Hver 7. kristen er forfulgt

Over 360 millioner kristne på verdensplan er nu ramt af alvorlig forfølgelse eller diskrimination.

På WWL 2023 betegner den røde farve ”ekstrem forfølgelse”, mens gul betegner ”meget alvorlig forfølgelse”.
Open Doors Danmark og Færøerne har i år offentliggjort rapporten på forskellige platforme og præsenteret den for udvalgte folketingspolitikere.

Verdens værste land for kristne er blevet endnu værre. Aldrig før har et land ramt så høj en score for kristenforfølgelser, som Nordkorea gør på dette års World Watch List.

I alt er flere end 360 millioner kristne verden over ramt af alvorlig forfølgelse eller diskrimination – det svarer til hver syvende kristen. World Watch List, som er en liste over de lande, hvor forfølgelsen af kristne er værst, er udarbejdet af den internationale organisation Open Doors.

Den høje score for Nordkorea skyldes en stigning i antallet af kristne, som er blevet fængslet, ligesom flere undergrundskirker er blevet opdaget og lukket. Når kristne i Nordkorea fængsles, er det i sidste ende lig med døden – enten ved henrettelse eller ved en livstidsdom i en af landets kz-lignende arbejdslejre for politiske fanger, hvor sult, tortur og seksuel vold er almindeligt forekommende.

”Styret slår hårdere ned på kristne som følge af Nordkoreas forholdsvis nye lov mod ’reaktionær tænkning’, som kriminaliserer alle materialer af udenlandsk oprindelse,” forklarer Jens Kristian Lund Jensen, generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne.

”Loven har også ført til fængsling eller henrettelse af teenagere, der ser sydkoreanske serier som Squid Game, men den bliver altså også brugt til at optrappe indsatsen med at afsløre landets hemmelige kristne.”

Forholdene for kristne i Afghanistan er fortsat horrible, selv om landet ”kun” er nr. 9 på Verdensranglisten 2023. Det nye er, at der ikke er registreret nogen tilfælde af vold rettet specifikt mod kristne, skriver Open Doors. Arkivfoto

Hver syvende kristen er forfulgt

I år er 30. gang, Open Doors udgiver World Watch List, og i alt er flere end 360 millioner kristne verden over ramt af alvorlig forfølgelse eller diskrimination – hvilket svarer til hver syvende kristen.

”Der er ikke meget positivt at sige om dette – men skulle jeg gribe ud efter et halmstrå, ville det være, at den konstante stigning i antallet af forfulgte kristne, som har været et faktum i årevis, er stagneret. Antallet af forfulgte er i år det samme som sidste år. Til gengæld er scoren for niveauet af forfølgelse i de enkelte lande steget,” lyder det fra Jens Kristian Lund Jensen.

Der er 76 lande på listen, og over halvdelen af de 360 millioner forfulgte kristne er fra tre lande: Kina, Indien og Nigeria. Tager man yderligere tre lande med, Etiopien, Mexico og Indonesien, udgør kristne i disse seks lande to tredjedele af de 360 millioner.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Der er med andre ord meget stor forskel på antallet af forfulgte kristne i de 76 lande. Naturligvis dels fordi antallet af kristne i de enkelte lande varierer, men også fordi der internt i landene kan være eksempelvis geografiske forskelle på, om kristne bliver forfulgt. I Nigeria er det således lidt over halvdelen af landets 100 millioner kristne, som bliver forfulgt, mens det i Kina er næsten alle landets 97 millioner kristne, som bliver forfulgt,” forklarer

Jens Kristian Lund Jensen og uddyber:

”Af de 76 lande på listen er der 32 lande, hvor andelen af kristne, som bliver forfulgt, er på 100 procent. Det betyder ikke, at man ikke kan finde en enkelt eller flere kristne i de pågældende lande, som ikke oplever sig forfulgt. Men det betyder, at de bor i et geografisk område eller er en del af et trossamfund, hvor forfølgelsessituationen vurderes som værende på et højt niveau (en score på 41 point eller mere).”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Taleban gik fra dør til dør

Sidste år lå Afghanistan på listens førsteplads, som Nordkorea ellers havde siddet stensikkert på siden 2002. Det skyldtes naturligvis Talebans magtovertagelse i landet. I år ligger Afghanistan dog som nummer ni på listen.

