Ny ovn kan øge deltager- antal på kristen sommerlejr!
Lejren Plus-Oase på Rudehøj Efterskole har hidtil haft et maksimum på 130 spisende deltagere. De øvrige måtte spise i campingvogne eller på grill-barer i Odder by.
Men nu har efterskolen fået en ny ovn, så nu er køkkenleder Karen Bruun ikke bleg for at lave mad til 200 deltagere. Og nu kan der også være 100 liter vand i den nye kartoffelgryde, hvor den gamle var begrænset til 60 liter, fortæller hun. Køkkenchefen Karen Bruun har i flere år stået for den store madlavning sammen med et team af sine familiemedlemmer.
Plus-Oase holdes hvert år i uge 27, og den blev også gennemført i corona-årene, hvor andre større lejre måtte opgive. Der er allerede nu tilmeldt 162 deltagere, og nu er der altså håb om, at de alle kan få noget at spise. Blandt talerne er i år den færøske udenrigsminister Jenis av Rana, som også skriver klummer i Udfordringen.
Desuden taler bl.a. tidl. sognepræst Jens Fischer-Nielsen, kirkedags-leder Mie Skak Johansen, forfatteren Hans P. Pedersen, forbeder Orla Lindskov, soldaterhjemsleder Troels Moesgaard og de tidl. sognepræster Mogens Svendsen og Stig Christensen, m.fl.