Tyrkiske kirker forventer vækst

I denne tid er Umut travlt optaget af at hjælpe ofre for jordskælvene i Tyrkiet. Der gik ikke lang tid, før han og andre konvertitkristne havde organiseret en nødhjælpsindsats for de nødlidende, som også støttes af Dansk Europamission.

Umut er uddannet sociolog. Han har i en årrække været generalsekretær i Sammenslutningen af Protestantiske Kirker i Tyrkiet og taler således på vegne af konvertitkirken i Tyrkiet over for myndighederne. Han er også pennefører på paraplyorganisationens årlige rapport om menneskerettigheds-krænkelser mod protestantiske kristne.

Som præst i en af Tyrkiets ældste kirker, bestående af etniske tyrkere, der er konverteret fra islam, har han det historiske overblik over udviklingen for konvertitkirken – en udvikling, der har været positiv de senere år. Dansk Europamission hjælper denne kirke med ledertræning og menighedsplantning.

Undertrykkelse

– Bliver kristne forfulgt i Tyrkiet?

– Det er forkert at sige, at kristne forfølges i Tyrkiet. I Vesten tales der meget om forfølgelse, men i Tyrkiet sondrer vi mellem forfølgelse og undertrykkelse. For os betyder forfølgelse, at kirker lukkes og brændes, at kristne arresteres, konvertitter sættes i husarrest af deres familier, og præster trues. Der er Tyrkiet ikke i øjeblikket og har ikke været det i nogle år. Det vil være forkert over for vore brødre og søstre i Iran og Pakistan, der forfølges, hvis vi sagde, at vi også forfølges. Vi bruger i stedet udtrykket undertrykkelse, som fx betyder, at vi ikke har lov til at holde gademøder. Desuden oplever mange tidligere muslimer modstand fra deres familie og studiekammerater, når de bliver kristne. Kristne tvinges til islam-undervisning i skolen. Der er også forsøg på at lukke kirker med ikke-saglige begrundelser. Nogle kristne bliver stigmatiseret i medierne, eksempelvis missionærer. At være missionær fremstilles som noget kriminelt.

– Er der regionale forskelle?

– I hver region i landet kan man finde undertrykkelse. I påsken sidste år, i Sortehavsregionen, ville vor menighedsplantning fejre påske på et hotel og inviterede offentligt til mødet. Demonstranter ville ikke have en kirke i regionen og protesterede, så politiet måtte beskytte de kristne. Ejeren, der havde udlejet lokalet til kirken, blev truet ligesom en håndværker, der renoverede kirkens lokale, blev udsat for fysisk vold. Det er en kirke, som Dansk Europamissions forbedere og givere støtter. Noget lignende er sket i den sydøstlige del af landet, hvor en præst fortalte, at der i medierne blev vist billeder af hans familie og ham selv, og de blev fremstillet som en trussel. I mindre byer er risikoen større. Men omvendt har vi kristent tv, vi har kristne boghandler, vi kan lovligt mødes i kirker, og vi kan evangelisere. Det ville være forkert at sige, at vi forfølges på samme måde som vore brødre og søstre i andre lande.

Politiet hjælper

– Tager politiet kristnes henvendelser alvorligt?

– Ja, politiet tager truslerne alvorligt. I julen kom anti-terrorpolitiet til vor kirke og fortalte om en mulig trussel. De fortalte, at de ville beskytte os, og de sikrede sig, at vore sikkerhedskameraer virkede, og at de kendte vore mødetidspunkter. Der kan være undtagelser, men generelt beskytter politiet os konvertitkristne. Det er ikke nødvendigvis, fordi de kan lide os, men fordi det er deres arbejde at beskytte os.

– Får kristne en retfærdig behandling ved domstolene?

– Ved domstolene bliver en person, der angriber kirker, ofte undskyldt, eksempelvis med at han er psykisk syg, uden at han er det, og løsladt tidligt. Hvis det samme angreb fandt sted mod en moske, ville dommen være hårdere.

– Kommer undertrykkelsen så fra civilsamfundet eller myndighederne?

– Hvis medierne promoverer nationalisme, kommer der pres fra civilsamfundet. Lokale medier og politikere kan udtale sig hårdt mod kristne. Regeringen lægger ikke pres på kristne i øjeblikket.

– Hvordan deler I evangeliet med muslimer?

– Vi var muslimer, og vore naboer og familie er muslimer. Det er ikke svært at finde muslimer, da 99,9 % af tyrkerne er muslimer. Det giver muligheder for samtale, når jeg siger, at jeg er kristen og på samme tid tyrker. Det overrasker nemlig folk. Det er derfor bedst, at kristne med muslimsk baggrund rækker ud til muslimer. Vi ser ofte, at venner og familiemedlemmer bliver kristne. Det spreder sig, og vi har et eksempel, hvor 40-50 personer i én familie er blevet kristne, blot fordi én person blev kristen. Vi skammer os hverken over evangeliet eller ved at sige, at vi er kristne. Ved kirkens sidste julefejring kom 500 deltagere, men der var kun plads til 350 i bygningen. 150 kunne derfor ikke komme ind. Mere end halvdelen var ikke-kristne! Når jeg taler med andre præster fra hele landet, siger alle det samme. Der er stor interesse for kirken lige nu, særligt fra muslimer. Vi ser også stor interesse fra syrere og iranere.

Åndelig søgen

– Hvad er årsagen til den åndelige søgen?

– Den første årsag er politisk, da der har været en muslimsk regering i landet, der har skabt en modreaktion. Folk søger alternativer. Sociologisk er kirken blevet mere og mere synlig, og mange ønsker at finde ud af, hvem vi er. Åndeligt set har kristne i hele verden bedt, grædt og evangeliseret, og mange frø er plantet over årene. De bærer nu frugt. I de kommende år tror jeg, at kirken får en mere kraftig vækst. Vi venter en vækkelse, stor eller lille. Mørket vokser, og der er økonomisk krise – men i mørket skinner lyset fra Jesus.

– Hvor meget af landet er unået?

– Der bor 80 millioner, men der er anslået 7.000 konvertitkristne. For 50 år siden var der mindre end 10 kristne med muslimsk baggrund. Der er i øjeblikket omkring 170 kristne fællesskaber. Mere end halvdelen af alle større tyrkiske byer har ingen kirker. Også i landsbyerne er der ofte ingen kirker. Derfor er det tyrkiske folk måske verdens mest unåede folkegruppe, også i diasporaen.

– Hvad kirkens største udfordring netop nu?

– At forblive ét. Næsten alle protestantiske samfund tjener sammen i enhed. Det er nogle gange udfordrende at bevare enheden. Men hvis vi mister enheden, vil kirkerne vende blikket indad i stedet for at udad på de fortabte, der ikke kender Gud. En anden udfordring er, at den økonomiske krise får nogle kristne til at flytte til Vesteuropa eller USA. Omvendt hører folk evangeliet, kirken vokser og bliver mere moden. Der er nye tyrkiske familier, en ny tyrkisk kultur og en ny vidunderlig generation, der vokser frem. Den tyrkiske kirke er fuld af håb. For Gud gør vidunderlige ting. De syge bliver helbredt, og de bundne bliver udfriet for dæmoner. Derfor er jeg fuld af håb på vegne af kirken i Tyrkiet, slutter Umut.