Nyt gospel-album fra Torben Callesen

I næste uge udkommer et stjernespækket album, fyldt med liv, håb og glæde efter en live-optagelse i Aabenraa.

landskendte gospelsolist Julie Lindell.

13. januar udkommer et nyt stjernespækket gospelalbum af manden bag ”Gospel Family”, som består af flere gospelkor. Men allerede fra 1. januar bliver sangene udgivet én om dagen indtil d.12. januar på YouTube, hvor man både kan høre sangene og altså også se artisternes live-optræden med publikum. De kan findes ved at søge på ’Place of worship’ og Torben Callesen.

Albummet blev indspillet på Frøforsyningen i Aabenraa d. 18. september 2021 – og da de landskendte gospelsolister Julie Lindell, Anders Butenko og Rune Herholdt gik på scenen for at indsynge 12 af Torben Callesens gospelsange sammen med syv lokale solister ved to gospelkoncerter, var taget lige ved at flyve af Frøforsyningen.

gæstesolist og komponist Anders Butenko, som har nogle af landets største gospelkor på Sjælland.

En magisk dag

Gæstesolist Anders Butenko, der til hverdag er korleder, sangskriver og solist på Sjælland, hvor han har nogle af de største gospelkor i Danmark, fortæller om sin oplevelse af indspilningen:

– En fuldstændig magisk dag med opløftende sange om håb, fred og glæde midt i en tid, som er præget af det stik modsatte. Torben Callesens sange minder os om, at vi har en Gud, som ser os midt i det, vi står i, og som ønsker at tage imod os med åbne arme – lige som vi er.

Hele familien sang

Julie Lindell, der er professionel sanger, sangcoach, sanglærer, korleder og har et uendeligt langt CV med optrædener med de største kunstnere i og uden for gospelscenen, var også gæstesolist og fortæller om indspilningen:

– Jeg har i mange år været kæmpe fan af Torbens fantastiske arbejde og hans fede gospelsange – så da han ringede og spurgte, om min mand og jeg ville være med på indspilningen var det slet ikke svært – SELVFØLGELIG skulle vi det!!!
Da Torben så også spurgte, om vores datter Laura ville synge 2 sange, var det kæmpe stort for os at deltage og være med som familie alle 3 – Markus på klaver som kapelmester og Laura og jeg som solister!
Derudover var det bare en perlerække af skønne sangere, solister og kor, som deltog på dagen, for slet ikke at tale om nogen yderst veloplagte publikummer og fantastisk lyd, lys, fotograf osv!!!

En dag fyldt med glæde

– Selve dagen var fyldt med SÅ meget glæde, spænding, grin, sjov, fest, kærlighed, gospel, opbakning, intensitet, og Guds nærvær og var en utrolig stærk og bevægende oplevelse, som jeg virkelig nød at være en del af!
Jeg takker for at ha’ fået lov at være med og synge disse fantastiske stærke sange og håber, at dem, der lytter til dem, må opleve og høre lidt af alt det, vi, der deltog, oplevede og fik med hjem – det var HELT særligt og til meget stor velsignelse, styrke og opmuntring – kæmpe tillykke med projektet Torben, GospelOaks og Gospelfamily, og tak at jeg måtte være med, slutter Julie Lindell.

For tiden er hun fast sanger hos Anne Linnet og med på alle hendes turnéer.

Nye og gamle sange

Nogle af sangene på albummet har været længe undervejs. De fleste af sangene er skrevet i Torbens virke som korleder for GospelOaks, som er en del af foreningen GospelFamily.

Og da GospelOaks har haft 10 års jubilæum, har et par sangene også ligeså mange år på bagen. De fleste af sangene er dog skrevet i nyere tid.

Torben Callesen ledede slagets gang og dirigerede koret. I baggrunden ses Rune Herholdt og Sofia G. Hansen. Foto: Ludmilla Parsyak.

Gospel kan noget særligt

Corona-tiden har også sat dybe aftryk i korfællesskaberne i form af restriktioner og kravene om at holde afstand eller lukket. Disse oplevelser har dannet baggrund for nogle af sangene, fortæller Torben Callesen.

I de sange adresseres især den ensomhed, man kunne føle, når isolation er påkrævet, og når fællesskabet er spredt for alle vinde.

Her kan gospel ifølge Torben noget helt specielt. Den kan sætte ord på følelser og tillade én at være hudløst ærlig.

Når så dette iføres musik, som fortolker og bærer budskabet, rører det steder i sjælen, som man kun sjældent kommer i kontakt med i andre sammenhænge.

Det er en utrolig livsbekræftende forløsning, siger korlederen.

Perfekt timing

Timingen for udgivelsen kunne ikke være bedre, nu når det hele vakler under fødderne på samfundet igen, og det kan være svært at finde et holdepunkt, et positivt anker at holde fast i.

Når man lytter til sangene og ser optagelserne, vil man hurtigt finde det anker i form af livsbekræftende gospelsange, som bærer begejstrende hudløs ærlig tro, håb og kærlighed i nogle fantastiske fortolkninger fra de dygtige solister.

Det er første gang, korleder Torben Callesen udgiver et engelsksproget gospelalbum med sine egne sange.

Kan ses på Youtube

Som nævnt udkommer albummet på alle streamingtjenester d. 13. januar. Men allerede fra 1. januar bliver sangene udgivet én om dagen indtil d.12. januar på YouTube, hvor man både kan høre sangene og altså også se artisternes live-optræden med publikum. De kan findes ved at søge på ’Place of worship’ og Torben Callesen.