”Det, som er den helt store forskel i forhold til sidste år, er, at der det seneste år ikke er registreret nogen tilfælde af vold specifikt rettet mod kristne. Da Taleban tog magten i august 2021, gik de helt bogstaveligt fra dør til dør for at få fat i landets kristne,” fortæller Jens Kristian Lund Jensen.

”Men efter den indledende, systematiske drabsbølge og udrensning har tingene stabiliseret sig, og Taleban har i stedet koncentreret sig om at konsolidere deres magt.”

Det betyder ikke, at kristne ikke har været udsat for vold det seneste år – men i de tilfælde, hvor det er sket, har der ikke været konkrete beviser for, at årsagen var deres kristne tro og ikke, at de eksempelvis tilhørte en etnisk minoritet eller havde arbejdet for den tidligere regering. Dertil kommer, at Taleban gerne vil have eksempelvis udenlandske læger og ingeniører til landet, og derfor overvåges udlændinges religiøse tilhørsforhold ikke så strengt – hvilket påvirker landets samlede forfølgelsesscore.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Over 5.000 dræbt i Nigeria

Afrika syd for Sahara har i flere år været det sted på planeten, hvor volden mod kristne i særklasse var værst. Således også i år, hvor syv af de ti lande, hvor der er mest vold mod kristne, hører til dette geografiske område.
I alt er der 26 afrikanske lande, som ligger syd for Sahara, på World Watch List 2023. I gennemsnit er volden det seneste år steget med fem procent i landene, og ni ud af ti kristne, som er blevet dræbt for deres tro, er fra Nigeria.

”Det er fjerde år i træk, at Nigeria indtager denne blodige førsteplads. 5.014 drab alene det seneste år – fordi militante fulanier og ekstremistiske muslimer angriber kristne samfund og dræber, lemlæster, voldtager og kidnapper med henblik på løsepenge eller seksuelt slaveri,” forklarer Jens Kristians Lund Jensen.

Flere hundrede tusinde kristne nigerianere er som følge af disse angreb blevet tvunget på flugt fra deres hjem, men den nigerianske regering benægter, at der finder religiøs forfølgelse sted – derfor fortsætter disse krænkelser af kristnes rettigheder uhindret.

Rusland spøger i Afrika

Fællesnævneren for de afrikanske lande syd for Sahara er, at den politiske situation i landene er ustabil. Samtidig er der tale om fattige lande, som var i gang med genopbygningen efter Corona-pandemien, da Ruslands invasion af Ukraine satte udviklingen i stå. Invasionen har ført til mangel på fødevarer på det afrikanske kontinent. Kombinationen af stigende priser, fødevaremangel og politisk ustabilitet har givet mere plads til jihadistiske grupper.

Når regeringerne i Afrika ikke har den fulde kontrol over deres lande, forsøger disse grupper at indføre sharialovgiving. Det betyder, at kristne undertrykkes og udsættes for voldelige overfald i et forsøg på at få dem til at konvertere til islam.

Den islamistiske kampagne er drevet af en dødelig blanding af menneskehandel, ændringer i klimaet og en tilstrømning af lejesoldater fra den Kreml-støttede Wagner-gruppe, som med deres voldelige adfærd destabiliserer landene.

”Målet for jihadisterne er at destabilisere hele regionen og etablere et islamisk kalifat – i sidste ende på tværs af hele kontinentet. De støttes af andre islamister, som har fokus på ikkevoldelig, systemisk islamisering,” siger Jens Kristian Lund Jensen.

Flere lande i Vestafrika er også blevet en mellemstation, når organiserede kriminelle grupper smugler narkotika fra Latinamerika til Europa. Det betyder, at det pres og den vold, mange kirkeledere oplever i Latinamerika, fordi de taler imod narkokarteller og guerillaer, nu bliver overført til Vestafrika og kombineres med terroren fra jihadistiske grupper.

Ud over i Afrika stiger volden mod kristne også i Indien. Årsagen er voldelige hindunationalister, som ønsker at tømme Indien for alle andre religioner end hinduisme og derfor angriber kristne og muslimer – ofte med myndighedernes mere eller mindre stiltiende accept. Indien er nummer fire på listen over lande, hvor volden mod kristne er værst.

’Kina-modellen’ breder sig

En lang række lande søger inspiration hos Kina, hvor regeringen med Xi Jinping i spidsen er i gang med en international kampagne for at redefinere, hvad menneskerettigheder er. Kina ønsker at bevæge sig væk fra traditionelle, universelt anerkendte forestillinger til mere subjektive rettigheder såsom eksistens, udvikling og sikkerhed. Lande som Rusland og Indien følger trop, og det samme gør lidt mindre stater som Sri Lanka, Myanmar, Malaysia og flere centralasiatiske stater.

”Det betyder, at kristne minoriteter, som vurderes at modsætte sig disse nye rettigheder ved at nægte at støtte det regerende parti, kan stemples som fredsforstyrrere eller endda terrorister. De risikerer fængsling, nedrivning af deres kirkebygninger eller forbud mod at samles som kirke,” siger Jens Kristian Lund Jensen.

I Kina strammer styret også grebet om internettet. Nye regler betyder, at kirkerne ikke længere kan bruge onlineplatforme til at formidle deres budskaber på – noget som millioner af kristne ellers gjorde brug af. Dertil kommer, at regimet bruger sporingsapps, som blev indført i forbindelse med fremkomsten af Corona, til at overvåge sociale medier.

”Samlet betyder dette, at kirkers brug af onlineplatforme er blevet lidt som kattens leg med musen. Eksempelvis har nogle præster lavet 60-sekunders prædikener på den digitale platform WeChat, så de ikke var forpligtede til at indberette detaljer om deres prædiken til myndighederne,” fortæller Jens Kristian Lund Jensen.

Der findes således stadig kristent materiale online, men der bliver mindre og mindre spillerum til musen.

Det går den forkerte vej i Latinamerika

Der er syv latinamerikanske lande på World Watch List 2023 – heraf fire i top-50. For bare tre år siden var Colombia det eneste latinamerikanske land i top-50. Både Colombia, Cuba, Mexico og Nicaragua er rykket op ad listen i år.

”Selv om flere af landene er katolske, har korrupte og ineffektive regeringer givet plads til kriminelle grupper, der forfølger kristne, fordi de kristne er modstandere af kriminalitet. Forfølgelsen kommer ofte til udtryk som voldelige overfald og i værste fald drab – ikke mindst på præster, som modigt træder op mod kriminelle grupper og er med til via kirkerne at give unge et alternativ til et liv i kriminalitet,” forklarer Jens Kristian Lund Jensen.

I Nicaragua og Cuba er det dog primært de kommunistiske regeringer, som undertrykker de kristne.

De gode nyheder – større tolerance i flere lande

Der er ikke kun dårlige nyheder på World Watch List 2023. I lande som Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten er der glimt af lys i mørket.

I Egypten er der stigende fokus på national enhed, og i Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater er der fokus på tolerance. Det er en modvægt til radikal islamisme, og det giver større venlighed overfor kristne. I alle landene er hadtale mod udenlandske kristne forbudt.

Det største fald på World Watch List fra 2022 til 2023 er Qatar, som falder 14 placeringer. Det skyldes især, at ingen kirker er blevet lukket i den pågældende periode.

Open Doors er en international organisation, som arbejder for at fremme bedre vilkår for forfulgte kristne. Vi har eksisteret siden 1955 og arbejder i flere end 70 lande. Siden 1993 har Open Doors International hvert år udgivet en liste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.

Sådan defineres forfølgelse

“Enhver form for fjendtlighed, der opleves som følge af en persons identifikation med Jesus Kristus. Dette kan indebære fjendtlige attituder, ord og handlinger rettet mod kristne,” lyder Open Doors definition på forfølgelse.
Denne brede definition omfatter – men er ikke begrænset til – restriktioner, pres, diskrimination, modstand, desinformation, uretfærdighed, intimidering, mishandling, marginalisering, undertrykkelse, intolerance, vold, fjendtligheder, krænkelser, udstødelse, chikane, misbrug, etnisk udrensning og folkedrab.