To søstres dramatiske livsvej og forsoning

Helle van Lune har i de sidste par uger været på besøg hos søsteren Lone i Danmark. Det var for dem begge et rørende gensyn, for de er tæt knyttet, selv om der til daglig er ca. 18.000 km imellem dem!

Lone Smart og hendes ”newzealandske” søster Helle voksede op med en tredje søster i Gråsten i Sønderjylland. Familien flyttede siden til bl.a. Hoptrup og Kolding, hvor pigerne blev konfirmeret i Skt. Nicolai Kirke. Men det var ikke en religiøs familie.

– Jeg forstod egentlig aldrig noget om konfirmationen. Dengang handlede det mere om gaver og fest, husker Helle.
Hun skulle bagefter i lære som dekoratør i en stor tricotageforretning, Brødrene Knudsen i Kolding, som 14-årig. Men en anden fik pladsen.
I stedet kom Helle i huset på en stor gård, Lindegård i Hjarup ved Kolding. Her var der mange ansatte i høsten, og her mødte hun sin kommende hollandske mand René.

– Kort efter ringede de fra Brødrene Knudsen, at den pige, der var blevet ansat, var blevet gravid, så nu kunne jeg godt få jobbet.

Flygtede hjemmefra

Helle flyttede sammen med René, fordi hun ikke kunne holde ud at være hjemme, hvor der var mange problemerne i familien. Og hun og René har lige siden holdt sammen, selv om Helle kun var 16 år, da de flyttede til Holland og slog sig ned i nærheden af Kampen, ca. 100 km nordøst for Amsterdam.

Et område, som lå 30 meter under havets overflade, men som var blevet tørlagt af digebyggeri kun 25 år tidligere.

– Jeg kunne nok have fået kongebrev, så vi kunne blive rigtig gift, men mine forældre var lige blevet skilt, og så syntes jeg ikke, jeg ville gøre et stort nummer ud af det.

– Mine svigerforældre i Holland hørte til en reformert kirke, som er den mest almindelige kirkeretning i Holland, og for dem var det meget unaturligt, at vi flyttede sammen uden at være gift. Men da vi åbenbart ikke kunne blive gift, affandt de sig med, at vi var ”betrokken” – forlovet. Så det skrev vi ud til dem alle. Mine forældre foretrak faktisk, at vi ikke blev gift, for de syntes først jeg skulle se, om det fungerede i Holland. Måske håbede de også, at jeg ville komme hjem igen. Og jeg var jo ikke gravid, det blev jeg først efter, at vi senere blev gift.

Udvist af Holland

– Jeg fik som 8-årig lov at tage med René i lastvognens førerhus til Holland for at besøge min søster. Det var en stor oplevelse. Da mine forældre et par år senere blev skilt, kom jeg igen derned og var der i længere tid, husker Lone. Helle og René havde bygget et hus. René arbejdede som chauffør for et dansk firma og Helle arbejdede i Kampen. Men en dag kom en politibetjent og sagde, at Helle skulle forlade landet, da hun ikke havde nogen arbejdstilladelse, selv om hun var begyndt at arbejde.

– Men hvis jeg blev gift med René, kunne jeg blive. Så vi begyndte at gå til trosforberedelse, så jeg kunne blive optaget i den reformerte kirke og blive gift med René. Jeg elskede at gå til den undervisning. Og på kort tid vidste jeg rigtig meget om kristendommen, husker Helle.

– Jeg syntes, det var så spændende, selv om jeg nogle år tidligere ikke fik noget ud af konfirmations-forberedelsen.
Derfor tog René og jeg hen til den pågældende præst og sagde, at nu ville vi gerne giftes.
Men vi havde jo ’levet i synd’ ved at bo sammen uden at være gift. Og vi kom ikke og sagde undskyld, som om vi havde fortrudt det. Så præsten ville ikke gifte os! Men min mands chef havde en bror, som var præst. Og han kom så og giftede os i den reformerte kirke. Jeg var 25 år.

