Svensk bog om åndskamp bliver bestseller
- Kirken viser ikke, at den har nøglerne til at befri mennesker fra dæmonisk undertrykkelse, siger teologen Olof Edsinger i en samtale med Johannes Sundin fra Livets Ords Förlag.
– Kirken svigter, hvis den ikke længere kan befri mennesker fra dæmoniske kræfter!
Det fastslår generalsekretær i Svenska Evangeliska Alliansen, Olof Edsinger, der for to måneder siden udgav bogen ”Farliga för fienden”. Bogen udkommer nu i tredje oplag på svensk – og udkommer i norsk oversættelse til efteråret. Til Udfordringen oplyser forfatteren, at der på to måneder er blevet solgt 1500 eksemplarer. I Norge skal bogen udgives på Lunde Forlag, men der er endnu ikke nogen aftaler på plads om en dansk oversættelse.
– Vi oplever, at det er noget, som der ikke er blevet undervist om de seneste år, og mange søger vejledning, forklarer den 46-årige Olof Edsinger. Han har tidligere skrevet omkring 20 bøger, men han har aldrig før fået så stor respons som denne gang, fortæller han i et interview med den norske avis Dagen.
Beder om beskyttelse i åndskampen
I interviewet med Dagen forklarer Edsinger, at man ikke har talt meget om djævelen i den kirkelige sammenhæng, han selv kommer fra. Men nu oplever generalsekretæren, at både han selv og familien er blevet til en ”skydeskive for onde åndsmagter”.
– De kommer ikke på samme måde, når man ligger lavt. Dette er noget, jeg har brug for at forstå, ikke mindst for at kunne bede om beskyttelse og søge Guds ledelse i det, vi møder, fastslår han. Konkret kan åndskampen vise sig som udfordringer i forbindelse med relationer, sygdom og ulykker.
– Noget kan have naturlige forklaringer, men det kan ikke være tilfældigt, at disse ting sker netop, når vi bryder nyt land for Guds rige!
Tilgivelse kan hindre det onde
Olof Edsinger mener, at dæmoner i enkelte tilfælde har ”en lovmæssig ret” til at påvirke områder i menneskers liv. Det handler ofte om det, Bibelen kalder synd.
Her nævner han, at okkult praksis giver fjenden ret til at komme os nær.
”Derfor fratager jeg fjenden hans ret til at komme ind ved at bede om tilgivelse og forsage et engagement med det okkulte,” forklarer han. Åndskampen handler om det helt centrale i evangeliet, for når man beder om tilgivelse, har man også ret til at henvise til Jesus, hans korsdød og hans sejr. Og dermed er man i centrum af evangeliet med forsoningen, Jesu blod og tilgivelsen.
– Det kan ikke være mere centralt, og det fascinerer mig, fastslår Olof Edsinger.
Tre typer angreb
I sin nye bog taler teologen om tre typer af åndelige angreb, hhv. anfægtelse, bindinger og ”alvorlig dæmonisering”.
– Anfægtelse er, når fjenden taler ind i tanker og sind.Han anklager og frister og ta’r frimodigheden og glæden fra os. Her gælder det om at holde fast i Guds Ord og løfter, siger Edsinger med henvisning til Jesu fristelse i ørkenen. Bindinger kan være påført os fra andre, fx i form af chokerende oplevelser eller traumer. Noget kan forklares psykologisk, men der kan også være dæmoniske aspekter.
– Vi kan bede Herren selv om at bryde disse bindinger, siger forfatteren.
Tydelig dæmonisering kan skyldes noget, mennesker selv har pådraget sig, fx gennem okkultisme eller misbrug af stoffer. Men det kan også skyldes overgreb, forbandelser – eller at mennesker er blevet overgivet til en fremmed gud.
– Da må fjenden drives ud, siger Edsinger.
Ingen sameksistens
Kristne kan ikke blive besatte, men det er muligt at være underlagt et ”konkret dæmonisk tryk”.
– Vi skal ikke regne med besættelse, for Guds ånd vil ikke sameksistere med en ond ånd, understreger Edsinger.
Ånden i glasset
Forfatteren er overbevist om, at mange mennesker beskæftiger sig med det okkulte. Han har selv talt med et konfirmandhold, hvor alle de unge med undtagelse af to havde taget del i spirituelle øvelser. Konfirmanderne fortalte, at de havde forsøgt sig med ouijabræt og ”ånden i glasset”.
– Mange sagde, at der kom en ånd, og at de var bange, siger han.
Konkret kan åndskampen vise sig som udfordringer
i forbindelse med relationer, sygdom og ulykker.– Noget kan have naturlige forklaringer,
men det kan ikke være tilfældigt,
at disse ting sker netop,
når vi bryder nyt land for Guds rige!
Kirker skal være tydelige
Hvis kirkerne håber på vækkelse og åndelig fornyelse, må de have en solid bønnetjeneste. Det handler blandt andet om uopgjorte konflikter, forklarer Edsinger. Der skal tales tydeligt om Jesus, og folk skal have mulighed for forbøn og udfrielse.
– Det er et svigt fra kirkens side, hvis vi ikke vover at stå i denne tjeneste, når vi har nøgler til virkelig frihed, siger han og peger på, at uddrivelser baner vejen for evangeliet.
– Det er vigtigt for vor identitet, at vi ikke skjuler denne side af det kristne budskab. En kirke uden åndelig kraft er mislykket, fastslår han.
Om forfatteren
Olof Edsinger, der bor i Storvreta udenfor Uppsala sammen med sin kone og deres tre børn, er generalsekretær for Svenska Evangeliska Alliansen.
Han har skrevet en række bøger, blandt andet ”Når minoriteten tar majoriteten som gissel – om identitet og seksualitet i en skeiv tid”, som udkom i 2020.