Har kirken et svar til unge, som føler sig utilstrækkelige?

Salen summede af forventning, inden højskolelærer og forfatter Christian Hjortkjær entrerede scenen, da han for nylig lagde vejen forbi Bykirken i Odense. Med god grund ifølge Claus Bækgaard, en af kirkens præster, som i sin introduktion til aftenen fortalte, at flere havde kontaktet ham og spurgt: ”Hvordan i al verden har I fået fat i Christian Hjortkjær?”

Svaret er tålmodighed – der er nemlig to års ventetid på et foredrag med Christian Hjortkjær, forklarede Claus Bækgaard. Temaet for aftenen i Odense var ”Utilstrækkelig. Om følelsen af skam og utilstrækkelighed – og at finde en kur”, og det tog sit udgangspunkt i Christian Hjortkjærs seneste bog, ”Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør unge psykisk syge”.

Arrangører af aftenen var Bykirkens Børn og Unge i samarbejde med Ung Mosaik.

Det er aldrig nok

Christians Hjortkjærs hovedpointer handler om, at vi er gået fra forbudssamfund til påbudssamfund, fra regler til idealer. Det betyder, at de unge egentlig ikke føler, de har gjort noget forkert, de har bare aldrig gjort nok. Derfor er det heller ikke længere skylden, men skammen og utilstrækkeligheden, der fylder i dag.
”Det er kolossalt svært at være ung i dag, og det har det måske altid været, men det er anderledes svært i dag end tidligere,” indledte Hjortkjær.

”Det, som er meget fremtrædende hos unge i dag, er, at de aldrig har fri. De kan aldrig sætte sig ned og bare være. Ja, de unge i dag har et helt vildt fedt liv, men udmattelse fylder meget. De unge føler måske ikke, at de har gjort noget forkert – de har bare aldrig gjort nok. Ordet nok går igen og igen og igen.” Christian Hjortkjær sammenlignede dette med generationen før ham, hvor tingene var langt tydeligere og mere afgrænsede.

”Min mor følte sig forkert, når hun gjorde noget forkert. Der var tydelige forbud, og man vidste, hvornår man gjorde det rigtige. I dag føler man sig forkert, selv om man forsøger at gøre det rigtige. Unge i dag er meget moralsk forpligtede og føler et etisk ansvar. Men de har aldrig gjort nok. De kunne være en bedre elev, ven, datter, søn. De er ikke sjove nok, glade nok, udadvendte nok.”

Skin som en stjerne

Hvornår er jeg nok? Dét er det ømme punkt hos en ellers stærk ungdomsgeneration, understregede Hjortkjær igen og igen. De har aldrig gjort nok. De er på hele dagen. Bliver set og vurderet.

”De skal tænke ud af boksen, være glade og udadvendte, sociale og engagerede samt tænke nye tanker. Tidligere var det helt ok at være stille, genert og indadvendt.”

”Vi trækker tilmed helt bogstaveligt disse påbud ned over hovedet på vores børn,” erklærede Christian Hjortkjær med et glimt i øjet, mens han viste en PowerPoint-præsentation af en række t-shirts og trøjer i børnestørrelser, som alle havde tekster, der opfordrede til at smile, drømme stort, skinne som en stjerne, skabe fremtiden, tro på sig selv og andet i samme boldgade.

”Min mor blev ikke påbudt at skinne som en diamant. Men i dag skal selv en femårig skinne som en stjerne og være glad hele tiden. Det er ret meget at forlange af en femårig.”

Det handler kun om mig

Der er dog ikke noget galt med påbud i sig selv, pointerede Christian Hjortkjær. Elsk din næste er måske det bedste påbud nogensinde, nævnte han henkastet – men tidens påbud handler i høj grad om mig; om noget, som jeg skal gøre ved mig.

”Påbuddene vender sig indad mod den enkelte og fører til selvkritik. Hvorfor drømmer jeg ikke stort, når jeg nu kan? Og når jeg nu har et højt snit fra gymnasiet, er jeg også forpligtet til at tage en uddannelse, som kræver et højt snit. Så ja, unge i dag kan gøre, hvad de vil – men der er enorme og ofte uudtalte forventninger til dem.” Det er disse uudtalte forventninger til unge, som Christian Hjortkjær forklarer gennem sætningen: Vi er gået fra regler til idealer.

”Unge i dag har mange flere muligheder end tidligere generationer, men det betyder ikke, at unge i dag har større frihed, for med mulighederne kommer der et bør. Hvis du kan, så bør du. Med et ideal følger en dommer – nemlig en stemme, der dømmer dig i forhold til idealet. Hvis vi har et ideal om at være den sjoveste dreng, klogeste pige, dygtigste sportsudøver, så har vi også en stemme, som dømmer os for ikke at nå i mål med vores idealer. Vi føler aldrig, vi ikke har gjort nok.”

Ifølge Christian Hjortkjær tackler unge idealpresset på to vidt forskellige måder.

”Der er de to ekstremer, man tit bliver presset ud i som ung: At blive skamløse eller skamfulde. Enten gør jeg alt, hvad jeg kan for at leve op til idealerne – og møder så følelsen: Hold kæft, hvor er jeg nederen. Endnu engang brugte jeg bare en time på ingenting på min telefon – i stedet for at ringe til mor. Endnu en dag fik jeg ikke gjort nok. Eller også kaster jeg idealerne over bord og bliver skamløs ved at sige: Det kan ikke lade sig gøre. Og så går man i den modsatte grøft.”

Fællesskabet er vigtigt

Efter bragende klapsalver var der panelsamtale med Tonny Jacobsen, formand for FrikirkeNet; Lilje Bjerre, teenageleder i Kolding Kirkecenter; Emil Traasdahl, teenageleder i Bykirken Odense samt Christian Hjortkjær. Fokusset var på, om kirken har noget at byde ind med til en generation af unge, der har det, som Hjortkjær netop havde beskrevet.

Tonny Jacobsen indskød, at det nok ikke kun var en beskrivelse af den unge generation, som Christian Hjortkjær netop havde givet, men en beskrivelse af noget, som gennemsyrer hele samfundet.

”I sjælesorg møder jeg hos mennesker midt i livet mange stærke idealer om ægteskab, forældreskab og tanker om, om man nu har fået det ud af livet, man skulle. Og det kirkelige aspekt kan i nogle tilfælde forstærke mistrivslen: Bed noget mere, giv noget mere, vær der noget mere, lovsyng mere. Og hvis du ikke har nådessporet med – at du er elsket, som du er – så bliver det blot noget mere, man ikke kan leve op til.”

Tonny Jacobsen pointerede også, at i en kirkelig kontekst er fællesskabet et vigtigt element. Idealerne er ikke noget, man selv skal leve op til, men noget, man sammen – i fællesskabet – lever op til.

”Vi skal ikke kun tale om, at vi er med-lemmer, vi skal vise, at vi er lemmer sammen med nogen. Meningsfulde fællesskaber som smågrupper, medvandring to og to og andre nære relationer – når det bliver konkret, tager det trykket væk fra den velkendte følelse af, at man ikke er i stand til at leve op til.”

Christian Hjortkjær bragte et perspektiv om at glemme sig selv ind i samtalen. ”Påbud, som har noget etisk over sig – at gøre noget godt for andre – medfører, at jeg selv får det bedre. Der kommer et positivt feedback-loop. Kristendommens ene spor er at efterfølge Jesus i hans etik, være barmhjertig, eftergivende med videre. Det andet spor er Sola Gratia, nåde alene. At man er altid allerede elsket alligevel. Dét spor mangler i dag, det har vi ikke fået oversat ud af kirken. Der er meget lidt overbærenhed i dag – og slet ikke selvoverbærenhed.

Nåden er nok

I Kolding Kirkecenter lægger Lilje Bjerre vægt på, at teenagerne kan komme i kirken som de er og opleve, at de er ubetinget elskede. ”Vi møder ikke de unge med fordømmelse og forbud, men samtaler med dem om det, som er vigtigt for dem. Vi prøver at se den enkelte – vores opgave at elske dem og skabe et sted, hvor det er sikkert og trygt at være.”

Emil Traasdahl kunne genkende Christian Hjortkjærs beskrivelse om idealer fra sit eget liv. ”Da jeg gik i gymnasiet, var der hele tiden mere, jeg kunne gøre. Det handlede ikke kun om krav, men også om at få mest muligt ud af sit potentiale. Når man er dygtig, presses man til at blive endnu bedre, og hele tiden kigger man fremad.”

Også Emil Traasdahl pegede på nåde som kirkens bedste modsvar til tidens utilstrækkelighedsfølelse, og han gjorde det i positiv sammenhæng med lige præcis det ord, som ifølge Hjortkjær martrer mange unge: Nok. ”Nåden er nok. Vi stræber konstant efter idealer, men samtidig har vi en konstant vished om, at vi er elskede, selv om vi ikke når idealerne. Men jeg er nok i Gud; det er alene nåde.”

Indtryk fra et par af deltagerne efter mødet med Christian Hjortkjær:

Miriam Vo Christensen, Odense, læser medicin på 3. semester på Syddansk Universitet.

Hvorfor er du her i aften?

– Foredraget lød spændende. Og så hørte jeg, at nogle fra min gamle kirke i Vejle ville komme – så det var også lige så meget for at møde dem.

Hvad har gjort størst indtryk på dig?

– At få ord på nogle følelser, jeg godt kunne genkende. Det her med, at vi går fra bare at skulle gøre, hvad vi kan, til at overveje – om det så er nok? Gør jeg virkelig alt det, jeg kan? Hvornår kan man sige, at nok er nok, og hvornår stræber man mod et ideal, og hvornår har man nået målet? Den der grænse med, at man måske aldrig når målet – holdt op imod, at jeg er elsket, selv om jeg ikke når målet. Jeg er stadig okay, og selv om jeg ikke når målet, betyder det ikke, at jeg skal smide alt over bord, men jeg kan stadig stræbe efter idealet, som er at være mere som Gud. Jeg genkender, at jeg er i det spændingsfelt.

Steven Madsen, Thurø, it-systemadministrator

Hvorfor er du her i aften?

– Jeg vil gerne høre lidt om, hvordan de unge har det i dag. Det er et interessant emne, og jeg vil gerne blive lidt klogere og få et perspektiv. Nu er jeg selv fra 80’erne og er derfor vant til et fokus på mulighederne, men ikke med de samme høje forventninger om at skulle søge det maksimale, som unge i dag møder. Det handlede mere om, hvad ens interesser var.

Hvad har gjort størst indtryk på dig?

– Det er nok en indsigt i, at unge i dag er pressede, fordi de skal opsøge de muligheder, de har. Det er et stort pres, at man ikke kan gøre det, man egentlig har lyst til. Der er ikke tid til at reflektere og finde ud af, hvad det gode i livet er – det handler i stedet om, hvad andre forventer af en.