Exit Isabella – enter Karlsmose
Alle medier har i den forløbne uge skrevet om Isabella Arendts afgang som formand og udmeldelse af KristenDemokraterne tirsdag.
Endnu engang har medierne skrevet nekrologer over KristenDemokraterne. Nu er partiet færdigt, forudsiger kommentatorer.
Men sådan skrev aviserne også, da den første formand, Jacob Christensen, forlod partiet i 1973. I stedet lykkedes det næstformanden, Jens Møller, at føre partiet frem til en kæmpesejr.
Da Bodil Kornbek fra 2005-2008 var formand, forsøgte hun at dreje partiet i venstreorienteret retning, og hun gik også imod partiets abortpolitik. Da partiet røg ud, og hun trak sig, rev hun 1/3 af partiet med sig – bl.a. ungdomsafdelingen. Så NU måtte partiet da være færdigt, mente medierne. Men partiet fik tværtimod en ny start under en stilfærdig bornholmsk formand.
Så kom Per Ørum, en konservativ løsgænger, ind i partiet, og han blev fra 2011-12 formand.
Da partiet alligevel ikke kom ind, sprang Per Ørum fra. Og nu skrev medierne igen, at partiet var færdigt. Men igen lykkedes det Stig Grenov (2012-19) og andre at samle partiet. Ved hvert folketingsvalg har det kunnet skaffe underskrifter nok til at stille op – men er dog ikke blevet valgt.
På grund af den manglende ungdomsafdeling kom Isabella Arendt hurtigt til tops i partiet, og hun var for mange en velkommen afløser for Grenov i 2019. Medierne gav også partiet lidt medvind. Nok ikke mindst fordi Isabella lirkede på de gamle mærkesager og den etiske profil, som naturligvis er en anstødssten for folk udenfor partiet.
Da løsgængeren Jens Rohde blev optaget i partiet, gik tendensen yderligere i den humanistiske retning og kulminerede med hans provokerende forslag om, at alle kvinder i verden skulle have adgang til abort. Det var et slag i ansigtet på partiet.
Det bliver nu en af partiets mest hårdtarbejdende og udholdende kvinder, der skal overtage roret i partiet.
Marianne Karlsmose var formand fra 2002-05 og sidder i Regionsrådet for Midt- og Vestjylland i sin 2. periode efter en omfattende valgkamp. Hun slider i det, og hun er ikke den type, der ”løber af pladsen”, hvis noget går hende imod. Hun vil gøre alt for at redde partiet, fordi hjertesagerne for hende er hjerteblod.
