Børnevenlige kandidater søges

Svend Aage Nielsen,
Lars Murersvej 8,
6990 Ulfborg

Kristne mangler en statsministerkandidat, der vil det, som I. C. Christensen og Kaj Munk ville: Respektere De ti Bud. Det 5. bud er: ”Du må ikke slå ihjel.” Skønt et vordende barn er dets mors nærmeste næste, har det siden 1973 været lov, at man kan fravælge et foster i dets første 12 uger.

Der har ikke været et eneste initiativ fra nogen i folketinget for at nedbringe antallet på 14-15.000 fostre årligt, der ikke har fået lov til at leve. Statsminister Mette Fredriksen har forsvaret, at det skal der ikke ændres på. Hun har villet være ”børnenes statsminister,” skønt hun fører an i en angrebskrig mod ufødte. Hendes troværdighed er på nul, hun har fravalgt medansvar i Mink-skandalen. Nu har hun tilvalgt at føre stedfortræderkrig og fravalgt Kristi bud: ”Salige er de, som stifter fred.”

Søren Pape Poulsen er også utroværdig. Han har ikke fulgt budet: ”Du må ikke vidne falsk”. Står Jakob Ellemann-Jensen så tilbage? Han har ikke vist nogen opposition mod Mette Frederiksens angrebskrig mod de ufødte. Han stemte med Venstre, Konservatives og Dansk Folkeparti for den ulovlige angrebskrig imod Irak.

Han har ikke gjort op med den, der løj os med i den krig. Derfor er Jakob Ellemann og Venstre utroværdige. Hvem kan da bringes i forslag? Det skal være en med holdninger som I. C. Christensen. Kun Kristendemokraterne kan kendes på de samme holdninger. Giver kristne vælgere dem at blive ”tungen på vægtskålen,” kan partiet sige til de øvrige partier:

I får ikke vores støtte – uden at: Den kristne etik skal gælde. Der skal ikke være dødsstraf uden dom for de ufødte. Der skal søges fred og ikke føres stedfortræderkrig i strid med FN-pagten og NATO-pagten.

Her i ”Udfordringen” blev Mads Fuglede, MF interviewet den 13. december 2020. Om Kristian Andersen, sagde han: ”Han er et menneske med nogle rigtig gode værdier.” Det samme kan siges om Marianne Karlsmose. Foruden sine egne stemmer, fortjener hun at få alle de stemmer, der gik til Kristian Andersen ved sidste valg.”

I sit interview den 23. august 2021 sagde Mads Fuglede: ”Jeg er jo gået lidt i I. C. Christensens fodspor.” Men det er hverken han eller Venstre. Selv fortæller Fuglede om Inger Støjberg: ”Hun er dén, jeg personligt er tættest på.” Men hun står også for dødsstraf uden dom for de ufødte. Hun var kold og kynisk som minister – uden hensyn til lov og ret for det enkelte menneske.

Den lovgivne angrebskrig mod de ufødte har medført, at kurven over fødte i Danmark siden 1973 er nedadgående. Når to forældre i snit får 1,7 børn, kan Danmark ikke fungere ved egen befolkning alene. Hvem kan ikke se dobbeltmoralen hos alle de partier, der vil føre en stram politik mod fremmede ved en at fastholde angrebskrigen mod ufødte danske fra 1973? Den forrige regering kaldte os ”et kristent land.”?

Men den gjorde ikke front mod den dobbeltmoral, som udvises af Mette Frederiksen, der i sin åbningstale til Folketinget kaldte det en ”sejr,” at vordende medmennesker i moders liv kan berøves livet i de første 12 uger? Lyt før stemmeafgivning til Kaj Munks ord i dramaet ”Selvtægt: ”

Om staten, der ”anerkender retten til drab for denne forfølgelse af de ufødte. Hvad har de gjort os? Hvad har de gjort os? Siden vi slår dem ihjel.” Her må hjælpes med samtale og siges ja til abort i alle velbegrundede tilfælde – som på Færøerne. Men i vort samfund må børn være velkomne.