Hvad siger Bibelen om økonomi?
Bogen giver en indsigtsfuld baggrund for, hvorfor det er bibelsk og vigtigt at give tiende, gaver og meget mere ud fra Guds principper – skrevet af en præst og teolog, Ravi Chandran. Det er tankevækkende, fordi læseren får præsenteret sammenhængen mellem Bibelens forskellige måder at give på, deres indbyrdes forhold, baggrund, og hvad det betyder.
Syv bibelske principper
Chandran forklarer også om sindelaget for at give, dvs. hjertet, motiverne og holdningerne. At give ikke blot ud fra kirkens eller andres behov; eller for at blive velsignet – og det bliver man – men ud fra et overgivet hjerte til Jesus, Guds Søn.
Chandran går i rette med rituel given, som potentielt kan føre til selvretfærdighed; det vigtige er ikke tiendets og gavens størrelse, men sindets tilstand. Er hjertet overgivet i forhold til Jesus, så vil man ikke dvæle ved fx tiende af brutto- eller netto-indtægt, for alt tilhører jo i forvejen Gud! Og gaver er det, man giver ud over tiende.
Forfatteren skelner mellem tiende, gaver, almisser, offergaver (Jesus det ultimative offer) og forklarer princippet om førstegrøden, hvad der ligger bag pagten med Jesus, og så-/høste-princippet med Jesus i centrum. Bogen handler om ”syv håndgribelige udtryk for hengiven tilbedelse fra troende, som reagerer i en kærlighedsrelation baseret på ånd og sandhed”!
Et kald til at følge Guds principper med økonomien
Den røde tråd viser, hvordan økonomi fungerer ud fra GT, og med NT læst i lyset af GT, ledsaget af mange bibelvers. Det sidste afsnit i bogen er spændende og relevant i vor turbulente tid, hvor verden bliver grundigt rystet. Her skriver Chandran, at på GTs tid havde folk flere kilder, som de kunne trække på.
Det kunne vi lære af, at vi kan have flere kilder til indtægt – ikke blot vores hovedkilde men også vore talenter sammen med Guds beskyttelse. Læs også om bibelske løfter ved fx at velsigne Israel! Bibelske økonomiske principper viser vej til at øve sig i at se dem ud fra en overnaturlig vinkel.
Chandran byder på gedigen bibelundervisning, inspireret af hans erfaring som taler på mange seminarer verden over, hvor tilhørerne har inspireret ham. Han lykkes med at skrive om et svært emne, sobert, dybsindigt og bibelsk.
Ravi Chandran: 7 Bibelske Økonomiske Principper
89 sider. 99 kr.
Forlag: Books On Demand, BoD, Danmark