Til New Zealand

Men nu besluttede Helle og René at flytte til New Zealand. Grunden var, at René havde en søster derude, som længtes meget efter familien.
– Og fordi det oprindelig var en hollænder, der havde ”fundet” New Zealand, kunne 200 hollændere hvert år få tilskud til at immigrere.
Renés søster havde et hus til os. Men hun rejste nu alligevel hjem til Holland seks år senere, selv om familien nu var kommet ud til hende.

Den mystiske præst

– En dag kom en pinsepræst ud til gartneriet, hvor vi arbejdede. Han sagde, at Gud havde sendt ham til os, fordi jeg var kommet til New Zealand for at undervise børnene om Jesus. Jeg havde aldrig hørt noget om, at Gud kunne tale til mennesker, så jeg tog det ikke alt for alvorligt. Men om natten kunne jeg ikke sove. Dagen efter ringede vi til ham, og han fortalte, at der var en børneklub i byen hver tirsdag. Der kom 40 børn fra skolen, og de havde kun én lærer. Jeg begynde nu at undervise, selv om jeg ikke var god til engelsk, og jeg elskede børnene.

Døden nær

Men nu blev jeg gravid, og blev meget syg. På sygehuset fik jeg noget blod, som var inficeret, og jeg fik 42 grader i feber! Nu kom præsten fra før på sygebesøg. Han lagde hånden på min mave og begyndte at tale i tunger. Sådan noget havde jeg aldrig hørt før, så det var meget særpræget. Men præsten oversatte, hvad han havde talt. Han citerede Jermias bog 29, 11-14:

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.”
Så sagde han: ”Helle, du skal kæmpe! For den lille dreng i dig kæmper for at overleve.” På det tidpunkt regnede man med, at jeg ville tabe babyen. Og ingen vidste, at det ville blive en dreng.

Men det blev det! Hans blev født 3 måneder for tidligt. Men han overlevede, og han er præst i dag. Men sådan så det bestemt ikke ud, da han var barn og ung. Da pinsepræsten gik igen, var feberen fuldstændig væk. Og personalet udbrød: Det må have været Jesus ham-selv! Jeg skulle stadig have blodtransfusion, og jeg lå der en måned mere.

Og jeg vidste ikke, hvor præsten var blevet af. Men tyve år senere mødte René den samme præst på en konference. Præsten var nu i 80’erne. Og da han så Renés efternavn: van Lune, så genkendte han navnet. René fortalte ham nu om mig og om vores søn Hans, som havde overlevet dengang.

Og præsten sagde: ”Jeg har fået så mange ord (fra Gud) til folk, men det er sjældent nogen, der er kommet tilbage og har fortalt, at ordet faktisk er sket.” Vi har seks børn, og Hans var familiens sorte får. Han kom galt afsted og fik de forkerte venner. Det var så slemt, at folk sagde til René: Du kan ikke være ældste (menighedsrådsmedlem) i kirken, når du ikke kan styre din egen søn!

Men fordi vi havde fået det profetiske ord, holdt vi ud. Og hver eneste aften bøjede vi knæ og sagde: ”Gud, vi kan ikke styre Hans, men du kan”. Og Hans fik en 360 graders omvendelse. En ung præst tog ham med på en stor konference. En amerikansk taler pegede på ham blandt tusind mennesker og sagde det samme bibelord til ham, som jeg havde fået, da han lå i maven. Så spurgte taleren, om hans forældre var gartnere, og derefter profeterede han en hel masse om Hans. Taleren lagde hånden på ham, og Hans røg i gulvet og lå der i flere timer. Han var da 22 år, og kort efter mødte han Nicola, som han i dag er gift med. Hun synger og udgiver musik.

Fyldt med Helligånden

På et tidspunkt læste Helle bogen ”Appointment in Jersualem” om forfatteren Derek Princes danske kone Lydia.

– Jeg læste bogen hele natten, og jeg fik en guddommelig oplevelse i vores hus, så jeg dansede rundt med en kost inde i stuen. Og René vågnede og spurgte, hvad jeg dog lavede. Og det vidste jeg heller ikke, griner Helle. Men efter den tid kunne hun ikke holde op med at læse i Bibelen. Hun ønskede nu at blive døbt, men den reformerte præst afviste hende, fordi hun allerede var barnedøbt (endda hjemmedøbt, fordi hun som nyfødt var meget syg). Han gav hende en reformert teologibog, som hun kunne gå hjem og studere.

