Sømandsmissionærens slægt har bedt for grønlænderne i generationer

Nogle drømmer om nye veje. Andre får et kald og rejser. Niels Chemnitz Albinus fra Vejle oplevede det sidste og rykker sammen med sin hustru Grethe teltpælene op fra Nørreallé 13 i Vejle. Deres nye bopæl ligger 3.390 kilometer fra hjembyen, i Nuuk i Grønland.

Niels har stærk erfaring med undervisning, ledelse og konsulentvirksomhed med coaching, lederudvikling, person- og teamanalyser, teamudvikling, konfliktløsning og forbedring af arbejdsmiljø. Fra 1. februar skal alle disse evner bruges som ny sømandsmissionær i Nuuk med en række arbejdsdage i den danske del af arbejdet og afrejse 21. februar.

Bosætter sig i Nuuk

– Min morfar var grønlænder, så kærligheden til Grønland har altid ligget i bevidstheden, og i generationer har vi bedt for Grønland i min familie, fortæller 59-årige Niels Albinus. Hans primære opgave bliver skibsbesøg, besøg hos søfartselever og rederier, at få en sømandsklub på sømandshjemmet i gang og intensivere indsatserne for blandt andet hjemløse, fængslede og andre. Han får også ansvar for de unge danske volontører, der arbejder på sømandshjemmet/ Hotel SØMA i Nuuk.

– Vi bosætter os i Nuuk og rydder gevaldigt op i øjeblikket. Hvad børnene ikke vil have, bliver solgt eller givet væk. Vores plan er at slutte vores arbejdsliv i Nuuk, fortæller Niels Chemnitz Albinus, der vurderer, at han har otte til ti år tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er parrets fælles beslutning at tage af sted.

Et kald

Det er ikke kun den frodige have, der har givet most på bordet, som de må skifte ud med de grønlandske klipper. Grethe har også sagt farvel til et lederjob i Vejle – som forstander hos Forældre-barn opholdsstedet Familiebo i Vejle – og hun ved ikke, hvad hun skal engagere sig i, når de kommer til Nuuk.

– Jeg har nogle ideer, men vil begynde at leve livet mere langsomt. Måske en fælles diakonal satsning af en slags overfor forskellige mennesker, fortæller hun.

Niels og Grethe kalder beslutningen om at bryde op et kald. – Når Gud kalder, tager vi afsted. Et kald er større end det enkelte menneske. Vi har jo fire børn, to svigerbørn og syv børnebørn herhjemme, men vi har også fuld opbakning fra både familie og venner.

– Vores netværksgruppe i Pinsekirken i Vejle har understøttet os i forbøn i ansættelsesforløbet, og børnene bakkede op, selvom afstanden er stor. Men vi tror også, det giver muligheder for en anden form for samvær og kultur, end vi ellers kunne tilbyde, mener Niels.

– Gud lægger tingene til rette, er jeg sikker på. Jo, roen i min sjæl fortæller, at vi må til Grønland, siger 55-årige Grethe. Niels tilføjer:

– Efter mange samtaler med hinanden og Sømandsmissionen føler vi det ”lagt hen til os”. Vi skal være en del af det samfund. Og på en eller anden måde knytter det nogle bånd til min baggrund rent mentalt.

Legendarisk morfar

Når Niels og Grethe lander i Nuuk 21. februar efter det årlige sømandsmissionærkonvent i Frederikshavn, vil de kunne invitere fætre og kusiner på kaffemik. Niels Chemnitz Albinus’ morfar var nemlig den legendariske Jens Lars Andreas Chemnitz. Som kateket og senere præst mødte han nøden blandt forældreløse børn i bygderne. Når en fanger mistede livet på havet, havde det store konsekvenser for familien.

Jens Lars blev Den grønlandske børnesags pioner og oprettede det første grønlandske børnehjem, Gertrud Rask Minde, i 1937, der i dag ligger i Sisimiut. Mormor var dansk. Niels’ mor, Kirsten, blev født i Ilulissat i 1928. Morfar døde i 1966.

– Da Grethe og jeg lærte hinanden at kende i 1999, fortalte jeg om min morfar. Da fortalte Grethe, at hendes søndagsskole havde givet penge til Gertrud Rask Mindes børnearbejde i den lokale LM i Hillerød. De støttede op om dette trosprojekt.

Kærlighed til Grønland

– Jeg har altid haft en særlig kærlighed til det grønlandske folk og har også bygget min egen grønlandske kajak efter ægte forskrift, beretter Niels. Jeg er fyldt af en naturlig respekt og stolthed over på en måde at kunne være med til at videreføre morfars arbejde for hans folk, selv om det er sømænd og fiskere, jeg primært skal arbejde blandt.

– Det var bevægende at komme til Grønland – og vide, at min slægt har vandret her. Og så var det en bevægende oplevelse for mig at komme til Grønland for første gang i december sidste år og gå forbi børnehjemmet i Sisimiut. Jeg sad på sømandshjemmet og så op på den gamle blå kirke, hvor oldefar havde prædiket og været præst i 1800-tallet. Her var mine rødder. Her var morfars store trosvision født, fortæller Niels.

– Men det var også der, det gik op for mig, at man er virkelig langt hjemmefra!

Rivende udvikling i Sømandsmissionen

Niles’ maritime erfaring kommer primært fra sejlture på Vejle Fjord, hvor han var gast på et skib, der altid fik sidstepladsen i sejladserne. Men der er andre ting, der trækker:

– Det trækker at være der for sømænd og fiskere, der har arbejdsvilkår, som mange mennesker ikke kunne trives i, fordi de er så meget væk fra deres familie, fortæller Niels Albinus.

– En kok fortalte om sine arbejdsforhold i 80’erne. Fx med kun ét bad i måneden, fordi der ikke var ferskvand nok med. I dag bor mange lige så godt på skibene som på sømandshjemmene. Derfor kommer de ikke så meget på Sømandshjemmene længere.

– Sømandsmissionen står i en rivende udvikling på Grønland, hvor vi eftertænker, hvordan hotellerne og missionsarbejdet skal udvikles. Nuuk er den store havn. Derfor er det vigtigt, at vi dér får sat nogle retninger for de nye visioner og det organisatoriske arbejde. Det trækker i mig at få lov til at være med i den proces sammen med resten af Sømandsmissionen, fortæller den erfarne mand med det omfattende CV, hvor han blandt andet har master i ledelse og er uddannet i coaching. Grethe og Niels Chemnitz Albinus nyder at vandre – gerne ved havet.

– Det skal vi gøre i Grønland, og vi skal have en båd, hvis vi får råd, fortæller de. De nyder at tage ud og spise sammen.

– I Grønland håber vi at lære, hvordan man tilbereder den kolossale fiskerigdom, der er i havene omkring, slutter Grethe og Niels Chemnitz Albinus.