Tidligere præst bliver partnermanager hos Open Doors

Forfulgte kristne er en hjertesag for Martin Højgaard Jensen.

Forfulgte kristne er en hjertesag for Martin Højgaard Jensen, som den 1. april tiltrådte som ny kirke- og partnermanager hos Open Doors Danmark og Færøerne.

Den tidligere præst og informationsmedarbejder Martin Højgaard Jensen er blevet ansat på fuld tid i en stilling som kirke- og partnermanager i Open Doors. ”Martin skal varetage vores relation til kirker og kirkelige organisationer samt til vores nuværende erhvervs- og kirkepartnere,” forklarer generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne, René B. Ottesen, og uddyber:

”Han skal understøtte allerede igangsatte projekter og opgaver, og derudover skal han være opsøgende i forhold til at rekruttere nye partnere i kampen for forfulgte kristne. Vi oplever det som en gave at få Martin med ombord på vores team. Martin er en kapacitet med mange kompetencer og et solidt netværk i dansk kirkeliv.”

Præst i Næstved og BDM-ansat

Martin Højgaard Jensen kommer fra en stilling som informations- og indsamlingsmedarbejder hos Brødremenighedens Danske Mission, og før det var han gennem knap 11 år ledende præst i Sjølundkirken i Næstved. Ud over en teologisk uddannelse har han en diplomuddannelse i ledelse med særligt fokus på frivillige.

I løbet af sin tid som præst i Næstved var han desuden lokalt ansvarlig for koordinering og afvikling af Dansk Flygtningehjælps dør til dør-indsamling med 350 indsamlere.

Hjerte for forfulgte kristne

”Forfulgte kristnes vilkår berørte mig for alvor i mine år som præst. Her mødte jeg personligt nogle af de udsatte kristne og lyttede til livshistorier fra mennesker, der måtte leve under svære vilkår eller sågar flygte fra lande, hvor de ikke nød den trosfrihed, som andre har. Jeg glæder mig til at kunne bruge mit arbejdsliv på noget, som i den grad er blevet en hjertesag,” siger Martin Højgaard Jensen.

”De historier, vi dagligt hører fra den forfulgte kirke rundt om på jorden, skærer i sjælen. De gør dybt indtryk på én at lytte til dem. Den forfulgte kirke kan ikke kæmpe kampen alene – de kristne har brug for, at vi støtter, hjælper og opmuntrer dem,” fastslår han og fortsætter:

”Open Doors har mange anonyme helte rundt om på jorden, som har dedikeret deres liv til at tjene forfulgte kristne. Jeg føler det som et privilegium, at jeg nu får mulighed for at arbejde sammen med dem.”