Meningsfuldt eller meningsløst?

Af Henrik Engedal

Det sidste halve år er tre i min familie døde. Samtidig raser krigen i Ukraine med så mange tusinde døde. Hvor er meningen i det hele? Hvad med Guds rolle?

På et overordnet plan er det en logisk konsekvens, at mennesker vælger at skade eller dræbe andre mennesker, fordi vi alle er påvirket af syndens magt, og det får os til at gøre dårlige og ja, forfærdelige ting. Det sker i større og mindre grad og afhænger af, hvor meget vi lader os fylde af synden, og hvilke muligheder vi har for at udøve skade. Kun Guds Ånds fylde kan sætte en stopper for det.

Men når folk nær os pludselig dør alt for tidligt, så synes jeg, at det er svært ikke at sidde tilbage med et ”hvorfor, Gud?”. Jeg håber på en eller anden form for mening midt i det svære. Men for mig vil krig, død og smerte nok aldrig nogensinde helt give mening. Uden Guds eksistens: ja måske. Med Gud: nej.

Hver påske tænker jeg på, hvor meget mening det giver, at Jesus genopstod fra de døde. Da han døde, gav det slet ikke mening for folk – tværtimod faktisk. Det virkede så mærkeligt.
Men den handling sætter en ramme for livet, som er meningsfuld. Jeg forstår ikke altid det svære, og dog alligevel lidt. For jeg forstår, at det gode og det onde kæmper på jorden. Hvis alt jeg gør, har rod i korset og den tomme grav, så bliver mit liv fyldt med mening.

Jagter jeg derimod personlig succes og det lette, behagelige liv, så dukker blindgyderne hurtigt op. For man kan ikke gemme sig for dødens konsekvens, krigens brutalitet – eller dagligdagens problemer for den sags skyld.

”Vær altid i bøn til Gud under Åndens inspiration, hvad enten det er forbøn eller bøn om hjælp.” står der i Ef. 6,18, som også handler om at iføre sig en åndelig rustning. Paulus vidste godt, at vi er i en konstant åndelig krig. Derfor er der brug for at være i konstant kontakt med chefen, så han kan vejlede os.

I denne verden vil der desværre være mange ofre for Satans indflydelse i menneskers liv. Fysisk, psykisk og åndeligt. Men fordi Jesus genopstod og overvandt Satan og døden, så kan vi kæmpe fra dén sejr. Det er meningsfuldt midt i meningsløsheden.

Ja, der vil være smertelige og uforståelige tab, men vi har et mål og en fremtid. Gud har givet os opstandelsen som svar. Ved at efterleve Jesu undervisning og Helligåndens konstante vejledning, så kan vi bringe mening, håb, styrke, trøst og kærlighed ind i enhver situation.
Spørgsmålet er ikke så meget: ”hvorfor, Gud?”, det er mere: ”hvad nu, Gud?”


Artiklen fortsætter efter annoncen: