’Kirken er den skulder, mennesker kan græde ud ved’

Pludselig står det tindrende klart, hvad kirkens formål er. En stemme fra Pakistan forklarer det såre enkelt. Kirken er Kristi legeme. Kristi hænder og fødder. Kristi skulder, som mennesker kan græde ud ved. Det handler om tilstedeværelse og handling til gavn for medmennesket.

Når man taler med biskop Humphrey Peters, træder den hjemlige kirkedebat i baggrunden. Det handler ikke om kirken i sig selv, men om kirkens opgave i verden. Organisatoriske planer og problemer erstattes med organiske visioner og værdier. Kirken er ét stort legeme, en krop, der med sine mange funktioner har forskellige opgaver. En krop, hvor en smerte det ene sted mærkes overalt og tiltrækker sig opmærksomhed og omsorg.

– For mig er kirken en kilde til helbredelse for alle, uanset tro, farve og etnicitet. Kirke skal formidle helbredelse til alle. Det er kirke for mig.
Så kort formulerer Humphrey Peters sin vision, da vi møder ham på Nyhavn i forbindelse med fejringen af Danmissions 200 års-jubilæum først i juni. For ham er dansk støtte til religionsdialog og hjælp til personer med handicap netop dette: At den del af Kristi krop, som er i Danmark, mærker smerten og behovene i de legemsdele, som befinder sig i Pakistan, og derfor rækker ud med kærlighed og omsorg.

Nogen må favne dig!

Humphrey Peters er biskop for hele fire kirkeretninger i Pakistan: Lutheranere, anglikanere og metodister og skotske presbyterianere. De fire kirkesamfund blev forenet i Church of Pakistan (Pakistans Kirke) i 1970. Sammenlægningen skete med inspiration fra Jesu ypperstepræstelige bøn: At de alle må være ét! fortæller Humphrey Peters. At kirken må realisere og synliggøre visionen om Kristi helt fysiske tilstedeværelse lokalt. Men hvordan bliver kirken den kilde til helbredelse?

– Det sker, når kirken rækker sit kærlige og nådige selv ud til dem. Det er meget tydeligt: Når du er sulten, har du brug for nogen, der kan give dig mad. Er du tørstig, må nogen give dig vand. Og selv hvis du er hjemløs, er nogen altså nødt til at give dig husly. Og er du nøgen, har du brug for tøj på kroppen.

Nogen må favne dig! Og kirken er der som den skulder, mennesker kan græde ud ved!

Lille kirke med stor indflydelse

Nu er kirken ikke en magtfaktor i Pakistan. Ud af landets 232 millioner indbyggere er kun 3 procent kristne. Ud af dem tilhører omkring 46 procent Church of Pakistan. Resten udgøres af Det katolske Kirke, presbyterianerne, Frelsens Hær, pinsekirken Assemblies of God, Full Gospel Services og en række mindre kirkeretninger.

Men selv om kirken er en minoritet, har den haft stor indflydelse op gennem historien, forklarer Humphrey Peters:

– Kirken var med til at danne Pakistan som nation. Vi arbejder i den største provins, Punjab. Efter koloniseringen var spørgsmålet, om Punjab skulle være en del af Indien eller af Pakistan. Eller om provinsen skulle deles op mellem de to lande. Punjab har den mest frugtbare landbrugsjord i regionen. Kristne havde de tre afgørende stemmer i det britisk kontrollerede parlament. Vi afgjorde, hvor grænsen skulle trækkes.

Kirken skal være synlig gennem sin tilstedeværelse,
ved sine handlinger. Vi skal være en kilde til glæde
og velsignelse for befolkningen.

Kirken tager initiativerne

Kristne var helt i front, da den nye nation Pakistan blev etableret, forklarer Humphrey Peters:

– Den første general var kristen, den første justitsminister ligeså, og kristne førte an i organisering af uddannelse, sundhed, udryddelsen af spedalskhed, indføringen af specialundervisning og hjælp til personer med handicap. Her har Danmission bidraget med meget, især i vores stift, hvor vi er pionerer på området. Danmission støtter bl.a. et center for mental sundhed.

Og kirken har stadig førertrøjen på, forklarer Peters:

– Når der sker katastrofer, ser du kirken helt i front med den nødvendige hjælp. Kirken tager initiativerne. Derfor fremholder vi, at kirken er pakistansk. Det betyder ikke så meget, at Pakistan er et erklæret islamisk land. Kirken bidrager så meget til at styrke landet.

Bliver godt modtaget af muslimer

Og det er her, visionen om kirken som helbreder kommer ind. I Humphrey Peters optik er kirken ikke til for sig selv og heller ikke så optaget af ord, som vi er herhjemme.

– Gå og fortæl. Brug ord om nødvendigt. Vi prædiker gennem vores gerninger. Mattæus 5:16 siger det tydeligt: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene!” Hvordan bliver denne praktiske åndelighed modtaget af den muslimske majoritet?

– Meget godt. Det oplevede vi blandt andet under Coronapandemien. Nogle af de islamiske grupper spurgte til vores planer for at hjælpe befolkningen med at modstå Coronasmitten. For da der var oversvømmelse, hjalp vi dem med støtte fra Danmission og Lions Club. Så da Coronavirusset ramte os, spurgte mullaherne: ”Biskop, vil du hjælpe os igen?” De ser hen til kirken som en kilde til helbredelse og velsignelse.

Kilde til glæde og velsignelse

Humphrey Peters går meget højt op i, at kirken skal være synlig i lokalsamfundet. Men han taler ikke om reklamekampagner og arrangementer.

– Kirken skal være synlig gennem sin tilstedeværelse, ved sine handlinger. Vi skal være en kilde til glæde og velsignelse for befolkningen. Vi skal tørre tårerne af deres øjne. Vi skal favne dem. Det er kirkens opgave, fastslår han.

Når kirken er synlig på den måde, oplever I så modstand?

– Når vi oplever modstand, har det som regel med misundelse at gøre. Men det får os ikke til at standse hjælpearbejdet. Vi kører på. Og modstanden fylder kun 10-15 procent. Det er jo næsten ingenting.

Men der er også spændinger. I januar blev en af jeres præster dræbt…

– Ja, det var meget sørgeligt. Præsten blev dræbt af ISIS. Terrorgruppen er til stede i Pakistan, hvor de også har hovedkvarter. De kan nemt snige sig ind over vores 1.600 kilometer lange grænse. Og de har truet med flere angreb.

Hvordan reagerer myndighederne på det?

– De gør deres bedste for at standse det. Men det er altid nemmere at ødelægge end at opbygge. Og det er nemt for ISIS at udse sig bløde angrebsmål.

At holde hinanden i hånden

Netop terror og spændinger gør religionsdialog til et absolut must. Også her tager kirken initiativet, forklarer Humphrey Peters:

– Jeg og alle præster og kirker i stiftet er engageret i religionsdialog. Hver eneste sekt indenfor islam er også med i det. Kirken tog initiativet i 2004, og gudskelov kører det virkelig godt. Det handler om at bygge bro, og broer bygger man jo fra et sted til et andet. Det handler om at udvikle og udbygge relationer. At holde hinanden i hånden. Dialogen foregår i grupper, hvor deltagerne mødes hver måned og diskuterer forskellige emner. Mellem møderne støtter de op om hinandens aktiviteter.

– Alle prøver at række ud efter evne, forklarer Humphrey Peters. – Om det så er ungegrupper, kvindegrupper, grupper med mullaher og præster eller grupper af folk med forskellig faglig baggrund, fx skolelærere.

”Nu spiser vi af samme tallerken!”

Humphrey Peters lægger vægt på, at religionsdialog er en proces – ikke et projekt. Altså en konstant nødvendighed, ikke et kortsigtet eksperiment. Og her har den danske støtte betydet meget, forklarer han:

– Det kræver store investeringer at mødes så tit, men her støtter Danmission meget trofast. De har ikke ladet konceptet dø, men støtter på alle måder, moralsk, økonomisk, opmuntrer os til ikke at opgive håbet.

Hvad betyder religionsdialogen for lokalsamfundet?

– Meget! Folk, der før ikke tillod, at vi drak vand af samme glas, siger i dag, at vi spiser af samme tallerken. Vi har alle del i det samme måltid. Vi accepterer hinandens religioner i dag. Sammen udgør vi det fælles miljø.
Her kommer biskoppen igen ind på kirkens synlighed:

– Vi viser, at kirken tilhører landet. Det siger vi vidt og bredt: Hør, vi er pakistanske kristne, som lever og bor her. Vi vil være en kilde til helbredelse for alle!

Opgave for alle kristne

Hvad betyder den danske støtte?

Den viser, at vi alle sammen udgør ét legeme, Kristi legeme. Apostlen Paulus skriver, at vi ikke må glemme de svagere dele af legemet, som behøver vores hjælp. Så enkelt er det. Vi er en enhed, enten vi sidder i København eller i Peshawar. Det er lige ud ad landevejen.

Til sidst: Har du et budskab til den del af Kristi legeme, som er i Danmark?

Mit budskab er: I må aldrig opgive Kristi mission. Han er kilden til helbredelse for alle, både til ånd, sjæl og legeme. Det er ikke kun en opgave for biskopper og præster. Det er en mission for alle kristne på hver deres måde. Vi er alle ansvarlige for at fuldføre Kristi mission.