– Den har jeg ikke brug for, jeg har min bibel, svarede Helle og tog hjem. Undervejs skulle hun handle ind. Og da hun kom hjem, sad præsten i deres stue og forsøgte at overbevise René om, at hans kone havde en religiøs psykose… René svarede, at han levede sammen med hende hver dag, og hun læste godt nok meget i sin bibel, men syg var hun ikke.

Præstens forbandelse…

– Præsten truede mig med, at hvis jeg blev døbt igen, så ville vi miste gartneriet. Han ”forbandede” mig, følte Helle.

– Og faktisk mistede familien deres gartneri, som dengang var det største i New Zealand. 90 pct. af vores produktion eksporterede vi nemlig til Australien. En mandag aften ringede de fra Australien og afbestilte det hele, fordi de lokale gartnerier truede med at boykotte supermarkederne. Så vi forærede massevis af buketter væk til hjælpeorganisationer.

Efter at René havde været i tv, ringede en ejendomsmægler og tilbød os at købe et gartneri udenfor byen, hvor vi ikke skulle betale så vildt meget for at vande blomsterne i gartneriet. Hvis vi bare ville betale 10 pct. af prisen nu, så kunne vi få det. Men det var trods alt 32.000 dollars. Vi havde mistet eksporten og kunne kun skaffe 16.000 dollars. Og banken sagde nej.
Men om aftenen ringede en kristen dansker i New Zealand, Jørgen Andersen, og sagde til René, at han havde 16.000 dollars, som han kunne låne ud.

Næste dag betalte vi de 32.000 dollars og købte jorden, hvor vi oprettede et nyt gartneri. Og tre uger efter solgte vi vores gamle gartneri til en tidligere medarbejder for 320.000 dollars. Så vi oplevede virkelig svar på vores bønner.

Helle henter Lone

Mens Helle havde fundet Gud og var dybt engageret i det kristne fællesskab, havde lillesøster Lone haft en turbulent tilværelse i Danmark. Hun havde gået på 11 skoler. Faderen drak for meget og var psykisk syg. Han var perfektionist og fik et knæk, da han gik ned med en manufakturforretning i Hoptrup.

Tidligere havde han drevet en rådhuskiosk i Gråsten med stor succes. Og da han var uddannet indenfor manufaktur hos det ærværdige Crome & Goldschmidt troede han, at han kunne redde en manufakturhandel i Hoptrup, som allerede var på vej ned – men det slog helt fejl.
En dag kom der en fremmed mand og lejede butikken for en høj pris som en ”turistforretning”. Faderen skrev glad under. Først da butikken åbnede, fandt man ud af, at der skulle være ”Oles Sex Shop” i lokalerne, som lå lige ud til den gamle hovedvej fra Tyskland.

Folk i Hoptrup var meget pinligt berørte over, at der skulle ligge en hæslig pornoforretning i deres smukke by, hvor der bl.a. lå en kristelig højskole. Ingen troede på, at faderen ikke havde vidst, hvem han lejede ud til. Og vreden gik ud over hele familien. En kvindelig lærer nægtede at give Helle religionsundervisning i skolen.

Faderen måtte indlægges på Augustenborg, det psykiatriske hospital, og da han kom tilbage havde han fået så mange chokbehandlinger, at han var tilbage ved 12 års-alderen og intet kunne huske af alt det, der var sket siden. Moderen kunne ikke klare det, så ægteskabet tog alvorligt skade.

Familien måtte flytte til Vonsild, hvor der var nye problemer, og det gik især ud over den følsomme Lone, som også oplevede, at en venindes far hængte sig. Og med de ustabile forhold i familien og de mange flytninger, kørte hendes liv i en dårlig retning.

På et skråplan

Da Helle og René rejste til New Zealand, var Lone allerede psykisk syg, og René sagde til Helle, at hvis de nogensinde fik råd til det, så ville han tage til Danmark og hente hende. Senere var Lone så uheldig at få en kæreste, som ikke var god ved hende.

– Han udnyttede mine depressive tendenser og manipulerede mig til at rejse rundt i alle mulige byer, hvor han stjal, fortæller Lone.
Da Helle hørte om Lones situation, rejste hun til Danmark og tog Lone med til New Zealand, hvor hun var i 9 måneder.

