Aktivt par holdt sølvbryllup

Vivi og Peter Eriksen har fuld fart på både i hverdagen og fritiden.

Vivi og Peter Eriksen

Mandag den 5. september kunne Vivi og Peter Eriksen, fra Seest ved Kolding, fejre sølvbryllup.

Ildsjæl med sans for organisering

På Udfordringen kender vi Vivi som en utrættelig frivillig medarbejder, der både har skrevet artikler og hjælper med praktiske gøremål. Således kommer hun hver fredag med den nyeste udgave af Udfordringen, ligesom hun er flink til at køre affald væk – ”når jeg nu alligevel kører forbi lossepladsen”, som hun udtrykker det.

Faktisk er der rigtig mange ting, Vivi synes, hun lige kan nå at gøre. Altså ud over at være mor til fire, have plejebarn, være aktiv ”mor” for tømrerfirmaets ansatte, hundeejer og frivillig i Kristkirken, hvor hun fx flere gange har stået for kirkefrokosten. I 2009 skrev Udfordringen om, hvordan Vivi havde startet en omsorgsgruppe i sin kirke, selv om hun havde fire børn og arbejdede på en social café.

I artiklen kan man læse, hvordan hun gennem kirken fik organiseret hjælp til en ung mand, som efter en operation ikke var i stand til selv at vaske op. Her fik Vivi organiseret, at en 71-årig mand tog hjem til den unge fyr og tog hans store opvask.

– Så lidt skal der til for at glæde andre! Men der er nogle, der skal organisere det, for ellers ved man jo ikke, hvem der har brug for hjælp, især ikke hvis man kommer i en stor kirke, fastslog ildsjælen med det store hjerte og et næsten lige så stort organisationstalent.

Tømrer med jødisk chef – og ’Ransomed Biker’

Peter Eriksen, der har et tømrerfirma sammen med tre af sønnerne, var for nylig ansvarlig for det store nybyggeri på Apostolsk Kirke i Kolding, hvor han selv kommer. Han er en mangeårig annoncør i Udfordringen, hvor hans karakteristiske tekst lyder ”Our Boss is a Jewish Carpenter”.

I fritiden er Peter aktiv i den kristne motorcykelklub Ransomed Bikers. For nylig skrev ægteparret i Udfordringen om Peters spændende tur med Ransomed Bikers til et stort stævne i Belgien (Se Udfordringen fra 14. august).

Rettelse: Peter Eriksen gør opmærksom på, at han ikke har været hovedansvarlig for det store nybyggeri for Apostolsk Kirke i Kolding, hvor hans tømrerfirma udførte et omfattende tømrerarbejde: “Det er Lars Schmidt, som også kommer i Kirkeibyen, som har været ansvarlig og som har lagt ufattelig mange frivillige timer i projektet! Det er uden tvivl hans ære, at byggeriet kom i mål”, skriver Peter Eriksen


Artiklen fortsætter efter annoncen: