Danske Kirkers Råd advarer: Regeringen forsøger at skrive flere helligdage ud af loven

Generalsekretær Mads Christoffersen og næstformand Tonny Jacobsen, Danske Kirkers Råd, skriver debatindlæg i Altinget.

I Danmark er det demokratisk valgte politikere, som vedtager landets love – og tak for det. Men det klinger hult, når regeringen i sit regeringsgrundlag kalder Danmark et kristent land samtidig med, at den med et snuptag vil gøre Store Bededag til en almindelig arbejdsdag og fjerne det helt grundlæggende begreb helligdage, der netop danner rammen om tro og fællesskab.

Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) fremhævede 1. februar i et interview med Altinget fjernelsen af Store Bededag som et økonomisk og ikke kirkeligt anliggende. Men der er vel trods alt tale om et både og. Helligdage som Store Bededag danner rammen om bøn, fællesskab og eftertænksomhed og er desuden en del af Folkekirkens Alterbog, der nu skal ændres.

Derfor hører fjernelsen af Store Bededag til folkekirkens indre anliggender – også selvom det fremhæves som et økonomisk anliggende med henvisning til et øget forsvarsbudget. Kirkeministeren fremhæver en dom fra Højesteret fra 2017 som argument for, at regeringen har lov til at blande sig i folkekirkens indre anliggender.

Dermed bekræfter ministeren selv, at lovforslaget om at fjerne helligdage som Store Bededag altså alligevel er et kirkeligt anliggende. Regeringen foreslår, at den samlede betegnelse ‘helligdage’ erstattes med benævnelsen af de enkelte lukkedage. Fremover vil der altså alene henvises til lukkeloven, mens helligdagene er skrevet ud af loven.

Betyder det så, at regeringen så har lov til at fjerne helligdagene og i øvrigt blande sig i kirkens indre anliggender?
Ifølge Højesteret er svaret ja. Men det vil ikke desto mindre være et brud med traditionen og en ny retning for forholdet mellem stat og folkekirke i Danmark, der har gjaldt siden Grundlovens indførelse, og som kræver fingerspitzgefühl og viljen til løbende dialog.

Flere helligdage skrives ud af loven

Der er god grund til kritik af regeringen fra både kirkelig side og arbejdsmarkedets parter, når regeringen i praksis ikke skaber tid og rum for en grundig dialog om en så drastisk beslutning. Det er kort og godt et brud med den danske model – også hvad angår forholdet mellem kirke og stat.

Derfor bør forslaget om at fjerne Store Bededag tages af bordet, og dialogen mellem kirkeministeren og de kirkelige aktører genoptages.
Det undrer os, at regeringen er ved at fjerne århundrede gamle helligdage med henvisning til, at det skal finansiere et øget forsvarsbudget. Vi har haft råd til at bibeholde Store Bededag i andre krisetider.

Men er der da ikke bare tale om en enkelt helligdag? Både ja og nej. I lovforslaget, der nu er til behandling i Folketinget, ønsker regeringen at gøre Store Bededag til en almindelig arbejdsdag. Men derudover foreslår regeringen, at den samlede betegnelse ‘helligdage’ erstattes med benævnelsen af de enkelte lukkedage: 1. og 2. juledag, nytårsdag, skærtorsdag, langfredag og så videre.

Fremover vil der altså alene henvises til lukkeloven, mens helligdagene i det “kristne land” Danmark er skrevet ud af loven. Det vil unægtelig gøre det bekymrende meget lettere for regeringen fremover at fjerne disse helligdage uden forpligtelsen af at være i kritisk samtale med de kirkelige parter.

Ministeren vender ryggen til traditionerne

Noget andet, som kirkeministeren fremhæver i sit interview med Altinget, er argumentet om, at “folkekirken er et meget mere sammensat billede end blot biskopperne”. Det er helt rigtigt – et argument heller ikke biskopperne kan være uenige i.

Den massive kritik af lovforslaget, som kirkelige aktører har fremført i medierne og i de høringssvar, man har haft den usædvanlig korte frist på kun syv dage til at indsende, viser netop, at folkekirken vitterligt er mere end biskopperne, og at dette er et principielt anliggende for hele kirken. Det gælder både folkekirken, den katolske kirke, den ortodokse kirke, frikirkerne samt en bred vifte af kirkelige organisationer og foreninger.

Ved at fremhæve Højesterets dom fra 2017 bevæger kirkeministeren sig væk fra det dialogiske forhold mellem stat og folkekirke, som i øvrigt er landets største “forening” med mere end 73 procent af befolkningen i sin medlemsskare. Det er den forkerte vej at gå. I stedet bør ministeren og de kirkelige aktører genoptage dialogen.