København Vineyard holder Mission Julegave for 10. gang

København Vineyard har for 10. år i træk haft ”Mission julegave” – et projekt, hvor de uddeler julegaver i form af brugt legetøj og tøj til familier, som ikke selv har råd til det.

Rekordår

Uddelingen fandt sted i uge 49, og i år oplevede de, at der var ekstra stort behov for hjælp.

– Der har været 263 familier forbi, der fandt gaver til 659 børn, og der var 150 børn nede i Børnenes Juleværksted. Så det har været rekord år på mange måder, fortæller Kirstin Mortensen fra Vineyard.

Ukrainere med

Der har været 263 familier forbi, der fandt gaver til 659 børn, og der var 150 børn nede i Børnenes Juleværksted, fortæller Kirstin Mortensen fra Vineyard. Fotos: Kbh. Vineyard

I år var der også en del ukrainere, og der var endda nogle ukrainere, som blev frivillige og hjalp med at oversætte, da de fleste ikke kunne engelsk særligt godt. Det var en stor hjælp for alle og også rørende, at de ville hjælpe efter at have været i Danmark i få måneder, fortæller Kirstin.

– Jeg ved ikke, hvor mange ukrainere, der har været forbi, men nok omkring 60.

Om projektet

”Mission julegave” er et årligt tilbagevendende projekt for København Vineyard. Projektet drives af frivillige i kirken og består af en indsamlingsperiode, hvor kirken samler gode, brugte ting ind på forskellige opsamlingssteder i Storkøbenhavn. Derefter har man en periode, hvor der sorteres og gøres klar til uddeling. Mange har deres børn med til uddelingen, og mens forældrene finder julegaver, kan børnene hygge sig i juleværkstedet i kælderen, og der er også mulighed for at få en kop kaffe, brød og en snak i caféen.