Veteranen Tim blev adopteret

Tim fandt en ny ramme og hverdag som overfodermester for Ole Kirks akvarium på soldaterhjemmet i Varde efter utallige udsendelser i krig.

Skt. Hans aftensdag kørte Tim Nørreby Larsen på en vejsidebombe i en kolonne med tidligere forsvarschef Jesper Helsø.

– Var det et angreb på ham eller på mig? spørger Tim, der kørte bilen.

– Heldigvis var der kun materielle skader, og jeg blev så vred. Hvorfor i alverden havde man forsøgt at slå mig ihjel? I det øjeblik var afghanske menneskeliv ikke højt på min rangliste, indtil vi havde fået debriefet.

Noget sad i mig

Tim kom tilbage til basen i Afghanistan og blev debriefet med de andre, der var ude at køre på opgaven.

– Formålet var ikke at pege fingre, men at tale forløbet igennem og lære af det. Jeg opdagede ikke, der var noget, som sad i mig på det tidspunkt. Jeg var tilfreds med, at alle agerede, som vi havde lært.

– Hvert år skænker jeg mig en lille whisky eller rom denne helt specifikke dag og skåler for mig selv og siger ”tak”. Er der nogen, der lytter, har jeg det fint med det. Jeg er ikke religiøs som sådan, men har brug for at sige tak, siger Tim Larsen, der både har været dronepilot, i artilleriet, i efterretningstjenesten, ingeniørsoldat, ammunitionsrydder, i en udrykningsstyrke og kampvognsenhed.

Tak for jeg er i live

Tim Nørreby Larsen har været udsendt til Eritrea og har været i Afghanistan seks gange. Hver gang har han meldt sig frivilligt. Da han kom hjem start marts 2011, sagde han tak for denne gang.

– Jeg var træt. Nogle psykologer vil måske kalde det en depression. Jeg gad ikke stå op, spise, gå i seng, snakke med nogen. Jeg har ikke snakket med nogen læger om det, for jeg følte mig ikke syg, men vidste, det var noget, der skulle overstås. Men så fandt jeg soldaterhjemsleder Erik (Hein) og den veteranfaglige medarbejder Thomas (Jakobsen) på soldaterhjemmet i Varde. Det hjalp mig med at komme videre, fortæller den tætbyggede soldat. I dag søger han sit første civile job, siden han blev værnepligtig i 1995.

Soldaterhjemmet ændrede min retning

– Jeg ville være gået glip af mange ting, hvis jeg ikke havde haft KFUM’s Soldatermission. ”Kuffen”, som vi kalder den, har givet mig nogle rolige rammer og en struktur, fortæller Tim Larsen.

– Heldigvis er Soldatermissionen knyttet til alle de steder, jeg har været som soldat. Man kan altid få et godt måltid mad og en hjemlig hyggelig atmosfære. Det har jeg altid brugt, også i Afghanistan. Det var et sted, jeg kunne slappe af og tale med ligesindede, siger den 49-årige ex-soldat.
KFUM’s Soldatermissions soldaterhjem forsøger at være i krydsfeltet mellem det militære og private liv som civil.

– Der skete nogle ting i mit privatliv, der gjorde, at jeg fik brug for at tale med nogen og få nogle informationer fra en helt anden side af verden, som jeg ikke var vant til.

Hvirvlet ind i bordbønnen

– Selvom jeg ikke er religiøs, har jeg haft rigtigt mange dejlige samtaler, hvor Erik har prøvet at beskrive ting fra hans kristne tro uden at omvende mig. Men han har fundet nogle punkter i sit eget liv, hvor han også har prøvet nogle af de ting, jeg har været ude for. Så fortalte han om, hvordan han tacklede det. Det har givet mig rigtig meget. Jeg har på ingen måde følt mig som missionsobjekt, beretter den hårdhudede soldat.

– Nogle gange kommer jeg på hjemmet lige til de skal spise frokost. Jeg bliver altid budt med ind, selvom det kun er for de ansatte. Så deler de deres mad med mig.

– De beder bordbøn, og der kommer nogle gange en lille andagt, som Erik holder og som er passende. Jeg bliver hvirvlet ind i bordbønnen og sidder og smiler og siger tak. Det rører mig, at de har mig i deres tanker. Det er jeg meget benovet over. Det behøvede de ikke, men jeg oplever mig som at være blevet adopteret, fortæller Tim Nørreby Larsen.

Fisken gav struktur

Der manglede noget liv på soldaterhjemmet. På Andtvorskov soldaterhjem havde de en papegøje. Livet var ved at gå i fisk i Varde. Men så fik Thomas pludselig fat i Ole Kirks akvarium, så det kom fra LEGO til Varde Soldaterhjem.

– En aften spørger Thomas ved et veteranarrangement, om nogle kunne tænke sig at være fiskeansvarlige og med til at bygge det op. Det lød sindssygt spændende. Mit eneste krav var bare, at jeg ikke var alene om det.  – Overfodermester, siger Tim og tygger på ordet.

– Så er man noget. Jeg sørger for, der ikke bliver overfodret, fortæller Tim med et smil. Han har nu fået tre akvarier op at køre og fået overskud til sit eget akvarium derhjemme.

Virkelighedsflugt

– Akvarierne har betydet, at jeg har fået en ro og rutine i denne periode af mit liv, hvor livet er kikset lidt for mig, og jeg skal starte forfra.

– Flere af mine tidligere kollegaer kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare har slået mig på flasken, ligesom dem, fordi mit liv i en periode har været ødelagt. Men det var jo den nemmeste undskyldning. Heldigvis var det ansvaret og rammerne om Soldaterhjemmets akvarium, der hjalp mig igennem. Her kan jeg slå hjernen fra, når jeg renser akvarier. Ja, det er en lille virkelighedsflugt, men uden at flygte fra det konkrete, jeg har gjort. Det giver min hjerne fred og ro.

Jeg opdagede ikke, der var noget
som sad i mig på det tidspunkt.

– Jeg griner ikke så meget, når jeg er alene, beretter Tim tørt. Men det gør jeg på Soldaterhjemmet. Bare gåturen på tyve minutter op til Soldaterhjemmet, til de mennesker, der spørger mig om alt muligt andet end soldateriet, gør, at jeg kan læne mig tilbage. Det løfter også mit humør at få kufpigerne til at grine, smiler overkonstabelen af 1. grad.

Ræk hånden op for at få psykologhjælp

– Jeg skal helst have ryggen fri, når jeg er sammen med mange mennesker. Jeg har det bedst med at sidde med ryggen mod en mur fremfor midt i et lokale. På et loppemarked med borde hele vejene rundt har jeg svært ved at gå midt markedet. Jeg har det bedst med kun at koncentrere mig om de 180 grader foran mig. Jeg er helt sikker på, at hvis man spørger nogle psykologer, vil de tale om traumer. Andre veteraner har behov for ro, både støjmæssigt og ikke for mange ting i gang på en gang.

– Da mine kammerater kom hjem fra Eksjugoslavien, blev de sat i en stor sal, og så sagde officeren, at man kunne række en hånd op, hvis man havde brug for en psykologsamtale, for så kunne de gå ned til en psykolog nede bagved.
I dag får alle befalet 15 minutters individuel psykologsamtale, når vi kommer hjem til Danmark for at sikre os, at soldaten lander i fornuftig orden, fortæller Tim.

Et broderskab

Danmark har sendt soldater til Eksjuguslavien, Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Adenbugten, Mali, Libanon, Hormuz-strædet, Guinea-bugten og mange flere steder – og nu Baltikum.

– Ligesom brandmænd og politifolk opstår der blandt soldater et broderskab, fordi vi har oplevet noget stærkt sammen. Når vi mærker tomrummet derhjemme, har vi brug for at genbesøge disse fællesskaber. Jeg er ikke til motorcykler og rygmærker, siger Tim Larsen.
Hver anden onsdag er Tim med til veteranarrangementer.

– Vi har det til fælles, at vi har været udsendt. Disse lighedspunkter gør, at vi kan hjælpe hinanden. Når vi sidder her et par timer og bygger plastikmodeller af fly, kampvogne, traktorer, lukker vi verden ude, medens vi nørder med at lime to stykker plastik sammen. Der er vi tilbage i værkstedshumoren, der ikke altid er børnevenlig, forkynder Tim.