Et uforglemmeligt møde

Den 27. marts var jeg ude som indsamler for Børns Vilkår. For mig er det et ukendt land at gå og ringe på folks dørklokker, men sikke mange indtryk man får på sådan en dag, både af smarte måder at indrette sin terrasse på, af mennesker, der takker for indsatsen og andre, der er lidt irriterede over at blive forstyrret på deres søndag eftermiddag.

Jeg mødte også en masse mennesker, jeg kendte fra mine nu voksne børns skolegang. En dag med masser af skridt og masser af oplevelser, hvor et møde dog står særlig tydeligt frem, og som jeg ikke tror, jeg glemmer foreløbig.

I et hus på ruten stod en dame i haven og trissede os glad i møde, da vi nærmer os hoveddøren. Vi faldt i snak om noget keramikkunst, der hang på væggen, og straks blev vi inviteret indenfor. Med tanke på, at ruten kun var halvvejs dækket, prøvede vi høfligt at afslå, men der var ligesom ikke noget at gøre. Vi måtte indenfor.

Den søde dame fortalte lidt fra sit 87-årige liv, med en ægtefælle, der døde alt for tidligt, og kunsten hun selv havde lavet, der prydede overalt i det sirlige, men hyggelige hjem. Før vi så os om, havde hun fundet en ganske særlig flaske hvid portvin frem, som vi bare måtte smage.

Hun fortalte, at den var sjælden, og selvom der ikke var meget tilbage, skulle det deles med os. Hun ledte lidt og fandt kage og chokolader frem. Hun viste os, hvor pungen lå, og fandt penge frem til indsamlingsbøssen til den gode sag, og fulgte os pænt ud igen, da vi insisterede på, at vi skulle videre.

Min hjerne prøvede hele tiden at putte oplevelsen og damen ind i en boks, med passende tillægsord, men det var ligesom ikke muligt. Hun var kærlig og gæstfri, men måske også lidt dumdristig ved at invitere to fremmede indenfor. Hun var vedholdende i sin iver for at gøre det godt for os, men på intet tidspunkt upassende eller anmasende.

En del af mig blev lidt flov over at tage imod hendes dyre dråber, og en del af mig ville have været flov over at sige nej. Jeg havde så svært ved at forstå hendes godhed, at jeg næsten fik lyst til at afvise den (det gjorde jeg dog ikke).

Mens jeg gik og tænkte over oplevelsen, kom jeg i tanke om en samtale med en tidligere kollega. Denne kollega kunne ikke komme væk fra, at Gud MÅTTE være dum, hvis han var så god, som jeg påstod… “Hvordan lærer folk af deres fejl, hvis Gud bare tilgiver dem?” “Hvorfor gider mennesker prøve at være gode, når Gud også elsker de onde?”, “Hvorfor giver Gud gode gaver til dem, der ikke tror på ham alligevel?” osv.

Denne elskelige dame blev mit svar. Hun tog chancen, at vi ville hende det godt, for hun ville altså os det allerbedste, og at lukke os ind var den eneste måde, hun kunne finde på, for at vise os det. Måske jeg mødte lidt af Guds væsen der i det gule rækkehus? Gud, der inviterer os indenfor, mens han rækker ud til os med tillid, uanset, hvem eller hvad vi er, og tilgiver os, når vi beder ham om det.

Gud giver os måske ikke sin sidste portvin, men han ofrede sin eneste søn, så vi igen kunne blive inviteret indenfor, når bare vi siger “ja tak”.
Tak til Jesus, fordi han i påsken betalte vores skyld og åbnede døren til Guds faderhjerte.

Da vi gik fra den søde dame, fik jeg en lille blå keramikblomst med, den skal ligge fremme og minde mig om Guds og menneskers godhed. Måske jeg en dag får mulighed for at give det videre til en, der ringer på min dør?