– Jeg var meget genstridig. De skulle ikke bede for mig. De skulle ikke gøre nogen ting for mig, husker Lone.

– Familien derhjemme fortalte, at Lone skulle tage nogle beroligende tabletter, men det ville hun absolut ikke, husker Helle.

– Og vi havde meget travlt, vi havde 36 ansatte, og vi havde tabt en masse og boede selv i et skur. Men de ansatte elskede Lone. Og jeg forkælede min lillesøster. Hun måtte alt det, vores egne seks børn ikke måtte. Hun skulle have alt det, hun savnede, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke klare, at hun var så strid. Og en morgen kørte jeg børnene i skole med solbriller på, selv om det regnede. Og en veninde spurgte, hvad der var galt med mig.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min søster, svarede jeg og græd. Men i stedet for at ynke mig, sagde veninden: Hvem tror du, at du er? Hvorfor tror du, at DU kan redde Lone? Det er kun Gud, der kan det. Så det endte med, at jeg faldt på knæ i øsende regnvejr og bad Gud om hjælp. ”Gud, nu må du tage dig af hende, for jeg kan ikke klare mere,” bad jeg.
Da jeg drivvåd kom hjem to timer senere end normalt, kom Lone straks imod mig. Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne klare mere, og så sagde hun: ”Nå, men så tager jeg hjem!” Og så cyklede hun bare væk. Senere ringede præsten og sagde, at Lone havde snakket godt med hans kone, som selv kendte til psykiske problemer. Om aftenen kom Lone hjem og gik ud i den campingvogn, hvor hun boede. Og i tre dage talte hun ikke til mig. Og hun hjalp ikke med arbejdet. Men så kom hun og sagde undskyld. Og to uger efter blev hun døbt af præsten i baptistkirken.

– Ja, de tog mig med i kirke, og der stod nogen børn foran mig, som dansede og sang om Jesus. De var så hengivne. Og dét fik mig til at begynde at tro og tage med i ungdomsklubben, husker Lone.

En ny Lone

Nu ændrede hendes liv sig i en positiv retning. Efter nogen tid tog hun tilbage til Danmark. Hun tog på bibelskole tre måneder og begyndte at komme i den apostolske frikirke i Kolding, hvor hun stadig kommer.

– Alt var forandret. Ingen så på mit tidligere liv. Gud havde fjernet det, siger Lone.

– I dag kunne jeg ikke forestille mig et liv uden Jesus. Efter at jeg havde fået Jesus ind i mit liv nede hos Helle, kunne jeg begynde at tænke på alt det, som er normalt for andre: At tage kørekort. At blive gift. At få børn. At have arbejde. Min manio-depressivitet forsvandt i et nu ved forbøn. Jeg har ikke taget medicin siden. Jeg er stadig meget følsom og kan være meget ked af det eller højt oppe, men det går hurtigt over igen. Og jeg har ikke noget imod, hvis nogen beder mig om at falde lidt ned, når jeg er alt for begejstret, fortæller Lone, som er kendt for sin glade humør.

I 1998 inviterede Lone familien til bryllup med Trevor Smart, som hun nu kan fejre sølvbryllup med næste år. Han er oprindelig englænder.
Helles børn skillingede sammen, så hun kunne rejse til søsterens bryllup, for ellers var der ikke råd.

Men miraklernes tid er ikke forbi. For nogle år siden solgte Helle og René deres jord for 4.8 mio. newzealandske dollars – dvs. over 17 mio. kr. Så nu har de afdraget lån og købt et nyt gartneri – og nu er der råd til, at de begge kan besøge både Danmark og Holland. Og da den reformerte præst, som havde ”forbandet” dem, fejrede sit 40 års jubilæum, blev Helle og René inviteret som æresgæster ved hans bord. Der var sket en forsoning.

Lone har nu et rengøringsfirma og sælger helseprodukter. Hun og Trevor har været frivillige på det kristne behandlingssted Kildegården på Fyn, og hun hjælper nu frivilligt til i Udfordringens café, hvor hun er værdsat medarbejder.