Uheldig misforståelse om satellitten AsiaSat7
”Gospel Outreach starter tv til Mellemøsten fra nytår” skrev vi på forsiden af avisen uge 47. Og det er sandt. Men i samme artikel nævner lederen Per Hyldgaard, at udsendelserne skal udsendes via den kristne satellitstation SAT-7. Og dét var en misforståelse.
Efter en henvendelse fra SAT-7, som ikke kendte noget til aftalen, kontaktede Udfordringen evangelist Per Hyldgaard. Han var på det tidspunkt på kampagne i Benin i Afrika. Selv om han ikke havde papirerne på sig, bekræftede han, at Gospel Outreach havde indgået en aftale om at udsende et ugentligt program fra nytår.
-Vi sender gennem Fazal.tv i Pakistan, som er en meget respekteret station. Jeg har selv besøgt dem i deres studier, og vi forstod på dem, at de sender igennem SAT-7, oplyste Per Hyldgaard i telefonen fra Afrika. Et nærmere kik på Fazal.tvs hjemmeside viste, at stationen ganske rigtigt sender sine programmer til ikke blot Mellemøsten, men til store dele af Asien.
Det sker imidlertid ikke igennem SAT-7 på Cypern, men igennem AsiaSat7, som er en satellit, der dækker 800 millioner mulige seere og sender mange forskellige programmer.
– Jeg beklager meget, at jeg tog fejl af SAT-7 og AsiaSat7. Men det var naturligvis ikke i nogen ond hensigt. For os var det vigtigste, at vi nu får mulighed for at komme ud til en meget stor målgruppe – netop i de lande, hvor det ellers ikke er så nemt at forkynde evangeliet på andre måder, siger Per Hyldgaard. Og han kommer i godt selskab.
På samme tv-kanal – Fazal.tv – sendes også programmer med Joyce Meyer, Daniel Kolenda (arvtageren efter Reinhardt Bonnke), Joel Osteen, Rick Warren og en række asiatiske prædikanter. Stationen er opkaldt efter evangelisten Fazal Imran, der sammen med søsteren Mehwish Imran også selv medvirker.
Hvad er SAT-7
Mens AsiaSat7 er en satellit, er SAT-7 en kristen tv-station, der sender tv-udsendelser 24 timer i døgnet til omkring en halv milliard mulige seere fra Marokko i vest til Afghanistan i øst. Tv-stationen sender på tyrkisk, arabisk og farsi på fire forskellige kanaler i 10 forskellige lande.
Mange programmer sendes ”live”, så det kristne, arabiske mindretal i Mellemøsten og Nordafrika har mulighed for at ringe ind og diskutere vigtige aktuelle anliggender. SAT-7 producerer selv omkring 80% af udsendelserne. Alle værter er fra Mellemøsten, Nordafrika, Iran og Tyrkiet.
Budgettet er på godt 90 mio. kroner om året, der dækkes af kirker og organisationer i hele verden. Fra Danmark støtter bl.a. Bibelselskabet, Mission Afrika, Norea Radio Danmark, Dansk Europamission og KLF-Kirke & Medier.