Skoleleder er nyt medlem af Udfordringens bestyrelse

Det trykte medie kan noget i en hektisk hverdag, mener Brian Elgaard.

Brian Elgaard

Brian Elgaard, der er skoleleder på folkeskolen i Skjern, er trådt ind i Udfordringens bestyrelse. Han afløser chefkonsulent Flemming Nielsen, Pandrup.

Udfordringen har bedt det nye bestyrelsesmedlem præsentere sig selv ved at svare på nogle spørgsmål:

Hvorfor har du valgt at gå ind i Udfordringens bestyrelse?

– Baggrunden er først og fremmest grundet i min interesse for det kristne liv og min tro. Jeg synes om bredden i Udfordringens grundlag. Jeg kan godt lide, at kirkesamfund på kryds og tværs af holdninger, overbevisninger og tør man sige det – kirkepolitiske holdninger – har et medie, hvor vi kan mødes om det, vi er fælles om: Troen på Jesus Kristus. Troen på ham bør række ud over alt det, vi som mennesker kan have forskellige opfattelser af. Dernæst har jeg en ledelseserfaring med mig, som jeg tror kan bidrage til bestyrelsens arbejde i de kommende år til at styrke organisationen omkring Udfordringen.

Flemming Nielsen (til venstre) er trådt ud af Udfordringens bestyrelse efter 16 års tro tjeneste. Han afl øses af Brian Elgaard.

Hvad er dine visioner for Udfordringen?

– Her til morgen sad jeg med avisen fra i søndags d. 4. juni og læste et par artikler. Det trykte medie kan noget og bidrager med en ro, som giver os mulighed for eftertænksomhed, som jeg mener er meget fundamental i den hektiske hverdag, vi alle er en del af. Samtidigt tror jeg, det er svært at nå de helt unge med et medie som avisen. Jeg synes, der venter en opgave foran os; vi skal ikke give op på at få unge mennesker til at læse trykte medier – hvad skal der til for, at det bliver interessant? Kan vi ved hjælp af en større inddragelse af digitale medier nå endnu længere

ud og på den måde være med til at sikre den brede læserskare ind i de næste generationer i Danmark? Jeg tror, der ligger nogle muligheder i disse spørgsmål, som vi som bestyrelse forhåbentlig får tid til at beskæftige os med i den kommende tid.

Kort om Brian Elgaard

Brian Elgaard er en årgang 1972 og gift med Bente. De bor i Spjald i Vestjylland. Han har arbejdet i folkeskolen siden 1999 og er nu skoleleder på folkeskolen i Skjern. Brian blev uddannet lærer 1999 og har Diplom i Ledelse fra 2012. Aktiv i Holstebro Pinsekirke, hvor han er fast lydmand og en sjælden gang er med i lovsangsgruppen eller prædiker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fritidsinteresser: Naturen, camping, jagt og hund.