurgte min kollegaer, om de ikke på forhånd kunne komme med nogle spørgsmål, så vi vidste, hvad det var, de ville tale om. Der kom 31 spørgsmål, og det var nogle virkelig gode, undrende spørgsmål. På aftenen oplevede jeg, at der var en stor åbenhed. Der var ikke den her kritiske tilgang, som man sommertider oplever.
Vi kaldte det dialogaftener, fordi bestræbelsen var, at det netop skulle være en dialog.”

Stor åbenhed

”Jeg var meget nervøs, da jeg skulle på arbejde efter den første dialogaften”, siger Marianne. ”De to verdener havde mødtes, og jeg var spændt på, hvordan mine kollegaer havde syntes, det var.
Alle på arbejdet vidste, at vi havde haft dialogmødet. Så dialogaftenen sluttede ikke, men forsatte med de andre kollegaer ved frokosten de næste dage.
Derfor blev der også ret hurtigt arrangeret endnu en dialogaften, hvor der kom flere kollegaer med.”

Nyt arbejde, nye muligheder

Efter en tid skiftede Marianne arbejde, men hun har stadig kontakt med sine gamle kollegaer, og de taler forsat om tro. Én af de gamle kollegaer har også været på kristendomskursus i Nazaret kirke, et kursus, der ligner Alfakurserne.

På det nye arbejde var der allerede én kristen: ”Man spurgte derfor ret hurtig ind til, hvor jeg gik i kirke. Og så kom snakken lidt hen ad vejen. Derfor kom jeg igen til at snakke med mine kollegaer om tro i frokostpauserne, og der var også her planlagt dialogmøder. Men så kom corona i vejen”.

Marianne er for nylig flyttet og har igen fået nyt arbejde. Hun står derfor endnu engang overfor udfordringen med at få åbnet en dør for samtaler om tro.

En ny indfaldsvinkel blev her, at Marianne er blevet gift for nylig, og de kom derfor til at tale om, at hun ikke var flyttet sammen med sin kæreste, inden hun var gift, ”og så var der hurtigt nogen, der var henne for at høre, om jeg var kristen”.

Helligåndens ledelse

Marianne pointerer, at hun har erfaret, at åbningen ofte kommer, når hun vover at være åben og ærlig om sin egen sårbarhed: ”For nylig har jeg delt med en kollega, at jeg på et tidspunkt fik forbøn for en fysisk skade, jeg havde. Jeg fortalte, hvordan jeg havde tvivlet under forbønnen, men at jeg blev helbredt. Men jeg har også sagt, at jeg ikke altid oplever, at Gud helbreder. Jeg er meget åben om, at der er mange ting, jeg ikke forstår”.

Mariannes erfaring er, at det er Helligånden, der skaber åbningerne. Hun ønsker at fortælle om Jesus. Men siden hun i sit første arbejde bad Gud om at skabe en åbning, har hun oplevet, at hun ikke selv har behøvet at udtænke en plan for, hvordan hun skal vidne. Gud skaber åbningerne, og hun skal bare gå ind ad dem.