Om at være Kristi ambassadør i lænker

”… for hvis (evangeliets) skyld jeg nu er et sendebud (ambassadør) i lænker.”  (Ef. 6:20)
”… men Guds ord er ikke bundet.”  2. Tim. 2:9

Jeg vover at kalde også mig et ufuldkomment sendebud i skrøbelighedens lænker. Min situation som nu 85-årig er ikke så forskellig fra andre ældres.  Legemets svaghed med tab af dets førlighed tiltager, men jeg er alligevel lykkelig og uden nederlagsstemning.  Både med og uden rollator.

Ligesom det var med Paulus’ fysiske fængsel i Rom, har de tilskikkede omstændigheder kun været befordrende for evangeliet og Guds ord på ”de gamle stier” (Jer. 6:16) – indespærret javel, men dog fri og ”i det himmelske”. Herom handler disse linjer til forhåbentlig trøst for andre. Men først nogle nødvendige principielle bemærkninger.

At være ”et sendebud i lænker” (Ef. 6:20) har sit eget åndelige og dynamiske perspektiv.  Den engelske bibel bruger ordet ”ambassadør” i stedet for ”sendebud”, og det synes jeg vældig godt om. Det adler den fremskredne alder som ligefrem et ophøjet kald.

Det har været mit privilegium at tale til mange i ind- og udland, men nu er det mere gennem samtaler efter et paulinsk forbillede, for der står jo, at han samtalede dagligt med dem, han traf på (Ap.G. 17:17), – og en sådan samtale-evangelist vil jeg også gerne være. Gode samtaler er i øvrigt sjældne, og det er også sjælevindende samtaler.

Den, som i sit liv har oplevet vækkelser, hvor unge og gamle under tårer omvendte sig, bliver aldrig den samme igen. Det kan mange bekræfte. Derfor gør det næsten fysisk ondt på mig at se, hvordan afkristningen eller udvandingen af evangeliet har fået mere og mere indpas i de moderne kirker med importerede genrer fra udlandet, ej mindst fra USA, som jeg selv er godt bekendt med.

Det alvorlige er ikke i sig selv de moderne, hightech forkynder-platforme, men den sørgelige kendsgerning, at en ny generation vokser op, som ikke kender til fortabelsens alvor og sorg over sine synder.  ”Vækkelse er, når mennesker begynder at spørge efter Gud”, sagde engang min norske evangelistven John Olav Larsen til en journalist. Og det er sandt, for sådan begynder det jo.

Omvendelse med ”bedrøvelse efter Guds sind” (2. Kor. 7:10) vil altid være beslægtet med tolderens bøn i Luk. 18:30.  En græsk-kyndig forkynder lærte os engang, at der på grundteksten står: ”Gud, bliv forsonet med mig, synderen!”

På besøg i en folkekirke

En dag sagde jeg til min kone:  ”Jeg tror, jeg vil bryde ud af min isolation og tage imod et af nabokirkernes tilbud om ”kirkebil” (taxa) til gudstjeneste, dvs. i  en statsautoriseret og -styret folkekirke.  Det ville være både en kærkommen afveksling, men også en mulighed for at praktisere, hvad apostlene ind imellem gjorde i deres ”folkekirke”, dvs. den jødiske synagoge, og vise respekt for en tradition, de ikke kunne ændre på, men hellere bruge positivt som en ydre anledning for evangeliet.

Der står jo fx: ”På sabbatsdagen gik de ind og satte sig i synagogen”  (Ap.G. 13:14), ikke for at få noget opbyggeligt ud af jødedommen, men spændte på evangeliets vidnemulighed. Det var det princip, jeg pludselig blev udfordret på. Under den traditionelle ”kirkekaffe” kunne der måske blive en utraditionel anledning for evangeliets vidnesbyrd.

I en folkekirke? Ja, hvorfor ikke!  Ganske vist er den ofte ”gået død” på dens ritualer, sakramenter,  oplæste bønner, såkaldte altertjeneste, farverige messehageler og en manuskriptstyret 10 min.-prædiken, men det må vi se stort på, hvis blot evangeliet gennem vore ord får lov at slippe til, mens kirkens gamle ”bekendelsesskrifter” ligger og samler støv på en eller anden teologisk hylde. Selv følte jeg, de tog imod mig ”som en Guds engel”  (Gal. 4:14)

Både præster og ”lægfolk” synes under kaffen at være mere lydhør for det selvoplevede vidnesbyrd. En præst bad mig ringe ham, da han ønskede at træffe mig mere privat til en uddybende samtale. Og hvad der end kan siges om vor folkekirke, så er den i det mindste dansk og ikke en importeret ”vare”, som frikirkerne kan bære præg af.

Chauffør-samtaler

Turene til og fra kirken med udenlandske chauffører kan også være en ypperlig vidnemulighed. Disse er ofte muslimer, men kvitterer med ord om, at de elsker også Jesus (men ikke så meget som Muhammed), og de tager ofte hjerteligt imod min lille smukt designede ”hjertebog” med gode Guds ord og et lille trykt kort i brystlommeformat med mit enkle vidnesbyrd.

Flere har sagt til mig:  ”Aldrig har nogen talt sådan til mig”, – som  blot er en tilskyndelse til at lade evangeliet slippe til på tomandshånd. En chauffør med pakistansk baggrund fortalte mig dog, han var katolik, men da jeg vidnede for ham om Kristus som min personlige Frelser, ville han pludselig ikke tale om andet. Han lod mig støtte til sig og fik mig anbragt helt inde i kirken, hvorefter han knælede ned på kirkegulvet en god stund i stille tilbedelse. Præsten tog ikke anstød deraf.

Ingen begrænsninger

Men jeg er ikke noget særtilfælde.  En handicappet medkristen sagde: ”Hvis jeg ikke var så handicappet, ville jeg ikke kunne tale på samme måde til andre handicappede.” Det har jeg set adskillige eksempler på. Jeg mindes især en meget handicappet, kristen bror i New York City, som rystede voldsom på hænderne, men som gadebørnene elskede.

Mange blev vundet for Herren. Et af børnene bemærkede hans rystende hænder og sagde tørt:  ”Du ville egne dig godt til at piske æg!” Det morede han sig meget over. Paulus udfordrede os bl.a. med ordene i 2. Tess. 3:1: ”I øvrigt, brødre! Bed for os, at Herrens ord må få frit løb og komme til ære hos andre ligesom hos jer!” Ordene ”hos andre!” må være også vor ”vision”, så vi ikke blot hygger os med gode, kristne venner, hvad selvfølgeligt er såre menneskeligt.

Dog som evangeliske kristne med Helligåndens uudslukkelige ild i os (1. Tess. 5:19) går vi selv antændte efter de andre, for hellig glød kan vi ikke studere os til, den må antændes. Dette er ikke noget skønhedsportræt af vidnetjenesten, for den udsættes løbende for ”Djævelens snigløb” (Ef. 6:13),  og ofte véd vi ikke, hvem der er ven, og hvem der er fjende!  Den ondes vrede intensiveres, som hans virketid bliver kortere.  (Åb. 12:12).

En af mine hjemmesygeplejersker spurgte mig:  ”Tror du på et liv efter døden?” Hun kunne få det glade svar: ”Ja, for Jesus har sagt: ”Den, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø!”

Til en anden sygeplejerske sagde jeg: ”Jeg ser Guds barmhjertighed i alt det, I gør for mig med jer selv som Hans engle!”  Dem har mine handicappede medstridere mange af, for de er ikke bare forbeholdt hyrderne på Betlehems marker!