Hvordan kan man yde åndelig omsorg i et fortravlet sundhedsvæsen?

En hospicesygeplejerske fortæller:

”Morten var i trediverne og indlagt på hospice med fremskreden cancer. Han var gift med Elisabeth. Efter mange års forgæves forsøg var de blevet forældre til Søren, som nu var to år. Morten var besluttet på at få det bedre, komme hjem og få en god tid sammen med familien, inden han skulle dø. Hver gang døden kom på tale, sagde han: ”Jeg vil ikke tale om døden. Jeg vil fokusere på livet.”

Som aftenvagt passede jeg Morten hver anden uge, og vi fik en god kontakt. Jeg respekterede hans ønske om ikke at tale om døden. Morten blev tiltagende træt og svag. En aften græd han: ”Jeg vil ikke dø! Jeg vil leve for min kone og mit barn!” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var der bare, tog hans hånd og udtrykte bagefter min påskønnelse af hans åbenhed og evne til at sætte ord på sin smerte.

Morten trykkede mig i hånden og sagde: ”Tak fordi du ville lytte.” ”Der er desværre ikke andet, jeg kan gøre for dig,” svarede jeg. Da jeg kom ud på gangen, tænkte jeg: ”Jeg kunne også have tilbudt at bede for ham”. Men Morten havde aldrig udtrykt interesse for noget åndeligt. Han vil nok opleve det anmassende, hvis jeg tilbyder bøn. Jeg var også bange for at ødelægge den gode relation.

På den anden side kunne jeg ikke vide, om han ønskede det uden at spørge, og mine tvivl skulle ikke hindre ham i at få tilbuddet. Jeg besluttede at spørge – og forberedte mig på en afvisning. Da jeg senere var inde hos ham, sagde jeg: ”Jeg sagde før, at jeg ikke kunne gøre andet for dig end at lytte. Men der er én ting mere, jeg kan gøre, hvis du ønsker det: bede en bøn for dig. Vil det være for grænseoverskridende for dig, må du bare sige fra.”

Til min overraskelse svarede Morten: ”Vil du virkelig bede for mig! Det må du meget gerne!” Jeg spurgte, om han også ønskede at bede, hvortil han svarede, at han aldrig havde bedt højt før, så han ville helst, hvis jeg bare bad. Morten græd, mens jeg bad, og da jeg var færdig, begyndte han – selv om han havde sagt, at han ikke ville bede – at råbe sin fortvivlelse ud til Gud.

Næste aften kom Elisabeth og spurgte fra Morten, om jeg ville bede sammen med ham igen, ”for det har virkelig forløst noget i ham”, sagde hun. Vi bad sammen hver af de følgende aftener. Jeg nævnte Mortens fortvivlelse i sygeplejejournalen, og at bøn havde lettet ham. Jeg gik fra til friuge, og da jeg kom tilbage ugen efter, var Morten død.” (Forkortet, anonymiseret fortælling fra Dansk Kristelig Sygeplejeforenings hjemmeside om åndelig omsorg https://www.aandeligomsorg.dk/Default.aspx)

Hvad er vilkårene for åndelig omsorg?

Gik sygeplejersken her over stregen? Hvornår er det tilladt for sundhedsprofessionelle at bede sammen med en patient? Åndelig omsorg retter sig mod både eksistentielle og religiøse problemstillinger som i ovenstående eksempel. Det er en del af omsorgen og dermed noget, vi som professionelle fagpersoner må tage vare på, hvis vi ønsker at møde patienterne som hele mennesker.

Men åndelig omsorg har haft svære vilkår i vores naturvidenskabeligt orienterede sundhedsvæsen. Forskning bekræfter, at åndelige og eksistentielle behov ikke altid bliver imødekommet i et moderne sundhedsvæsen. Årsagerne er bl.a., at de sundhedsprofessionelle er præget af den biomedicinske tilgang, er berøringsangste, oplever usikkerhed og mangler sprog og kompetencer til det religiøse.

Den gode nyhed er, at der forskes i åndelig omsorg som aldrig før. Professor i åndelig omsorg Niels Christian Hvidt understreger, at ”Åndelighed er en naturlig del af menneskelivet og bør derfor også være integreret i sundhedsplejen”. Senest har forskning fra 2021 vist, at 80 % af danskerne har åndelige og eksistentielle behov, forstået bredt.

Nøglen er den sundhedsprofessionelle selv

Redskabet er, ifølge sygeplejeforsker Vibeke Ø. Steenfeldt, ”i høj grad sygeplejersken selv og hendes egen sanselighed. Det handler om at have en åben og nærværende tilgang til patienten og ægte interesse for, hvad der rører sig.”

Ifølge Cand. Psych., Ph.d. og forsker Dorte Viftrup drejer det sig også om, at åndelig omsorg anerkendes som en essentiel del af ens professionelle virke. At man i relationen med patienten og de pårørende skaber et rum, hvor det er legitimt at tale om håb, skyld, tro og tvivl. Et rum, hvor den sundhedsprofessionelle tør bringe sig selv i spil, være sansende sårbart til stede, invitere til dialog om eksistensen og aktivt bidrage til at bringe det åndelige på banen, således at patienten ikke bærer dette ansvar alene”.

Alle kan yde åndelig omsorg!

Man behøver ikke at være specielt religiøs for at kunne yde åndelig omsorg. For åndelig omsorg er mere end den religiøse del af omsorg. Men det kan ifølge Niels Christian Hvidt være svært at møde patienten på et eksistentielt plan, hvis man er usikker på, hvor man selv står. Hvis man derimod hviler i sit eget fundament, er man fri til at møde patienten, hvor han er – uanset om man deler hans livsholdning eller ej.

Ifølge Dorte Viftrup og Annette Langdahl savner sundhedsprofessionelle denne bevidsthed om eget ståsted. Der er brug for, at sundhedsprofessionelle bliver bevidste om egne følelser og værdier og bliver klædt på til at yde åndelig omsorg. Denne udfordring har Dansk Kristelig Sygeplejeforening taget op ved at afholde kurser i åndelig omsorg. Kurserne holdes på hospices, sygehusafdelinger, i hjemmesygeplejen og i DKS-regi.

Hvad er åndelig omsorg så?

En definition, som ofte anvendes, er formuleret af de norske sygehuspræster Stifoss-Hanssen og Kallenberg: ”Åndelig omsorg er det at være opmærksom på patientens eksistentielle spørgsmål og ressourcer, at lytte til den mening, disse har i patientens livshistorie, og at hjælpe patienten i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes livssyn”

Mere kortfattet siger sygeplejeforsker Vibeke Østergaard Steenfeldt, at åndelig omsorg er ”den indsats, der knytter sig til patienters religiøse og eksistentielle behov, spørgsmål, problemstillinger og livsudfoldelse”.

Er der tid til det?

Sygeplejerske og forfatter Anne Elsebet Overgaard hævder, at der altid er ’tid nok til, at den enkelte oplever sig set’. Vi må fokusere på kvalitetstid frem for kvantitet af tid. For ofte har vi kun øjeblikke hos patienten. Men et øjeblik, hvor du oplever dig set, mødt og forstået, kan være helende. Både for krop og ånd.

Kronikken er en redigeret udgave af en artikel i Kristelig Lægeforenings årsskrift 2022. Hent kronik eller den fulde artikel inkl. referencer på Dansk Kristelig Sygeplejeforenings hjemmeside her: https://dks-forum.dk/hvad-er-aandelig-omsorg/

Den er skrevet af sygeplejerske, MEVO og udviklingskonsulent i Dansk Kristelig Sygeplejeforening Annette C. Langdahl og pensioneret hospicesygeplejerske og seniorrådgiver i Dansk Kristelig Sygeplejeforening Grete Schärfe Begge er involveret i DKS’ kursus ’Åndelig omsorg i praksis’. Læs mere her:
 https://dks-forum.dk/aandelig-omsorg-kursus/