Snart er det påske

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør

Vi planlægger igen at udgive en påskeavis Palmesøndag, som du kan give til venner og bekendte, eller måske dele ud i et kvarter.

Vi kan ikke vise dette års forside endnu, for vi arbejder endnu med indholdet. Så bed gerne for os, at avisen må blive velegnet og nå ud til mange danskere. Vi véd dog på forhånd, at vores påskeavis ikke kun vil handle om påskeblomster, påskeæg og påskeharer.

Vi vil fortælle, hvad påsken egentlig handler om. Nemlig om Jesus, der betalte med sit eget uskyldige liv for vores synder, så vi kunne blive frelst. Med avisen kan du måske hjælpe flere til at opdage og forstå evangeliet, så de kan få et nyt liv her og nu – og et evigt liv efter døden!
Derfor vil påskeavisen også handle om den glædelige opstandelse, vi kan se frem til, hvis vi tror på Jesus.

Påskeavisen 2021 blev trykt i over 20.000 eksplarer.

Vi vil også fortælle om, hvad Guds tilgivelse og troen kan betyde her og nu – så man kan leve uden frygt trods Ukraine-krigen og andre trusler. Bestil dine aviser nu på Hosianna.dk (klik her)

Lad os gentage, hvad Paulus siger i Romerbrevet 1,16: Jeg skammer mig bestemt ikke over at fortælle budskabet om Jesus, for det indeholder en guddommelig kraft, som er i stand til at give evigt liv til alle, der tror på ham.