Eminem priser Jesus i ny sang
Den amerikanske verdensstjerne Eminem har overrasket hele musikverdenen med en sang, hvor han rapper om Jesus.
Den 49-årige Eminem, hvis rigtige navn er Marshall Bruce Mathers, er ellers kendt for sange om død, mord, ødelæggelse og andre meget dystre ting. Men lige nu er han aktuel med sangen ”Use this Gospel”, hvor han rapper om Jesus. Sangen er skrevet af Kanye West og er med på et nyt album med DJ Khaled.
I sangen siger han bl.a.: ”Jeg holder fast, men jeg ved ikke, om jeg kan meget længere. I dag er den dag, hvor jeg giver al min tillid til dig, Gud.” Eminem bekender også sin tro, idet han i sangen siger: ”Jeg kalder på min frelser, frels mig fra disse dybder af fortvivlelse, så dæmonerne må springe til siden. For Han er min hyrde, jeg er bevæbnet med Jesus, mit våben er bøn. Med Bibelen ved min side, som en riffel, med en Gud-given gave. Jeg takker Gud for hver en dag. Derfor får han min hyldest, Jeg vil altid prise Ham”.
Sangen taler altså et tydeligt sprog om en relation til Jesus, som ikke tidligere er hørt så klart fra stjernen. Den kristne rapper Derek Minor er overrasket og glad for de nye toner: ”Jeg havde aldrig set det komme, at Kanye og Eminem ville lave kristen rap på et DJ Khaled album, men det er en kæmpe velsignelse, især i disse tider,” siger han.
Mange kristne glæder sig over de nye toner fra stjernen. Sangen adskiller sig nemlig fra hans øvrige musik ved, at der ikke bruges nogen bandeord eller voldsomme gloser, som han ellers er mest kendt for. Hvis man skulle være nysgerrig på Eminem og hans musik, skal man dog være opmærksom på et negativt og til tider voldsomt sprogbrug. Sangen er allerede nr. 1 på de amerikanske hitlister.