”Grænsen går ikke gennem lande, men gennem hvert menneskehjerte”

Af Jørn Nielsen, f. 1937, forfatter og kommentator

Ingen historiebøger, hvor pro-russiske de end måtte være, vil kunne retfærdiggøre Putins såkaldte ”militære indgreb” i Ukraine. Han er ganske vist ikke uden historiske holdepunkter mht Ukraines fortid, for sandt nok har det op til vore dage haft et stærkt nazistisk islæt. Men forhåbentlig ikke så udtalt længere. Og dog!

Den ikke ukendte, rumænske forfatter og hyppigt benyttede foredragsholder med et indgående kendskab til østeuropæiske forhold, cand. art. Monica Papazu fra den ortodokse kirke, har i flere artikler og skrifter afdækket, hvordan de nazistiske symboler ”Totenkopf” (dødningehoved, som vi husker som emblem på SS-uniformerne) og Wolfsangel (ulvekrog, som blev brugt som symbol for SS Waffen-divisioner) stadig er til stede i landet og spiller en rolle.

Stepan Bandera (1909-1959), en ukrainsk, fascistisk politiker og nazist var under 2. verdenskrig ansvarlig for massakrer på polakker og jøder og senere ophøjet til nationalhelt, og det såkaldte Bandera-flag (med en rød og sort stribe) er kommet til at vaje side om side med Ukraines nationale flag, som Vesten har taget til sit hjerte.

Påstanden om massakre på befolkningen i Donbas siden 2014 er desværre ikke en myte. Sådanne onde, mørkets kræfter i landets historie retfærdiggør stadig ikke Putins brutale stormløb siden 24.2. mod Ukraine og i kølvandet også dets sagesløse civilbefolkning. Det var måske snarere en kærkommen undskyldning for en udvidelse af det Storrusland eller imperium, Putin drømmer om?

Det ironiske er, at Putin selv er en kirkens (den ortodokse kirkes) mand og derfor med et grundlæggende tilhørsforhold til kirkens, dvs. Kristi lære – i det mindste på papiret. Kirkens Herre har ikke lært Putin eller nogen anden at gengælde ondt med ondt med alt, hvad der i dette tilfælde følger i dets kølvand, fx af krigsforbrydelser, bombning af gode hjem, hospitaler, skoler, af infrastrukturen dér, hvor det kan tilpasses ”den militære indgriben” med trusler om endnu frygteligere våben.

Strategiske atomvåben har ind imellem været nævnt. Krig er aldrig sort-hvid med de gode på den ene side (Vesten) og de andre (i øst) de onde. Et af mine yndlingscitater af Abraham Lincoln lyder: ”Der bor så meget dårligt i den bedste af os, og så meget godt i den dårligste af os, at forskellen såmænd ikke er så stor.”

At se (eller ikke at kunne se) en evig menneskesjæl skabt i Guds billede i selv et lands fjende, lærte ugens kronikør allerede som barn i tiden efter Anden Verdenskrig.

Men dette formilder ikke Putins ondskab. En dag vil retfærdigheden også for ham ske fyldest – enten her eller hisset. Men jeg advarer mod fristelsen til russerfobi. Rusland er landet, som trods alt har givet verden Leo Tolstoi, Fjodor Dostojevskij, Boris Pasternak, Maksim Gorkij, Aleksandr Solsjenitsyn og mange andre, overvejende kristne personligheder.

Nej, vi skal omfatte også det store russiske folk med kristen næstekærlighed og som en evangelisk udfordring. Solsjenitsyn har sagt meget rammende: ”Skillelinjen mellem godt og ondt går ikke imellem nationer og klasser, men gennem hvert menneskehjerte.” Er det ikke det, kristendommens hjertereligion handler om?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dengang det handlede om tyskere og jøder

Det med at se (eller ikke at kunne se) en evig menneskesjæl skabt i Guds billede i selv et lands fjende fik jeg anskueliggjort som 8-årig barn i 1945 i dagene efter befrielsen. Jeg blev hjerteløst mobbet af hjernevaskede kammerater og ditto voksne, fordi min far havde indladt sig i samtaler med tyske officerer i et nærliggende parkanlæg, som samtidig var vi børns legeplads.

At gøre, hvad min far gjorde, var uacceptabelt under krigen og blev nærmest betragtet som landsforræderi. Min far blev derfor hængt ud som nazist, hvad han selvfølgelig ikke var, men det skulle så bekvemt og kynisk gå ud over et 8-årigt barn, hvor ufatteligt det end lyder, men så hadsk og ukontrolleret var stemningen dengang.

Der var indpodet i os fra barnsben et ensidigt tyskerhad. Og i skolen kunne klassekammerater stadig sige uden at tænke nærmere over det: ”Hvem har jødet mit viskelæder?” eller bruge som skældsord: ”Din jødesmovs!” Eller blot: ”Din jøde!” Men da jeg 12 år senere gjorde tjeneste som soldat ved Den danske Kommando i Tyskland, fik jeg heldigvis et mere nuanceret syn på tyskere, hvoraf mange blev venner for livet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dem havde Hitler ikke fået omvendt, men de var tvunget til at makke ret. Dem, hvoraf mange var krigsinvalider, havde jeg mange meningsfulde samtaler med, og glædeligvis var det i det land, jeg ind imellem blev inviteret til at prædike Guds ord – eller jeg simpelthen inviterede mig selv.

For mange år siden fortalte en ældre, pensioneret kollega, som under krigen var handelsrejsende, at en dag kom en velklædt tysk officer i dekoreret uniform ind i den togkupé, hvor også han sad. Han fortalte mig, hvordan den ene efter den anden fjernede sig med foragt fra tyskerens nærhed, og til sidst følte han sig mobbet ud af kupeen. Han sagde, idet han gik ud: ”Ich bin auch ein Mensch!”

Det mindede mig om en af de små piger, jeg legede med hen mod slutningen af krigen, og som sagde: ”Min far siger, at tyskere er også mennesker!” Alle var altså ikke forgiftet af noget tyskerhad. Det var min far heller ikke. Havde jeg været nogle år ældre og lært lidt tysk, tror jeg, jeg ville have gjort det samme som min far, der så et menneske i den tyske officer, han fik lyst til at samtale med, og som jeg måske ovenikøbet kunne få en anledning at vidne om Kristus for, hvis forudsætningerne var til stede.

Nogle af de gamle på Bornholm kunne fortælle mig om lignende gode erfaringer med de russiske besættelsestropper i 1945. De var jo selv sagesløse i russernes nedkæmpning af en fanatisk tysk kommandants afslag på overgivelse. Russerne blev der et års tid, og de nåede at slutte et varmt venskab med mange bornholmere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Noget lignende sker nok ikke i Ukraine uden videre. Men jeg er sikker på, at de menige russiske og ukrainske soldater føler deres sjæle i broderstriden sønderrevet. For at igen tillempe mig Solsjenitsyn: Det er dybest set ikke en kamp om landegrænser, men om lægedom i ulykkelige hjerter på begge sider af grænserne, og som den store Læge, vor Herre Jesus Kristus, alene kan hele. Ja, jeg tror, at evangeliet stadig er en sådan lægedom både i russiske og ukrainske krigszoner.