Kapringen af Sabena Flight 571

Israel fylder 75 år den 14. maj 2023. Denne sande historie kunne være et billede på Israels 75 års historie!

Af Jørgen Vium Olesen. Arkitekt. Tidl. dir. for Forlaget Scandinavia

Den 8. maj 1972 fløj et belgisk Sabena fly 571 fra Brussel til Israel med 90 passagerer, hovedsaglig jøder. I Wien lykkedes det 4 terrorister fra Sorte September, den palæstinensiske terrororganisation, at komme ombord med våben, håndgranater og to bælter med bombesprængladninger.

Flyet blev kapret, og den britiske kaptain Reginal Levy blev tvunget til at lande i Lod Lufthavn, nu kaldet Ben Gurion Internationale lufthavn, i hjertet af Israel. Terroristerne forlangte 315 fængslede terrorister frigivet fra israelske fængsler. De skulle udveksles med de 90 passagerer i det kaprede fly.

Hvis ikke dette skete, ville flyet blive sprængt i luften med alle 90 passagerer ombord.

Udfordring for Israel

I 4 år fra 1968 til 1972 var der 326 kapringer af fly. På trods af dette høje tal var der ingen terrororganisation, der havde forsøgt at lande i Israel. Hvordan ville Israel takle denne yderst spændte situation? Uden at flyet blev sprængt i luften, og de 90 uskyldige passagerer blev dræbt? Ved denne flykapring blev jøderne placeret bagerst i flyet, for at signalere, hvem det var, man først ville dræbe?

”Forhandlinger”

Forsvarsminister Moshe Dayan begyndte straks forhandlinger med terroristerne for at vinde så megen tid som muligt til planlægning af en befrielsesaktion. Benjamin Netanyahu, Israels nuværende præsident, var den gang officer i en speciel eliteenhed, kaldet Sayeret Matkal. Denne enhed på 16 mand blev bedt om at tage ansvar for at befri passagerene. Man fandt hurtigt ud af, at der var flere indgange til flyet, bl.a. over hver vinge, som kunne åbnes udefra.

Flyet skulle repareres

Ved forhandlingerne med terroristerne aftalte Moshe Dayan, at flyet skulle efterses og repareres. Et dæk, der uheldigvis var punkteret (af israelerne), skulle skiftes, før flyet kunne flyve videre til et arabisk land, som terroristerne ville vælge. Man simulerede, at de 315 fanger allerede var ankommet i busser til lufthavnen og kunne ses fra cockpittet.

Det blev aftalt, at de 16 ”mekanikere”, der skulle efterse og reparere flyet, skulle kropsvisiteres for våben af det Internationale Røde Kors, inden de kom ud til flyet. Dette skulle ske på en sådan måde, at terroristerne kunne se hele optrinet fra flyet og godkende det.

Benjamin Netanyahus selvbiografi udkom i 2022.

Netanyahus beretning

Benjamin Netanyahu indleder sin bog: ”BIBI, my story” med at fortælle om denne aktion imod flykapringen i Lod Lufthavnen. Han og 2 andre fik til opgave at komme ind i flyet fra én af indgangene over vingerne. Ehud Barak, der var leder af aktionen, og som i øvrigt senere blev én af Israels præsidenter, ville give et fløjt som tegn på, at aktionen kunne gå i gang.

Aktionen sættes i gang

Da fløjtet lød, brød Netanyahu og hans 2 mænd ind fra indgangen på vingen, hvor døren gav efter, så de kunne komme ind i flyet. Der var 2 mandlige og 2 kvindelige terrorister. En af de mandelige terrorister skød efter Netanyahu, men ramte ulykkeligvis en ung kvinde i panden, som faldt forover og døde på stedet. Terroristen løb op imod cockpittet, hvor han blev skudt af én af de israelere, der trængte ind igennem dørene foran i flyet. Den anden mandlige terrorist blev også hurtigt uskadeligjort.

Netanyahu som ung soldat i den Israelske hær.

”Her er en af dem”, råbte en af passagerene og pegede på en kvinde, der sad ved siden af hende. Hvorefter Netanyahu greb fat i hende og pressede hende ned mod hendes fødder, idet han råbte: ”Hvor er sprængladningerne?”, da han frygtede, at de ville blive detoneret og flyet sprængt i luften. En anden israeler, Marco Ashkenazi, råbte til Netanyahu: ”Jeg klarer hende”, hvorefter han slog hende i hovedet med sin pistol, men idet han gjorde det, gik der et skud af, som ramte kvinden og fortsatte ind i Netanyahus venstre arm.

De 2 kvindelige terrorister, Halsa og Rima Tannous, overlevede og blev taget til fange. De fik begge livsvarige fængselsdomme. Halsa fik 220 år, men de blev begge frigivet i en fangeudveksling i november 1983 for om muligt at få fred efter krigen i Libanon i 1982. De 2 mandelige terrorister blev dræbt. Kun én civil blev dræbt, den omtalte unge kvinde. Netanyahu var den eneste sårede af de 16 ”mekanikere”, der befriede hele den øvrige besætning og alle passagererne.

Det skud, som Netanyahu havde fået i sin arm, gik ikke igennem nogle knogler og beskadigede ikke nerver, så han blev hurtigt rask og udskrevet efter aktionen.
Netanyahus ældre bror Yoni Netanyahu havde overværet det hele. Han mente, før de gik i gang, at han skulle træde i broderens sted, da han var ældre og mere erfaren. Men det satte Ehud Barak sig imod.

Entebbe aktionen

Passagerene blev befriet igennem dørerne over vingerne, der kunne åbnes udefra.

Men Yoni kom i aktion 4 år senere, den 4. juli 1976 i Entebbe, Uganda, hvor 2 palæstinensiske og 2 tyske terrorister havde kapret et Air France fly på vej fra Tel Aviv til Paris via Athen. Denne gang blev flyet ledt til Uganda i Afrika. Terroristerne mente, at de var uden for Israels rækkevide og blev beskyttet af den muslimske diktator Idi Amin. Men terroristerne tog fejl.

De 102 passagerer blev befriet ved en natlig israelsk aktion, ledet af Netanyahus bror Yoni, som fløj til Uganda med 2 Herkules fly, en sort Mercedes med en person, klædt ud som Idi Amin, for at overraske og vildlede de ugandiske soldater, der bevogtede Enteppe lufthavnen.

Netanyahus bror dræbt

To civile blev dræbt i den krydsild, der opstod. En tredje civil døde senere af sine sår. En soldat blev såret i nakken og forblev lam hele livet. Der var desuden en ældre kvinde, Dora Bloch, der var blevet indlagt på et hospital før aktionen. Hun blev myrdet dagen efter aktionen – på en direkte ordre fra Idi Amin. Der var nogle få andre af soldaterne, der fik lettere sår, men den eneste militærperson, der måtte ofre sit liv, var Yoni, Netanyahus ældste bror.

Israelerne tilintetgjorde samtidigt nogle MIG jetjagere, der stod i den militære del af lufthavnen, så de ikke kunne forfølge Herkules flyene på vej til Israel.
Denne aktion var begyndelsen til diktatoren Idi Amins fald, fortæller Netanyahu i sin bog. Dette blev han fortalt, da han mange år efter besøgte Enteppe Lufthavnen.

Da Netanyahu hørte om Yonis død: ”følte jeg det som om mit liv var slut. Jeg ville aldrig komme over det”.

Kampen imod terrorisme

”Iddo, min lille bror, og jeg har siden forstået det offer, som Yoni gav den skæbnesvangre nat i Entebbe lufthavn, og det eksempel han var for os begge.”
Det har hjulpet os igennem ufattelig sorg. Jeg er blevet hjulpet igennem en kamp imod terrorisme, og det har siden ledt mig til at være Israels længsttjenende premierminister,” fortæller Netanyahu.

”Da jeg i et TV-interview i 2011 blev spurgt om, hvordan jeg gerne vil huskes, svarede jeg enkelt: ”At jeg har hjulpet med til at sikre livet for den jødiske stat og dens fremtid”. Jeg kan varmt anbefale den engelske bog: ”BIBI, my story”, som citaterne stammer fra. Den er velskrevet og giver et godt indblik i Israels nyere historie.

Israels befolkning har ændret holdning

Mon ikke Israels meget konsekvente holdning til flykapringerne og anden terror har været med til at dæmpe disse forbrydelser imod uskyldige mennesker.
Efter flykapringerne i 1972 og i 1976 har Israel haft en eller to bevæbnede personer med alle El Al fly. Flere kapringsforsøg er blev afværget, kaprene er blevet overmandet eller skudt, inden de nåede at udføre deres ugerninger.

Den israelske befolkning er trætte af den konstante terror, som muslimerne retter imod staten Israels eksistens. Det har medført en markant højredrejning i Israel, da de konservative partier har en langt mere konsekvent holdning til terror og til forhandlingerne med palæstinenserne, der støtter terroren, end de socialistiske partier har.

Det før så magtfulde socialdemokrati, der dominerede israelsk politik i begyndelsen af Israels historie, har i dag kun 4 pladser ud af i alt 120 i Knesset. Venstrefløjen i det israelsk parlament er næsten forsvundet.

Kritikkere må betænke sig

Mange lande, hvis indbyggere ikke risikerer at miste en søn, en datter, en far eller en mor til terrorister, kritiserer Israel, selvom de samme lande, i stedet for forhandling, er gået i krig imod Taleban i Afghanistan, Saddam Hussin i Irak, og har afbrudt forhandlingerne med præstestyret i Iran, som støtter terror i hele Mellemøsten.

Man erkender her, at forhandling ikke længere er mulig som en løsning af konflikterne. De, der kritiserer Israel, må betænke, at de siddende muslimske udemokratiske magthavere tror på en religion, som accepterer terror. Magthaverne over dagens palæstinensiske befolkning støtter terroren, både moralsk og med store pengesummer hvert år.

De lande, der støtter palæstinenserne, støtter dermed indirekte terroren imod Israel, da de ingen kontrol har med, hvad deres støtte bliver brugt til.

En terror-religion

Det er ikke så overraskende, at palæstinenserne støtter terroren. Grundlæggeren af den religion, de tror på, anvendte terror for at skabe frygt og dermed undertvinge dem, der ikke troede på ham som en profet. Han kaldte det Jihad, hellig krig, imod de vantro. Alle, der tror på Muhammed, undtagen de invalide, skal deltage i den krig.

Lige før sin død udtalte krigsherren Muhammed med stolthed denne frygtelige og afslørende proklamation: ”Jeg er blev gjort til en succes igennem terror”. Den selvsamme krigsherre har forbudt sine tilhængere at slutte fred med deres fjender. Våbenhvile er tilladt, men ikke fred. Det er det dilemma, som Israel står over for ved sin 75-års fødselsdag. Omgivet af fjender, indefra og udefra, med præstestyret i Iran i front, som ønsker Israels udslettelse.

Som Golda Meier har sagt det: ”Hvis Araberne nedlagde deres våben, ville der ikke længere være krig. Hvis israelerne nedlagde deres, ville der ikke længere være noget Israel”.