Corona igen og igen og igen…

Coronaen er blevet en splitter blandt kristne såvel som blandt ikke-kristne. Er man for eller imod vacciner? Er man for eller imod restriktioner? – og hvor er vores frihed blevet af?

Det er på tide, vi får en anden dimension ind i debatten og i vores tankegange: Hvad vil Gud sige os gennem pandemien? Og hvad består den sande frihed i?

For de fleste blev den første nedlukning en øjenåbner, hvad angår prioriteter og værdier. Men mange er langsomt men sikkert vendt tilbage til ”det gamle”. Meget af det man ”opfandt” under den første tid – såsom indkøb af hund og sommerhus – havde da heller ikke en blivende værdi. Hunden kom i vejen, da hverdagsjaget på ny satte ind, og sommerhuset kunne ikke i længden erstatte udenlandsrejserne.

Men hvad på det åndelige plan? Fik Gud en større værdi for mig? Indså jeg, at hans venskab er mit livs største og rigeste venskab? Opdagede jeg et rigt indre liv, jeg ikke før havde kendt til? Gav den indskrænkede ydre frihed mig blik for den sande åndelige frihed? Da jeg ikke længere kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, fandt jeg da friheden og glæden i Guds vilje? – og er det langtidsholdbart i mit liv, eller er jeg også her faldet tilbage til ”det gamle”?

Lige meget, hvor vigtigt vi synes det er at tage de rigtige etiske valg hvad angår vacciner, og lige meget hvor meget et frit samfund betyder, så er der noget, der er vigtigere: Kærligheden til Gud og til næsten – og den indre frihed i Kristus, som hverken restriktioner, nedlukninger eller karantæner nogensinde kan tage fra os. Vækkelserne kommer for øvrigt sjældent, hvor den ydre frihed er størst.

Så det er på tide, vi som kristne skruer ned for den ophidsende debat – der ofte kommer til at ligne verdens måde at debattere på – og i stedet søger ind i stilheden for Guds ansigt og spørger: Hvad er det, du vil sige mig i denne svære tid? Hvordan finder jeg friheden i dig, der hvor jeg er bundet af min egen vilje, frygt og mine egne tanker? Hvordan bliver du mit alt?