Iranske Nasrin blev misbrugt som barn og forsøgte selvmord med rottegift…

– Jeg kunne ikke tilgive ham. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne dræbe ham, fortæller Nasrin om sin stedfar der voldtog hende.

For nogle uger siden besøgte jeg et af Irans nabolande. På rejsen deltog Dansk Europamissions bestyrelsesformand, Anders Graversen.

Her mødte vi en gruppe iranske kristne, der var ude af Iran for at blive undervist i Bibelen og lederskab. De fortrinsvis yngre personer ledte alle små kristne fællesskaber, der mødes i hemmelighed inde i Iran. Muslimer, der bliver kristne, kan ikke mødes lovligt, men må mødes privat. Modsat kan etniske kristne som assyrere og armeniere mødes lovligt i kirkebygninger, men må dog ikke holde gudstjenester på persisk, så personer fra befolkningsflertallet kan forstå, hvad der bliver sagt.

Beliggenheden for træningen var hemmelig, og gardiner i vinduer mod andre boligblokke var trukket for, så naboernes nysgerrighed ikke blev vakt. Der var dog en afslappet og behagelig stemning. Både mænd og kvinder var meget afslappet og vestlig klædt. En moden præst underviste, og der var god tid til at tale om emnerne.

Det er disse og mange andre kristne inde i Iran, der distribuerer de tusindvis af nye testamenter, som Dansk Europamissions forbedere og givere sikrer kan blive trykt og indsmuglet i landet. Vi mødte også personer, der sikrer, at familier til kristne samvittighedsfanger inde i Iran får mad, lægehjælp samt støtte til at dække udgifter til husleje, vand, el og varme. Økonomien i en familie kan nemlig blive presset, hvis en forælder ikke kan bidrage til husholdningen.

Under en frokost fortalte en ung kvinde sin historie. Den brændte sig ind i mit sind. Til en af lektionerne havde hun fortalt, at hun tidligere havde været sammen med mange mænd – og da hun fortalte sin livshistorie, forstod jeg hvorfor. Vi kan her af sikkerhedshensyn kalde kvinden Nasrin. Hun fortalte: Mine forældre blev skilt, da jeg blev født, og jeg har aldrig mødt min far. Min mor blev gift igen og blev anden-hustru til en mand, der allerede havde én hustru og børn. Min stedfar voldtog mig.

– Jeg låste døren til mit værelse. Jeg kunne ikke tilgive ham. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne dræbe ham. Jeg var deprimeret. Alle min søskende kæmpede med misbrug, undtagen mig. Jeg blev gift, men blev skilt efter 2½ år. Jeg fik medicin og gik til psykolog, men havde konstant mareridt om natten.

Nasrin mødte sin bror på Instagram

– På Instagram fandt jeg en af mine søskende – og jeg delte mit hjerte med ham. Han havde været narkoman og havde været indlagt på den lukkede afdeling.

– Han sagde: ’Jeg kan se min fortid i dig.’ ‘Hvad mener du med det, spurgte jeg? Hvordan har du sluppet fortiden?’ Han sagde: ´Jeg kender den store læge.’ Dengang vidste jeg ikke noget om Jesus. ´Sig mig, hvilken by bor han i?´, spurgte jeg. Han fortalte mig, hvem den store læge var. I det øjeblik gav jeg mit liv til Jesus. Jeg græd og græd. Det var en stor aften for mig.

– I begyndelsen gik det godt med troen, men efter nogen tid blev jeg trukket tilbage til det gamle liv. Min mor fik en tumor i rygraden og skulle opereres to gange.

– Jeg kunne ikke bede eller læse i Bibelen. Jeg måtte arbejde i toholdsskift 14 timer om dagen for at kunne forsørge min mor. Min åndelige tilstand var værre, end da jeg blev troende. Jeg besluttede mig for at begå selvmord. Jeg planlagde en metode, hvor der ikke var nogen vej tilbage, hvor døden var sikker.

– Jeg ville tage rottegift. Jeg tog fire piller. Lægen sagde, at jeg havde valgt den værste løsning.

Begravelsen blev forberedt før Nasrin var død

– Lægen sagde også, at min familie skulle forberede begravelsen. De købte en grav til mig. Jeg lå i koma i en måned. Da jeg kom hjem, så jeg dekorationer, og at alt var forberedt til begravelsen.

– Imens jeg stadig lå på sygehuset, så jeg, at alle havde forladt mig. Af hele mit hjerte sagde jeg: ‘Jesus jeg er sikker på, at du en plan for mig’. I det øjeblik forstod jeg, at jeg ikke havde en god jordisk far, en bankkonto eller noget. Jeg havde kun Jesus. Jeg var helt lammet. Men jeg sagde: ‘Jeg vil give hele mit liv til dig og kun leve for dig.’

– Efter fire måneder kunne jeg begynde at gå. Lægerne var meget overraskede over, at mine indre organer var sunde og fungerede.

– De andre børn har brudt med min far, men min bror og jeg har kontakt til ham. Det så ud til, at jeg havde mistet alt. Men jeg har vundet det bedste, jeg kunne få. Hele mit liv er dedikeret til Jesus, slutter Nasrin sin historie med et lille, men varmt smil.

– Netop i denne tid er manges hjerter åbne i Iran. Utilfredsheden med ayatollahstyret får folk til at søge alternativer, bl.a. i den kristne tro. (Billede af kvinde til protester i Iran (Billede: Darafsh/CC BY-SA 4.0))

’Jeg har smagt Jesus’

Det er svært at stille spørgsmål efter denne rørende historie. Men jeg sad med et spørgsmål, som jeg måtte stille:

– Du leder to undergrundsfællesskaber og evangeliserer én gang om ugen. Du risikerer jo fængsel?

– Før havde jeg hørt om Jesus i prædikener og læst om ham. Men efter selvmordsforsøget har jeg smagt Jesus. Det var virkeligt. Jeg ønsker, at alle skal opleve det samme, selvom det betyder døden for mig. Jeg er klar over risikoen, men er villig til at betale prisen. Nu ved jeg, hvem jeg tror på, svarer Nasrin bestemt.
Omkring os sidder helt almindelige mennesker, nogle med en svær bagage, der har fundet tilgivelse og genoprettelse hos Jesus. De har selv smagt og oplevet Guds kærlighed og kan videreformidle den til deres medmennesker. Netop i denne tid er manges hjerter åbne. Utilfredsheden med ayatollahstyret får folk til at søge alternativer, bl.a. i den kristne tro. Under de store protester i efteråret gav en kristen et eksemplar af Det Nye Testamente til en gruppe piger i en park. De tog venligt imod, men da den kristne gik væk, hørte han, at de kom op at skændes. Han gik tilbage og fandt ud af, at de skændtes over, hvem der skulle have det ene eksemplar! Herefter udvekslede de kontaktoplysninger, så alle i gruppen kunne få et eksemplar af Det Nye Testamente. Hjertelig tak om du vil bede for undergrundskirken i Iran. Tak om du vil bede om, at endnu flere mennesker må opleve Guds kærlighed, som han viste, da Jesus ofrede sig for os.