Fri abort: Kristendemokrater – tag kampen op igen!

Af Iben Thranholm. Cand. theol., journalist og samfundsdebattør

Der sker meget store udsving i både abortdebatten og abortlovgivningen for tiden. Højesteret i USA har netop fjernet kvinders føderale ret til abort. Det er den kendte og omdiskuterede Roe vs. Wade dom, der i 1973 legaliserede den frie abort, som nu er blevet omstødt. Det betyder, at de enkelte stater i USA fra nu af selv kan bestemme, om abort skal være lovligt inden for deres grænser. Flere stater står til at indføre et reelt forbud.

Det kommer som en kæmpe overraskelse. Flere stater i USA er for nylig gået i den stik modsatte retning og har indført retten til at abortere helt op til tidspunktet for fødslen. WHO har også udsendt en anbefaling om, at der ikke længere skal være nogen øvre grænse for, hvornår en abort udføres.

Højesterets afgørelse om at ophæve Roe vs. Wade-dommen fra 1973 blev offentliggjort d. 24 juni, som er Sankt Hans Dag. Selvom Sankt Hans i Danmark handler mest om bål og bajere, så er faktisk festdagen for Johannes Døberen. Der var ham, som sprang i sin moders, Elisabeths liv, da hun fik besøg af Jomfru Maria, der samtidigt ventede Jesus.

De kristne, der tilhører pro-life (anti-abort) organisationerne i USA, ser højesteretsafgørelsen som et tegn på Guds indgriben efter mange års utrættelig bøn og politisk aktivisme imod abortlovgivning. Afgørelsen fra højesteret virker da også fuldstændig mirakuløs i en tid, hvor synet på abort også bliver mere og mere forrået og kynisk.

Herhjemme i Danmark har vi for længst lagt kampen imod abort på hylden. Det skete især da bannerførerne imod den frie abort, Kristendemokraterne, opgav deres modstand. Men tænk nu, hvis KD havde stået urokkeligt fast og ikke var begyndt at vakle på grund af presset fra tidsånden. Så kunne de nu endelig have vejret morgenluft og have ranket ryggen. For når man kan støtte sig til den amerikanske højesteret, så tager debatten en ny drejning, som det er sværere for modstandere at komme udenom.

Og der er stadig brug for at parti, som kan tale direkte imod den anden stærke strømning i tiden, som arbejder for helt ubegrænset adgang til abort. SF er blevet så fortørnet over den amerikanske højesterets afgørelse at formanden, Pia Olsen Dyhr, har foreslået, at Danmark sikrer retten til abort i grundloven. Hun vil, at Danmark skal være modpol til omstødelsen af Roe vs. Wade-dommen. Sker det så, bliver det svært at rulle tilbage igen.

Så kære Kristendemokrater, kom ind i kampen igen!