50 kristne dræbt, 100 bortført

Fulani-hyrder har den 24. marts dræbt omkring 50 kristne og bortført en katolsk præst i Kaduna State i Nigeria. I 10 overvejende kristne områder i Giwa County er ialt 100 mennesker blevet bortført, og angriberne har nedbrændt en kirke, oplyser lokale kilder til Morning Star News.

“De brændte huse og lagerbygninger og slog dyr ihjel,” skrev Nuhu Musa i en sms til Morning Star News. “Disse angreb fortsatte indtil fredag morgen den 25. De ville ikke engang tillade, at de døde blev begravet, så de skød de efterladte og dem, der vendte tilbage til landsbyerne for at holde begravelser.” Musa tilføjer, at der var både kvinder og børn blandt de dræbte.

Den katolske præst Felix Fidson Zakari blev sammen med flere andre ført bort af bevæbnede mænd fra landsbyen Zangon Tama, oplyser fire indbyggere, som opfordrer til forbøn for de bortførte.