Anklager skader og forvirrer

Engang var der en læser, der ringede og spurgte, om det kunne være rigtigt, at en bestemt præst havde et barn udenfor ægteskabet. Det havde læseren hørt fra en kvinde, som uopfordret kom med denne beskyldning. Og nu forstyrrede det læserens sjælefred, for han havde altid sat stor pris på præsten.

Hvad enten det nu var sandt eller løgn, så skabte kvindens sladder jo kun mistro og forvirring. Det gjorde kun skade. Uanset om anklager er sande eller falske, så lukker de op for en ånd af mistillid og ødelægger vores fællesskab.

Man kan sagtens føle en ”retfærdig harme” over det, andre gør forkert, og tro at man skal ”ordne” sagen ved at afsløre den. Men vi kristne må jo forstå, at det er en af de måder, som Satan og de onde kræfter angriber os på.

Hvis der sker en vækkelse eller noget andet godt, så kan man være ret sikker på, at der også kommer angreb.

Det er oftest de mest aktive kristne ledere, der bliver mest angrebet. Ofte bliver deres små fejltagelser og dumheder forstørret op fra en myg til en elefant, mens man glemmer, at det ikke er hele billedet – og slet ikke det vigtigste.

Og kristne ledere bliver ikke blot anklaget for det, de har gjort forkert, men også beskyldt med falske anklager.

En ondsindet overskrift

Som journalist må jeg med skam indrømme, at medierne ofte går Satans ærinde. I bogen ”Videbæks” kan man fx læse om, hvordan præsten Mogens Videbæk blev hængt ud på forsiden af dagbladet BT. Den 2. januar 1974 skrev bladet med store bogstaver: Pinsemissionær tvang dreng til sex.

Historien var løgn. Hvis journalisten og bladet havde tjekket historien ordenligt, havde de opdaget, at det tværtimod var en tysk misbruger, som Mogens forsøgte at hjælpe, der havde opført sig upassende. Han havde dog ikke tvunget drengen til noget. Blot løjet om, at han var præst.

Alligevel trykte bladet denne forfærdelige beskyldning – på forsiden! Og Mogens måtte kæmpe hårdt for blot at få et dementi i avisen dagen efter – på side 11.

Dette sataniske angreb skete netop i den mest aktive periode i Herning, hvor de kristne gik på gademission og hjalp narkomaner og andre stakler ud af deres misbrug.

Hvem står bag?

I Johs Åbenbaring 12,10 kan man læse om, hvordan ”vore brødres anklager er styrtet, han, som dag og nat anklagede dem for Gud.” Det er nemlig dybest set Satan, der anklager os for, at vi ikke er syndfri. Vi burde sendes til helvede for vores mange synder, anklager Satan i dette syn, og det har han faktisk ret i. Hvis det ikke var for Jesus…

Men de troende ”har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord,” står der. Når Gud frikender os på grund af ”Lammets blod”, altså dét, som Jesus gjorde, så skal vi ikke lade Satan tage det fra os. Vi skal heller ikke tillade, at anklager mod ledere eller andre får lov at ødelægge det gode kristne arbejde.

Der vil altid være noget, man kan angribe en medkristen for. Hvem har ikke begået fejl? Men vi skal ikke medvirke i Satans anklageri. Vi er også selv under anklage.

Det kan være, at din præst ER skyldig i det, du anklager ham for. Men Gud bruger ham alligevel. Gud bruger syndere. Præsten er kaldet til at være leder og tjener. Så det handler ikke blot om ham, men om hans funktion i Guds rige.

»Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!« advarer Herren i Salme 105. Den handler om, hvordan Han beskytter sine udvalgte, om det så koster en konge!

Når Gud kunne bruge Moses, David, Peter, Paulus m.fl. med store og åbenlyse fejl, så skal vi nok være forsigtige med at anklage mennesker, som Gud har accepteret og udvalgt til en opgave.

Dommen skal Gud nok tage sig af engang. Vi har i stedet brug for at bede: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vores skyldnere.”