At dele sin smerte

Jeg ser rigtig mange opslag på de sociale medier, der viser den fantastiske nybagte kage, den velklippede have, det lækre hotelværelse, hvor man ud af vinduet kan ane den indbydende pool, omkranset af palmer. De der billeder, der fremhæver noget fantastisk og efterlader os andre med en drømmende blik og tanken : “Bare det var mig!”

Jeg hører eller læser rimelig tit om folk, der kom igennem smerten, modgangen, sygdommen eller måske sorgen og nu er klar til at fortælle om vidnesbyrdet, miraklet eller bare den opmuntrende oplevelse, der hjalp dem igennem. Jeg er “sms-forbeder” i min kirke og bliver meget ofte opmuntret, når folk skriver tilbage om bønnesvar efter forbøn, men oplever også tit, at folk ønsker at dele de gode historier KUN med mig for tænk nu, hvis modgangen eller sygdommen kommer tilbage, så er det bedst, at det ikke bliver delt med mange.

Jeg er selv på samme måde – dog med den undtagelse, at jeg aldrig får bagt en kage, der er et billede på Facebook værdig. Jeg vil bare SÅ gerne dele alt det gode. Da jeg for nogle uger siden blev kontaktet af Udfordringen, om jeg ville medvirke i et interview om min families sygdomme, modgang og bekymringer, var min første indskydelse at afvise det med begrundelsen:

At Gud jo ikke har vendt vores modgang til succes-historie med mirakler endnu… Hvem skulle dog kunne få noget godt eller opmuntrende ud af sådant et interview? Jeg advarede min interviewer, der dog stadig ønskede at gennemføre det ønskede interview.

Jeg fortalte om al modgangen, håbløsheden mm. og skammede mig lidt imens, for jeg vil jo så meget hellere fortælle om Guds mirakler. Sikke en masse jeg har lært af denne tid, efter Udfordringen bragte det interview… Kærlige hilsner på Facebook, messenger og sms er væltet ind, også fra folk, jeg overhovedet ikke kender. Blomster er kommet til min adresse med bud, og jeg er på alle måder overvældet og opmuntret af, hvordan Gud også kan bruge vores smerte og sorg til at bringe opmuntring videre.

Gud har ikke brug for, at vi polerer facaden. Han ønsker, at vi som eet legeme skal dele alle livets op og nedture, så vi sammen kan lære, opmuntres, støttes, hjælpes eller bare få et kram og en skulder at græde ud ved.
Tak for det kærlige spark og det opmuntrende kram.

(Man kan læse interviewet med Vibeke her)