Nem inspiration fra Kaj Munk
Nyt digitalt system giver grafisk overblik og nem adgang til Kaj Munk Forskningscentrets digitale arkiv over præsten og modstandsmanden Kaj Munks liv og værker. Det nye system lanceres 30. januar på Aalborg Universitet, hvor man også fejrer Peter Øhrstrøms 40 års jubilæum som ansat i universitetsverdenen.
Kaj Munk var både præsten, der endte sit liv, brutalt snigmyrdet af nazister; dramatikeren, hvis skuespil blev opført i hele Skandinavien; og samfundsdebattøren, der nuancerede tidens kulturradikale debat. En gruppe ved Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet, har nu skabt et nyt digitalt system med en tidslinje i brugervenligt grafisk design, så det nu er muligt at dykke ned i en stor og voksende database med Kaj Munks værker på bedste pædagogiske vis i et overskueligt panorama på nettet.
Overskueligt digitalt panorama
– Alle kan nu tilgå viden om Kaj Munks liv og værker gennem et brugervenligt interface, der stiller Kaj Munks værker og mange andre historiske kilder med relation til Munk til rådighed for offentligheden. Gennem en grafisk brugergrænseflade er det nu blevet nemmere at finde og at bruge materialet, fortæller professor Peter Øhrstrøm, der også er Centrets bestyrelsesformand. Han har ledt projektet i tæt samarbejde med centrets videnskabelige medarbejder Jette Vibeke Damsgaard Madsen.
Udover en omfattende samling af breve til og fra Kaj Munk, er der et væld af artikler om Kaj Munk og mange andre historiske kilder.