Ny programchef i ADRA Danmark

Også på posten som programkoordinator er det kommet et nyt ansigt i ADRA.

Jon Kristiansen startede 1. januar 2023 som programchef i ADRA Danmark.

Den dansktalende nordmand Jon Kristiansen er fra 1. januar 2023 blevet ansat som programchef i ADRA Danmark. Han har gennem 15 år været ansat i Røde Kors.

Jon er 45 år, far til to, og for nylig hjemvendt fra en stilling som landechef i Malawi for Røde Kors. Med i kufferten har han 18 års erfaring i NGO-branchen, hvoraf de seneste 15 er opnået i førnævnte organisation.

Vil tiltrække flere midler

I ADRA Danmark, hvor han afløser Helene Ellemann-Jensen, skal Jon lede programafdelingen, som har ansvar for samarbejdet med ADRA-partnere verden over. Afdelingen har i alt 8-9 faglige medarbejdere. Med jobbet i ADRA ser Jon frem til at arbejde i en mindre organisation.

”På trods af min mere overordnede ledelsesfunktion glæder jeg mig til at opleve nærhed til projekterne i felten. Selvom jeg ikke skal nørkle med programtekniske detaljer i 60-siders rapporter, får jeg alligevel mulighed for at have fingrene i substansen, når jeg faciliterer mine medarbejdere,” siger ADRA Danmarks nye programchef.

Jon har en ambition om at tiltrække flere støttemidler og indgå flere partnerskaber med donorer, der har samme strategiske interesser som ADRA Danmark. Fokus er at kunne hjælpe endnu flere mennesker til et værdigt liv.

Pension efter 22 år

Programkoordinator Bjørn Johansen gik på pension 1. januar efter 22 år i ADRA.

Programmedarbejder Bjørn Johansen er gået på pension efter at have tjent ADRA Danmark gennem 22 år.

”Det er ikke med vores gode vilje, at vi må sige farvel til Bjørn. Hans brede viden, skarpe kompetencer og solide erfaring fra mange års arbejde i ADRA Danmark er et stort tab for os.  Vi vil savne Bjørn – både professionelt og menneskeligt. Hans evige glimt i øjet, humor og lune omgangsform er helt unik,” siger ADRA Danmarks generalsekretær, Jens Vesterager.

Selv udtrykker den 68-årige Bjørn Johansen, at han nu ønsker at bruge tid og ressourcer på samvær med hustruen Annemarie, deres to døtre, svigersønner og ikke mindst de seks børnebørn. Ægteparret er gennem mange år kommet i Nærum Adventistkirke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tidligere lærer

Bjørns bidrag til ADRA har omfattet projekter i blandt andet Kosovo, Uganda, Sydsudan, Malawi, Burundi, Yemen og senest Tanzania. Han er oprindeligt uddannet skolelærer og havde været både underviser og skoleleder, senest på en kristen friskole. Efter sin ansættelse hos ADRA tog Bjørn en Master i International Development på Andrews University i England.

På sine mange feltrejser har Bjørn befundet sig i væbnede konfliktområder, i små skramlende og faldefærdige propelfly og i andre faretruende situationer, der mere end en gang har fået ham til at folde hænderne i håb om beskyttelse fra oven, skriver ADRA Danmark.

Agronomstuderende Julie Rønnow Gibson er ny programkoordinator for Tanzania.

Bjørns afløser

Bjørn Johansens afløser hedder Julie Rønnow Gibson. Hun har tidligere været studentermedhjælper, men er nu blevet ADRAs programkoordinator for Tanzania. Ved siden af arbejdet læser hun til agronom.


Artiklen fortsætter efter annoncen: