Ballademageren fylder 85 år

Når Filip Ipsen kalder sig selv for en ballademager i den erindringsbog, han skrev for nogle år siden, hentyder han til sin ungdom som sømand.

Han voksede op i det lille fiskerleje Tejn på Bornholm. Han var nr. 5 af 9 børn. Faderen var blevet forstander for den lokale pinsekirke i Tejn, efter at han selv havde oplevet en stærk omvendelse. Også moderen, som var født på et værtshus, var blevet omvendt og født påny.

Forældrene havde hjulpet til i mange nye menigheder. Men det var ikke altid let at være søn af en pinsepræst, så Filip og hans bror Knud lærte at forsvare sig med de bare næver. Til gengæld oplevede de det festlige samvær med flere hundrede andre vakte kristne i pinsebevægelsens første tid på lejre og sommerstævner i bl.a. Mariager.

Filip var imidlertid lidt af en ballademager, så han ville være sømand – trods forældrenes advarsler. Han kom bl.a. til at sejle som kammerdreng med DFDS’s skib Tunis, som sejlede bacon til England. På den første tur i Nordsøen blev han søsyg, men nu måtte han holde ud.

Efter tre måneder blev han forfremmet til dæksdreng. I 1953 måtte han holde sin første jul hjemmefra, og det var heller ikke så sjovt.
Men der kom nogle ombord fra Dansk Sømandsmission i London, som indbød besætningen til at holde juleaften på sømandshjemmet, hvor de også fik pakker fra Danmark.

Når skibet lagde til i Nyhavn, måtte Filip følges med kammeraterne, og der var et stort gruppepres, så efterhånden faldt han også i en dårlig livsstil, som han i dag skammer sig over. Et par gange var skibene i havsnød, og Filip lovede angst Gud, at han ville lægge sit liv om – men glemte det, når han igen var i tryg havn med letlevende piger.

Først ved moderens kræft-død kommer Filip i syndenød, da hun stiller ham spørgmålet: ”Filip, hvordan har du det med Jesus?”
Det bliver starten på et helt nyt liv. Filip bliver en af de mest aktive evangelister, som går fra hus til hus og forsøger at nå andre mennesker med det kristne budskab om nåde og frelse.

Filip fortæller i bogen åbent, fx om sin far, der fik et barn udenfor ægteskabet, og om de spændinger, det gav. Selv ernærede Filip sig i perioder som forsikringsmand og bogsælger, og han skaffede herigennem mange penge til højskolen i Mariager.

”Bladanmorderen”

Som ung evangelist var Filip Ipsen med til at starte flere nye menigheder op. En af de nye mødesteder var i Farsø. Her fik Filip sig en alvorlig overraskelse, da han kaldte de fremmødte frem til forbøn.

– En søndag kom der en dame til gudstjenesten. Vi havde ikke set hende før, men hun var meget åben over for det, vi forkyndte, og efter nogle gange ønskede hun også forbøn, og vi bad for hende, fortæller Filip.

– Nu begyndte der at ske noget underligt. Denne dame gik frem til forbøn hver eneste gang, vi havde gudstjeneste.
Hun klagede altid over, at hun havde nogle smerter i halsen. Det var, som om det brændte inde i hendes mund.
De første gange tænkte jeg ikke dybere over, hvad dette kunne være, men bad for hende hver gang, hun søgte forbøn, husker Filip.

– En dag efter en gudstjeneste, hvor denne dame igen gik frem til forbøn, fik Filip en pludselig helligånds-indskydelse og spurgte hende:

”Har du haft en oplevelse i din fortid, som nager og piner dig?”

– Da jeg havde sagt dette til hende, brød hun totalt sammen, og sagde så til mig: ”Ja, det har jeg. For ca. 25 år siden slog jeg faktisk min mand ihjel”.

Jeg blev nærmest chokeret, og sagde: ”Hvad siger du, du har gjort?” Hun svarede:

”Dengang for de ca. 25 år siden begyndte jeg at give min mand ganske lidt bladan i hans morgenkaffe. Min mand blev meget hurtig syg, vi sendte bud til lægen, som konstaterede, at det nok var noget med en forgiftning og sagde: ”Det skal nok gå væk”.
Min mand fik noget smertestillende medicin.
Jeg blev blot ved med at give ham bladan, og han blev svagere og svagere, og til sidst døde han. Jeg blev dengang mistænkt, men det blev aldrig opdaget, hvad min mand døde af…”

Tavshedspligten

Filip var temmelig lamslået over, hvad kvinden havde fortalt.

– Jeg tænkte: hvad skal jeg arme mand gøre? Jeg bad for hende igen og tog hjem til Aalborg. Næste dag ringede jeg til en god ven, jeg har i Århus, som var jurist, og fortalte ham om min oplevelse.
Juristen sagde: ”Filip, du har et problem, du har jo accepteret tavshedspligt, da du i sin tid blev indsat eller ordineret som præst.”
Præster, læger og jurister har tavshedspligt om det, de bliver betroet.
Men, sagde juristen, hvis hun betror sig til en anden, som ikke har tavshedspligt, kan vedkommende melde det til politiet. Og i Danmark bliver en mordsag aldrig forældet.

Politiet kom straks

– Jeg tror faktisk gerne, at hun ville have dette forfærdelige helt frem i lyset, så der skete det, at hun ligeledes betroede dette til en af de andre, som var med til at lede den lille menighed, men som ikke var indsat i nogen tjeneste som sådan, fortæller Filip.
Vedkommende, som denne dame betroede sig til, var nu tvunget til at ringe til politiet.
Det nærmeste politi var Løgstør og kun ca. 20 minutter efter, at han havde talt med politiet, kom de med udrykning og hele baduljen.
Politiet tog hende omgående med på politistationen, og det kom også ud i medierne. Jeg kan huske, at BT kaldte hende for ”Bladan-morder”.

Det var en forfærdelig historie, husker Filip.

Afhørt

– Et par dage efter alt dette kom der to civilklædte kriminalbetjente ind i bogcenteret og ønskede meget diskret en samtale med mig. Jeg kunne dog ikke sige noget nyt til dem, da hun havde bekendt alt til politiet.
Sådan en oplevelse har jeg heldigvis kun haft en gang og ønsker heller aldrig at få den igen. Jeg mindes ikke, hvad der blev af den stakkels dame, men jeg mener, hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital.
Denne kvinde er død og borte for længst, og jeg håber blot, at hun holdt fast ved det, hun oplevede ved vores lille møde i Farsø for de mange år siden, siger Filip.