Syg 80-årig: Jeg har brug for et besøg af Jesus

Til Orla Lindskov

Jeg er en ældre kristen. Jeg har passeret de 80. Jeg er alvorligt syg med en kronisk sygdom, som jeg har lidt under i snart mange år.

Sygdommen er faktisk ved at tage livet af mig langsomt på grund af, at jeg har haft den så lang tid.

Jeg mærker tydeligt tiltagende svaghed. Men jeg ønsker alligevel din forbøn og en salvedug.

I forbindelse med salvedugen har jeg tidligere læst i Udfordringen, at du beder Jesus om at følge med dine salveduge ud til de syge. Sådan et besøg af Jesus har jeg brug for.

Jeg vil betragte salvedugen som lidt i retning af det dynd, Jesus smurte på den blindes øjne. Det sendte den blinde ud på en vandring i tro. Den vandring gav ham synet tilbage.

Jeg vil gå ud til Jesus i tro, når jeg går ud til postkassen for at hente brevet med din salvedug. Derefter vil jeg lægge salvedugen på min syge krop og sige: – ”Tak, Jesus, at du vil helbrede mig, eller i hvert fald lette min sygdoms byrde i min sidste tid.”

Mine kræfter svinder. Min hørelse er svag. Mit syn tager af. Selv min madlyst er ikke, hvad den har været.

Jeg vil sige til dig, at selv om jeg på grund af min sygdom mærker, at min tid rinder ud, så er jeg slet ikke færdig til opbrud. Jeg vil gerne have mange gode år endnu.

Og nu netop i denne juletid vil jeg så gerne nyde tiden med børn og børnebørn. Så selv om jeg føler, at jeg står på tærsklen til evigheden, så må jeg ærligt tilstå, at mit hjerte hænger ved denne verden.

Jeg er meget optaget af denne verden og dens anliggender. Det er jeg, selvom jeg ved, at Jorden ikke er mit blivende sted. Jeg har svært ved at give slip.

Jeg vil derfor også bede dig om forbøn for, at jeg med fred må rive mig løs fra denne verden og alle dens goder.

Jeg frygter ikke døden. Men tanken på døden gør mig alligevel utryg. Jeg ønsker at betragte døden som en ven, fordi jeg håber, at Jesus vil stå i dødens port og tage imod mig.

Min hustru døde for år tilbage. Men jeg ved heldigvis, at hun nu er hjemme hos Gud.

Hendes tro bar hende igennem dødens port med fred. Jeg var hos hende, indtil hun lukkede sine øjne for sidste gang.

Det må være forfærdeligt at tage de sidste skridt af livets rejse alene.

Du kan nok læse ud af mit brev, at jeg i dag er lidt deprimeret. Men heldigvis er jeg ikke dement, som så mange i min alder.

Jeg glæder mig over mine børn, børnebørn og et oldebarn. Jeg kan huske alle deres navne. Det gør mig glad og taknemmelig.

Tak, Orla Lindskov, fordi du læser mit brev og vil bede for mig.

Med broderlig julehilsen fra
En syg broder.

”Jeg bærer jer, til hårene gråner”

Kære syge broder

At løsrive sig fra livet her på Jorden kan være svært for mange. Det er ikke kun noget, du oplever. Det har mange oplevet, også kristne.

For rigtig mange er det svært at forlade familie og venner, børn og børnebørn. Alle de gode minder og oplevelser, man har haft sammen, hænger ved. Det er helt naturligt.

Det kan derimod være en byrde og meget besværligt og tungt, når det er denne verden og alt det, der hører denne verden til, der binder én. Det kan oven i købet være med bånd så stærke, at man ikke kan løsrive sig.

Jeg tænker her især på materialismen byrde. Jeg tænker her på gods og guld. Døden kan være svær for mange, som bærer på materialismens tunge byrde.

Mange lyttede til Ønskekoncerten søndag efter søndag og hørte sangen om, at ”lykken er ikke gods eller guld.”

For mange gik den sang ind ad den ene øre og ud ad det andet. Man forstod ikke sangens budskab.

Heldigvis er der efterhånden mange, især unge, der har fattet det bibelske budskab om at rejse let igennem livet. Mange unge har vendt sig bort fra dyrkelsen af materialismen, dyrkelsen af ting og sager.

Det betyder så ikke, at vi ikke må nyde livet her på Jorden. Livet er jo en gave og rummer utallige goder.

Men mange har indset materialismens tomhed og faren ved at blive ”jordbundne.”

Kære syge broder, du har fået lov til at leve mere end 4 gange 20år. Men nu føler du, at evigheds-rejsen nærmer sig på grund af sygdom. Evighedens strand er ikke langt borte. Du oplever, at du er ude på den sidste sejlads.

Dine kræfter slår ikke til mere som tidligere. Din madlyst er borte. Din hørelse er svag. Dit syn tager af.

Det er, som om denne verden og alle dens legemlige goder er ved at vende dig ryggen.

Tænk, hvis du ikke havde andet at glæde dig over end det, denne verden kan byde på.

Det ville være sørgeligt, når du nu er svækket.

Men glæd dig, du er ikke alene, selv om din hustru trist nok allerede er gået bort, så har du familie. Og vigtigst af alt: – din himmelske Far er dig nær.

Han har noget til dig, som er større end din svaghed. Han siger:

”Til alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til hårene gråner; lige som jeg bar, vil jeg bære jer. Jeg, jeg vil bære og redde.”

Du kan nok føle dig som en fange af sygdom og svaghed. Men din himmelske Far vil udfri dig, når han finder, at tiden er inde.

Han vil åbne døren til dit legemes fængsel og byde dig velkommen i Evigheden hos ham. Her skal du også gense din hustru, som døde i troen på Jesus.

Kære syge broder, hold fast i Jesus, selv om du føler, at alt andet glider fra dig. Han vil aldrig svigte dig.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov