20 år med Gud på job i søndagsskolerne

Berit Skødt. Foto: Ben Haman Jensen

Den 1. september 2023 kan Berit Skødt fra Lystrup ved Aarhus fejre, at hun i to årtier har været konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS).

Berits arbejde består blandt andet i at sparre med klub- og lejrledere i hendes område omkring Århus. Her er hun konsulent for nogle af DFS’ 290 klubber og 80 lejre.

Velsignet af Gud

– Jeg går med en følelse af at være velsignet af Gud. Hvis jeg i svære situationer har været bekymret for, om det skal lykkes, så har jeg vidst, at Gud har været med på hele rejsen hele mit arbejdsliv. Han har været der for mig og dem, jeg har gået sammen med, fortæller Berit. De frivillige i klubber og på lejre er nogle af dem, Berit Skødt har gået sammen med.

Hele tiden har hun følt en taknemmelighed over alle dem, der har brugt deres fritid på at give det største til de mindste – Jesus til børnene – som er DFS’ slogan. Selv her 20 år efter oplever konsulenten, at der er frivillige, der har været med længere tid end hende selv, og det synes hun er vildt at tænke på. Andre har hun haft som deltagere på børnelejre, og nu er de blevet ledere i klubber.

Bliver ikke stresset

Konsulenten fra Lystrup ved Århus føler sig inspireret af sit arbejde. Hun har ansvar for både kurser og materialer i DFS og har derfor gang i mange ting på samme tid. Alligevel har hun aldrig følt sig stresset.

– Hver dag er der ny inspiration og nye opgaver at kaste sig over. Men selvom der hele tiden er nye input, bliver jeg ikke stresset. Det giver mig til gengæld energi. Jeg laver tit noter i min fritid og ferie, som jeg så samler op på, når jeg er tilbage på arbejde.

– Jeg vil gerne, at børnene kan se sig selv i Bibelen,
både gennem kreative aktiviteter, musik, fortælling osv.

Berit Skødt er selv med til at udvikle materialer til brug i søndagsskolerne. Her fortæller hun bibelhistorie for et barn. Foto: Henrik B.T. Choi Nielsen

Nye materialer til kirkernes børnearbejde

Inspirationen til at formidle Bibelens budskab til børn får hun fra andre kollegaer og de frivillige ledere gennem dialog og samarbejde. Hendes opgave er at få det omsat i DFS’ materialer, så det får liv på en ny måde.

Materialerne, som Berit Skødt er med til at producere, henvender sig til folk i kirken, der får hjælp til at formidle Bibelen til børn og juniorer, så indholdet bliver levende og relevant i deres hverdag.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg vil gerne, at børnene kan se sig selv i Bibelen, både gennem kreative aktiviteter, musik, fortælling osv., pointerer konsulenten.

Tovholder i Godly Play

En anden stor del af Berits arbejde er at være tovholder for og undervise i Godly Play, en fortælleform, hvor man tager barnet alvorligt og også tror, at det kan bidrage med noget. Her bliver præster, klubledere og kirke- og kulturmedarbejdere undervist i en metode til at fortælle bibelhistorier, hvor de lærer børn at reflektere over Bibelens budskab.

– Børn er en inspiration til glæde og giver en masse energi, fortæller Berit Skødt. Det er skønt at være sammen med børn, for de har så mange forventninger og deler dem gerne. Berit Skødt er gift med Peter, og de har to piger på 11 og 13 år. Familien tager ofte på ture i naturen og bruger også deres sommerhus på Djursland, oplyser Henrik B.T. Choi Nielsen fra Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.


Artiklen fortsætter efter annoncen: