Fremmede i natten

Endnu engang måtte vi stoppe på grund af vejarbejdet på de små New Zealandske landeveje. Køreturen fra Auckland til Bjerget Mount Taranaki blev langt længere end regnet med, og vi ankom først, da lyset langsomt begyndte at forsvinde. Nu er det 2 uger siden, og min mand og jeg har lært én ting – dagen kan udforme sig meget anderledes, end man forventer.

Da vi langt om længe ankom til parkeringspladsen, hvorfra vores vandretur skulle begynde, skyndte vi os at pakke tasken og bevæge os op mod den lille sø i bjerget, som ville skinne bjergets genskær, hvis vi nåede derop, før solen gik ned. Op, op og op det gik ad den snoede bjergsti, som flugtede sig gennem regnskoven.

Vi havde benene på nakken, da vi havde et andet lille problem – vi skulle ned igen gennem den mørke regnskov på de skæve trin, og det var kun med til at øge spændingen, at vores eneste form for lyskilde var mobilerne, der levede på de sidste stregers batteri. ”Hvad nu, hvis det er fuldstændigt mørkt, og vi skal gå i flere timer ned gennem den mørke, mørke skov uden lys?” – mange tanker gik gennem mit hoved. Men vi besluttede os at fortsætte.

På vejen talte vi om, hvad ordet ”velsignelse” egentligt betyder. Nogle gange oplever vi bibelske ord blive brugt på en vag måde, der gør, at ordet mister sin værdi. Vi havde svært ved at komme frem til, hvad den egentlige definition af ordet var.

Lyset svandt langsomt væk i horisonten, og vi begyndte at løbe resten af turen op. I sidste minut nåede vi søen, og med de sidste stråler bag bjergene kunne vi ane skæret i søen. Kulden var begyndt at bide i huden som vi stod der i vores korte shorts og t-shirts. Vi så frem mod en meget lang og kold aften foran os.

Men aftenen viste sig at blive en helt anden.

Oppe ved søen mødte vi en stor familie, 7 voksne og 5 små børn, som var vandret hele vejen tidligere på dagen. De havde booket den lille og eneste hytte i bjerget. Da de så os, gav faren straks sin jakke til mig, imens vi så på stjernerne, der begyndte at titte frem. Familien gik tilbage til hytten og inviterede os til at komme til varm kakao og få varmen, inden turen gik ned igen.

Da vi kom til hytten, efter at have kigget længe på stjernerne, blev vi meget overraskede. Familien havde lagt børnene til at sove på 3 madrasser, så vi kunne få 2 af madrasserne og sove foran brændeovnen i stuen. Ikke nok med det havde de også lavet mad og kakao til os, og efter et kvarters tid kom en af de unge kvinder med noget tøj til os begge, så vi kunne holde varmen.

En kold og mørk aften viste sig at blive en meget rørende aften, hvor jeg ikke kunne tænke på andet end Jesus, der siger: ”I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på.” Matt 25:35-36

Og jeg tænkte ved mig selv: “Det her er velsignelse”.