Vibeke holder fast i Guds gode planer

”For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.” (Jeremias 29, 11)

De fleste kender nok dette dejlige vers, men for Vibeke Binderup har det fået langt større betydning, end hun havde forestillet sig. Det første, Vibeke fortæller mig, da vi snakker sammen, er, at hun er født optimist:

– Jeg er en ”hoptimist”. Når jeg er stoppet som lærer eller har afsluttet en opgave, så er der meget ofte nogen, der har givet mig en af de der ”Hoptimister” i gave, for sådan er jeg. Lige meget, hvor meget livet trykker, så tænker jeg: Hvad er så godt? Jeg kan godt gå en uge eller to og tænke, sikke noget øv, hvis der er sket noget svært. Men så sker der noget i mit hjerte, og så tænker jeg, at det ikke kun kan være afmagt det hele, for Gud lægger KUN gode planer for os. Det siger han i Jeremias 29, 11 – så det må være sandt. Så går jeg en tur i haven eller maler en sten i flotte farver, og så ser jeg, at der VAR jo noget godt. Jeg tror ikke, jeg kunne gøre det, hvis det kun handlede om min vilje. Jeg ved, at det er en gave, Gud har givet mig, at tænke positivt.

Det er måske ikke så underligt at være optimist, men da Vibeke fortæller sin historie, må jeg bare beundre hende for at være optimist, for livet har vist sig fra den barske side i hendes og familiens liv. For få år siden havde Vibekes mand Gunner været tæt på at dø mange gange i løbet af 4 år på grund af sygdom i tarmene og mislykkede operationer, og da der endelig var ro på, følte de, at nu kunne de trække vejret.

Men han når lige at komme på benene, blive raskmeldt og komme på arbejde, og tingene begynder at se lysere ud, og alt er godt, så sker der en ulykke i deres hjem.

Ulykken

Vibeke fortæller om den dag i november 2021, der ændrede deres liv for altid:

– En dag kom jeg ind af døren og spurgte, om min mand vil hjælpe mig med at bære nogle kasser ind. Han nåede lige at tage jakken på, og så faldt han om og gik i krampe og blev blå. Jeg kunne se, at han var ved at blive kvalt. Der kom udflåd ud af hans mund, og jeg prøvede at lyne jakken op, som er helt oppe ved halsen. Jeg prøvede at gribe ham, da han faldt, men vi faldt ind i nogle julekasser, og min ryg eksploderede i smerte. Gunner blev ved med at være blå, så jeg blev ved med at prøve at løfte ham, for at han måske kunne genvinde vejrtrækningen.

– Til sidst måtte jeg kalde på hjælp fra genboen, og da havde han ligget der i syv minutter. Så kom han lige på højkant igen, mens ambulancen var på vej, for så at gå i krampe og falde igen, og jeg måtte gribe ham igen. Denne gang kom han rigtig til skade og flækkede panden ind i et skab og slog sit baghoved ind i først en hylde og så ind i en termostat på en radiator. Han blev indlagt, og for mig var resultatet, at både min hofte og min lænderyg blev totalskadet, og ingen læger har mod til at røre ved den eller gøre noget ved det.

Konsekvensen

I dag er Vibeke fortsat totalskadet i sin lænd og hofte og er kun i stand til at gå 100 skridt med rollator eller krykker. Derefter begynder det at gøre ondt, og derefter koster det dyrt for hende, hvis hun går mere.

”Og lige pludselig kunne jeg kun fokusere på,
at jeg kunne ingenting!
Jeg kunne ikke komme i kirke,
mit arbejde var forsvundet,
og jeg var spærret inde i mit hus.”

– Jeg klarede mig i lang tid med korset, krykker, rollator mv., fortæller hun. Men da jeg så fik at vide, at nu var jeg nødt til at tage mit korset af, så faldt min krop helt sammen. Det betød, at jeg ikke kunne arbejde og skal nu på førtidspension.

– Da følte jeg mig overmandet, for det betød, at alle de ting, jeg elsker, forsvandt. På baggrund af det, lægerne sagde, så kunne jeg som 52-årig ikke arbejde mere. Jeg ville ikke længere være i stand til at lave alle de ting, jeg elskede: Jeg kunne ikke længere gå tur med mine hunde eller tage ud og handle med min søn, som er noget, vi havde sammen. Jeg kunne ikke længere nå min græsplæne og arbejde i haven, som jeg ellers altid har elsket. Jeg kunne ikke længere lave mad…. Og lige pludselig kunne jeg kun fokusere på, at jeg kunne ingenting! Jeg kunne ikke komme i kirke, mit arbejde var forsvundet, og jeg var spærret inde i mit hus.

Blev overvældet af tristhed

– Det gik op for mig, at min krop var færdig. Det tog mig 14 dage, hvor jeg var trist, og det ligger jo slet ikke til mig at være trist. Så det overvældede mig meget, at jeg blev så trist. Jeg blev ved med at minde Gud om verset fra Jer. 29, 11 og sagde: Gud, helt ærlig – du siger, at du kun lægger gode planer for os, så hvorfor? Jeg var bare en stor klage og fuld af anklager mod Gud. Jeg havde jo prøvet det før, at være dømt ”ude”. For 9 år siden fik jeg den vildeste diskusprolaps i nakken, og lægerne sagde, at jeg ville have kroniske lammelser, og at der ikke var noget at gøre. Men Gud helbredte mig og efter at være indkaldt til undersøgelse igen og igen, overgav lægen sig og anerkendte, at jeg var helbredt. Så det kunne GUD vel gøre igen?

Men i de 14 dage havde Vibeke kun fokus på smerten og begrænsningerne og var bare virkelig trist.

– Jeg gik og tænkte, at det var synd for mig selv, og at det var okay at græde. Det var jo synd for mig, at jeg ingenting kunne mere – og det havde jeg brug for at være i lige der, fortæller hun.

Var blevet varslet af Gud

Mens Vibeke gik og beklagede sig, kom hun i tanke om en oplevelse, hun havde, inden alt det her skete.

– Jeg var til en profetisk konference (Nordic Prophetic Network), fortæller Vibeke. Under en tale kiggede Sam, som han hed, ned på mig og sagde: Du kommer igennem en storm, og det bliver en mørk storm, men Gud vil hjælpe dig igennem stormen, selv om du ikke kan se en udvej. Men den måde, du kommer igennem stormen, vil hjælpe andre til at komme igennem deres storme – og når du kommer igennem, har du ingen chefer over dig, hverken på den ene eller den anden måde. Men når du kommer igennem stormen, så vil Gud være din chef og gøre store ting. Jeg tænkte: Ja, det er godt med dig, men det kan ikke være et profetisk ord, jeg er skolelærer med masser af chefer over mig.

– Men så kom jeg en dag i tanke om profetien, og at, hvis jeg ikke kan komme i kirke og ikke kan have et arbejde, så har jeg jo pludselig ingen chef. Så det gav mig et andet perspektiv fra at kræve helbredelse til at hvile i, at hvad der så end er lige nu, så er der håb for fremtiden.

– Inden min mand blev syg første gang, fik vi faktisk også en profeti om, at vi ville komme igennem en meget mørk tid. Så vi var varslet om, at det ville blive hårdt. Vi vidste bare ikke, om det handlede om hele familien eller kun nogle af os. Men det, at Gud havde varslet mig om, at det ville blive hårdt, gav mig styrke. Det gør også, at jeg ikke bare tænker på helbredelse, men at når Gud siger, at jeg ikke skal have nogen chef over mig, så er jeg nødt til at lytte. Jeg elskede jo mit arbejde, jeg elskede at være lærer, jeg elskede mine elever, og jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden at være skolelærer. Men hvis Gud kan forestille sig det, så kan jeg også. Så må det være den bedste plan, han har for mig.

Nyt perspektiv

Mindet om profetierne ændrede Vibekes tilgang til sin situation. Hun begyndte at tænke på, at hvis de nu omlagde nogle ting og ændrede nogle ting i huset, så kunne hun måske bruge sin rollator.

– Man kan sige, at jeg begyndte at genopfinde mit liv, siger Vibeke. Jeg fandt ud af, at når jeg ikke kunne komme i kirke eller komme ud, så måtte mennesker komme til mig. Så via facebook inviterede jeg hele Karlslunde hjem til mig til kaffe eller sodavand hver onsdag i halvanden time, for jeg kan ikke holde ud at sidde længere. Så jeg tænkte, at det ville blive spændende at se, hvor mange der kom, og der kom nogle hver onsdag, og der kommer stadig ca 3-5 mennesker hver onsdag, og det er hyggeligt.

– Den største hurdle, jeg skulle over, var, at jeg ikke kunne noget mere i en alder af 51 år, og det var ydmygende at skulle have hjælp til alting og have alt muligt specialudstyr i huset. Ovenikøbet mistede jeg næsten alle mine tjenester i kirken. Det var ubeskrivelig hårdt. Jeg skulle finde ud af, om jeg overhovedet kunne tjene Gud, når jeg ikke kunne yde noget, og jeg fandt ud af, at ja, det kan jeg godt. Jeg kan godt få mit hjem til at fungere, selv om jeg ikke kan det, jeg kunne før.

