LM undskylder over for ofre for overgreb

I 2006 kom det frem, at forstanderen på Luthersk Missions børnehjem i Tarm havde begået overgreb mod adskillige børn på hjemmet. En ny bog af Peter Øvig bringer nu sagen op igen.

Børnehjemmet Solgården som det så ud i 1956. I dag er Solgården en efterskole. Luftfoto: Det Kgl. Bibliotek.

Bogen ”Dem, der ikke tier” af Peter Øvig, har igen sat fokus på sagen om seksuelle overgreb på LM’s børnehjem i Tarm i årene 1949-76.

Der er tale om årtiers frygtelige overgreb, som blev foretaget af hjemmets nu afdøde forstander. Derudover er der tale om alvorlige svigt fra den daværende bestyrelse og det lokale politi, og hvem der ellers blev bekendt med overgrebene, men som enten lukkede øjnene eller ikke troede på de børn og medarbejdere, der fortalte om overgrebene.

For Luthersk Mission har det været afgørende at have fuld åbenhed hele vejen, fortæller vicegeneralsekretær i Luthersk Mission Birger Reuss Schmidt.
”Det er en meget tragisk sag. Vi har hele tiden ønsket at få sandheden frem, lige siden vi hørte om det første gang i 2006. Vores fokus har været på at hjælpe ofrene. Det var det i 2006, og det er det i dag,” siger Birger Reuss Schmidt.

LM opfordrede i 2006 alle, der havde oplevet noget, til at henvende sig. I forlængelse af den proces fik LM kendskab til 15 personer, der havde været udsat for overgreb. ”Vi vil ligesom i 2006 gerne række ud til ofrene og opfordre dem til at henvende sig, og derudover giver vi også en uforbeholden undskyldning på vegne af Luthersk Mission,” siger Birger Reuss Schmidt.

Chokeret over hykleri

Birger Reuss Schmidt fortæller, at det har været en stor sorg for LM som forening at blive bekendt med overgrebene og datidens manglende vilje til at gribe ind:
”Man bliver jo chokeret over, at det kan foregå og over forstanderens hykleri og blindheden hos de øvrige kristne ledere. Det har været en kæmpe sorg for os som forening, da vi blev bekendt med det i 2006 – og især i lokalområdet.”

Vi har i det følgende valgt at videregive LM’s udmelding om børnehjemssagen i sin fulde længde. LM skriver:

Vi er dybt berørte og beskæmmede over, hvad sagesløse børn er blevet udsat for på en institution, der bar Luthersk Missions navn. Tilbage i 2006 blev sagen for første gang kendt i offentligheden gennem erindringsbogen ”Barndommens dal” skrevet af et tidligere børnehjemsbarn. Den daværende Landsstyrelse og ledelse i LM stod på det tidspunkt frem med fuld åbenhed og opfordrede alle ofre til at fortælle om deres oplevelser.

Dette førte til en intern undersøgelse i et forsøg på at afdække, hvad der var sket på børnehjemmet. Med sin nye bog har Peter Øvig nu undersøgt sagen nærmere, og vores håb er, at bogen vil være endnu en anledning for ofrene til at få sat ord på det, der er foregået på børnehjemmet.

Ønsker åbenhed og bakker op om afdækningen

Ligesom i 2006 ønsker vi fuld åbenhed om sagen, selvom den er smertelig for os. Vi bakker op om Peter Øvigs arbejde, fordi han netop har ønsket at skrive en bog på ofrenes vegne og give stemme til dem. Derfor har vi også samarbejdet med forfatteren i processen og stillet arkivmaterialet til rådighed i anonymiseret form.

”Dem, der ikke tier” afdækker tragiske begivenheder, som aldrig burde have fundet sted, og vi anerkender, at sagen blev håndteret under al kritik af børnehjemmets bestyrelse, der ligesom det lokale politi ikke troede på de piger, der gjorde opmærksom på overgrebene. Ofrene er således både de børn, der blev udsat for overgreb, og de børn og unge medarbejdere, som ikke blev troet på, da de fortalte om dem.

Uforbeholden undskyldning til ofrene

Børnehjemmets forstander gennem hele hjemmets levetid og de personer i bestyrelsen, som dengang håndterede sagen, og som ikke troede på de piger, der henvendte sig om overgrebene, lever ikke længere og kan ikke undskylde. Som den forening, der stiftede og stod bag børnehjemmet, vil vi derfor i dag give en uforbeholden undskyldning til de børn, der blev udsat for overgreb, og de børn og unge, der fortalte om det, men ikke blev troet på.

Der, hvor de voksne ikke tager ansvar, tager børn ofte skylden på sig. Vores håb er derfor, at denne undskyldning kan bidrage til at fjerne den uberettigede skyld, som de måtte have båret med sig gennem livet sammen med de smertelige minder og for nogles vedkommende også voldsomme følgevirkninger.

Opfordrer ofre til at henvende sig

Vi opfordrer alle, der bærer ar på sjælen fra denne periode, til at henvende sig til LM’s ledelse og således blive hørt. De skal ikke stå alene med deres smerte.
Henvendelse kan ske til vicegeneralsekretær Birger Reuss Schmidt eller til HR-medarbejder Marianne Daugaard.

Fokus på den forebyggende indsats

Vi er meget opmærksomme på at undgå, at noget tilsvarende kan finde sted igen, og derfor har vi fokus på den forebyggende indsats. Vi har faste procedurer for håndtering af børneattester og har netop sammen med en række andre kirkelige organisationer vedtaget Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem for at forebygge enhver oplevelse af overgreb både menneskeligt og åndeligt og på alle niveauer. Vi ønsker at fællesskaberne i Luthersk Mission skal være kendetegnet af åbenhed, frihed og tryghed.