Kvinder i Netværk samlede generationer

Over 200 kvinder i alderen 13 - 80+ var samlet til kvindekonferencen ’Bold & Beautiful’ i Samværket i Kolding første weekend i november.

Konferenceleder Berit Pedersen sammen med sin datter Johanna.

Over 200 kvinder i alle aldre var i weekenden 4. – 6. november sammen i Kolding til den fælleskirkelige kvindekonference Bold & Beautiful. Med et alsidigt program og mange forskellige talere var der lagt op til en åndelig makeover, så deltagerne kunne få nyt mod og frimodighed til at vise skønheden i Jesus til resten af verden.

Fredag aften startede med lovsangsdans, lovsang og solosang, inden amerikanske Ashley Lane kom på scenen. Ashley har tjent i 10 år i Youth With A Mission (YWAM), og med smittende begejstring delte hun et budskab om et liv, hvor alting handler om Jesus først:

”Jesus ser ikke efter, hvor ofte vi går i kirke, eller om vi følger alle de forventede regler – han ser efter, om vi elsker Ham”, slog Ashley fast.

Ashley Lane (tv.) talte fredag aften, og Maria Victoria Hansen havde sin debut som oversætter.

”Jesus døde, så du kunne få det samme forhold til Faderen, som Han har. Det er tid til at leve i det, som Jesus har betalt for. Men intet kommer til at ændre sig, før du har forstået Guds kærlighed til dig. Så er du kvalificeret til at gå ud. Vi kan ikke give noget videre, vi ikke selv har modtaget. Hans kærlighed vil forandre folks liv. ”Slå op” med frygten – det er en dårlig kæreste. Fuldkommen kærlighed driver frygten ud. Verden venter på, at du skal blive fri.”

Ashley delte også sine egne erfaringer med at lytte til Helligåndens ledelse og dele evangeliet. En af oplevelserne førte til forbøn for en muslimsk, døv pige, som blev helbredt midt på gaden i en by i Tyskland.

Tilgivelse sætter fri

Lørdag formiddag stod i tilgivelsens tegn med to vidnesbyrd og et praktisk oplæg af Linda Gadsbøll til at ransage sit hjerte. Først var Katrine Larsen på. Det skulle have været et vidnesbyrd om tilgivelse, ”og tro mig, med min dysfunktionelle opvækst har der været mange at tilgive”, sagde Katrine. Men hun oplevede i stedet at skulle dele sit frelsesvidnesbyrd, hvor en 17-årig frimodig kristen pige på voksen-HF i Aalborg blev Katrines vej til at møde Jesus.

Maria Lykke Bentsen delte sin fortælling om, hvordan hun efter otte år med skyld og skam over en abort, endelig fandt vej til at modtage Guds tilgivelse og også tilgive sig selv. Senere stod hun og hendes mand en dag i en situation, hvor det gik op for dem, at en ’ven’ havde bedraget dem for over 200.000 kr. Det efterfølgende retsopgør gjorde hende fysisk dårlig, og først da hun fik mødt bedrageren, set ham i øjnene og sagt ’jeg tilgiver dig’, oplevede hun, at de fysiske symptomer forsvandt.

Silvia Kærlet Kauczki (tv.) interviewer Anne Kjær Poulsen.

Guds kærlighed sætter fri

Over middag handlede det om Gud og seksualitet. Det blev formidlet gennem et oplæg fra Silvia Kærlet Kauczki, som studerer til sexolog, og et interview på scenen med Anne Kjær Poulsen, der delte sin egen historie om homoseksualitet. En modig fortælling om, hvordan længslen efter identitet og kærlighed først førte til overbevisning om homoseksualitet, for senere at lede tilbage til kirken. Her blev en lang proces med en medvandrer vejen til frihed og fred i Guds kærlighed.

”Brikken, der manglede i mit liv, var, at jeg måtte forstå, at Gud vil have alt, jeg er. Ikke kun det pæne. Idet jeg sagde ja til Ham igen, fik jeg nyt liv. Hvis jeg elsker Ham først, skal han nok sørge for resten”, fortalte Anne, der er vokset op i et kristent hjem.

Workshops og retfærdighed

Eftermiddagens workshops bød på seminarer om bibellæsning, at høre Guds stemme, profetisk betjening, walk & talks, dans, krea, wellness m.m. Der var også sørget for et hvilerum med madrasser, tæpper og hyggebelysning til en stille stund eller et tiltrængt hvil.

Til mødet lørdag aften og søndag formiddag var det Amy Kemp fra Texas, som delte et klart og stærkt budskab om evangeliet og dets forvandlende kraft. Vi er iklædt retfærdighedens kappe pga. Jesus, var budskabet. Lørdag aften med udgangspunkt i Ezekiels Bog kap. 16,8-14 (Guds folk som en brud) og søndag formiddag, hvor mødet var fusioneret med KirkeiByen, ud fra Zakarias’ Bog kap. 3., hvor en ny og ren klædning gives folket via ypperstepræstens tjeneste. Amy Kemp har i 12 år rejst til Danmark, hvor hun har talt i adskillige sammenhænge. Og til hvert eneste møde har der været mennesker, som har oplevet helbredelse.

Sulle Hausmann (tv.) og Josefine Hedegaard Hansen (th.) var med på konferencen. Sulle berigede deltagerne med sin smukke og tilbedende lovsangsdans.

Glædelige feedback

Berit Hans Pedersen fra Kvinder i Netværks ledergruppe ser med taknemlighed tilbage på en vellykket konference:
– Det har været overvældende. Vi har fået så mange tilbagemeldinger fra deltagere, der har oplevet frihed, frelse og helbredelser. Mange har fundet en ny hvile, fordi de er blevet klar over, hvilken identitet de har i Kristus. Flere har oplevet nye måder at være sammen med Jesus på, fx i workshoppen dans, hvor det at bruge kroppen i tilbedelse blev til en ny frihed.

Noget andet, der lå lederteamet meget på hjerte, var, at man tjente sammen to generationer, og at medarbejderne fik lov til at tjene med det, de brændte allermest for.

– Vi har set velsignelsen i, at generationer tjener sammen, og at mødre og døtre kommer sammen til konference. I ledergruppen ønskede vi at se mennesker tjene i glæde og frihed. Derfor spurgte vi alle medarbejderne inden, hvad der lå dem allermest på hjerte at tjene med. Og vi oplevede, at Gud lagde tingene til rette, så det hele kom til at gå op. Folk fik lov til at tjene med det, de brændte for, siger Berit.

Berit deler også en af de helt unge teenageres oplevelse den første aften:

Konferencen ’Bold & Beautiful’ med over 200 deltagere blev holdt i KirkeiByens nye bygning Samværket i Kolding.

– Pigen her kom med en virkelig negativ attitude, som hun havde udviklet over de sidste år. Hun tænkte inden konferencen, at Jesus bare var en mand, som – inden han døde – glemte at fortælle, at det hele var løgn. Pigen her fandt det tåbeligt, når hun så kvinder græde under lovsang eller i bøn. Den første aften under lovsangen havde hun sin egen musik i ørene, men hendes AirPods blev ved at falde ud (hvilket de ellers aldrig gjorde), så hun kunne ikke undgå at høre lovsangen. Under Ashleys tale blev hun ramt af Guds nærvær som et stød i brystet, og hun gik frem til forbøn. Senere fortalte hun mig, at nu forstod hun, hvorfor kvinderne græd, ”det er jo fordi, de møder Kongen – de er i Hans nærvær”, fortæller Berit.

En anden kvinde meldte tilbage: ”Tak for invitationen til en fuldstændig fantastisk og for mig livsforvandlende weekend. Jeg har virkelig mærket Gud – Han fandt mig som sit vildfarne får. Jeg blev velsignet med en kristen søster allerede i fredags – vi har fulgtes hele weekenden, og vi skriver til hinanden med opmuntring og Guds ord.”

Med den store interesse for konferencen er næste års dato allerede sat. Det bliver den 10. – 12. november 2023 i Kolding. Du kan læse mere om Kvinder i Netværk på kvinderinetvaerk.dk.