Bad Gud vise vejen

– Jeg sagde til Gud, at hvis jeg alligevel skal sidde her, så må du vise mig et eller andet, jeg kan. Så kom der en besked fra en, jeg havde gået sammen med, da hun var ung, og jeg var leder i kirkens ungdomsgruppe. Hun spurgte, om jeg ville vandre sammen med hende i en tid, for det havde hun brug for. Først tænkte jeg: Hvor kom det lige fra? Men så blev jeg mindet om, at jeg havde bedt Gud vise mig, hvad jeg kunne – og vandre med hende, det kunne jeg. Så der har jeg oplevet, at Gud har vist mig, at mit hjem også er kirke. Når jeg inviterer mennesker ind i mit hjem, så er jeg også kirke.

– Gud har ikke brug for, at jeg vandrer de 700 meter ned til min kirke, men han vil gerne lade mit hjem være en kirke, hvis jeg vil lade mit hjem være det – og min tjeneste er vokset. Efter at jeg ikke tænker ”Nu er det snart søndag, og så må jeg hellere lytte til, hvad Gud siger”, så er alle dage for mig blevet kirkedage. Så jeg lytter efter Gud og Helligånden på en helt anden måde, end jeg gjorde før. Jeg lytter og spørger, hvad jeg skal gøre i dag og opsøger hans ledelse. Så nu oplever jeg meget mere med Gud, og han har vist mig, at selv om jeg overhovedet ingenting kan, så kan han igennem mig.

– Et andet hul i mit liv efter ulykken var lovsang, som var en stor ting i mit liv. Jeg har altid elsket lovsang og var med på trommekassen i lovsangsteamet i kirken. Men nu kunne jeg ikke være med der. Men lige nu er jeg ved at samle nogen, som vil synge lovsang sammen med mig. Jeg kan jo kun klare halvanden time, så det er rammen.

Så jeg lytter efter Gud og Helligånden
på en helt anden måde, end jeg gjorde før.
Jeg lytter og spørger, hvad jeg skal gøre i dag
og opsøger hans ledelse.

– Så i stedet for at have fokus på det, jeg ikke kan, så har jeg fokus på, hvad kan jeg så? Det var ikke kun for Vibeke, at livet blev totalt forandret. Hendes mand, Gunner, der er gartner og kloakmester, kæmper med senfølger efter kraftig hjernerystelse. Han har kunnet beholde sit job, men er nu i fleksjob seks timer om ugen. De mistede derfor begge deres fuldtidslønninger og måtte også på det punkt få det nye til at fungere.

Måtte revidere ægteskabet

Hvordan kom I som ægtepar igennem en så stor omvæltning?

– Altså, vi var jo i toptræning, idet vi havde haft døden som ”nabo” i 5 år, svarer Vibeke. Så vi havde jo øvet os i at tage en dag ad gangen. Vi startede med at sige til hinanden: Hvad kan du i dag, og hvad kan jeg i dag? For vi var jo begge så afkræftede – jeg fysisk og han mentalt. Jeg kunne ingenting og måtte bede ham om hjælp, og han kæmpede med sin hukommelse, overblik og overskud. Så han blev helt stresset af mig, og jeg blev stresset af ham. Så vi brugte lang tid på at finde ud af, hvordan vores ægteskab nu skulle være.

– Vi har haft næsten alt op til revision: Før vaskede den ene op, og den anden lavede mad, men nu gør vi næsten alting sammen. For jeg kan jo ikke holde ud at stå op så længe. Så hvis jeg skal lave mad, så går jeg ud og begynder at skrælle kartofler, og så hviler jeg, så går jeg ud og putter dem i gryden, og så hviler jeg, så det tager lang tid. Men hvis vi gør tingene sammen, går det både hurtigere og lettere. Det har givet en helt anden værdi i vores ægteskab, og vi har fundet styrker i svagheden. En anden ting, der har været fantastisk for mig, er, at min mand med de få ressourcer, han har, altid kan hjælpe mig – om det så er at hjælpe mig med at få mine sko af. Jeg var jo stædig i starten og ville klare det hele selv, men jeg kunne jo ikke! Men så stod min mand klar til at hjælpe, og han blomstrede op ved, at Gud kunne bruge ham til at hjælpe mig.

Takker Gud hver dag

Det, Vibeke og hendes familie har været igennem, har sat sine spor, og selv om hun er optimist, så er hun også et menneske, som har både gode og dårlige dage. Men hendes tillid til Gud kommer hende til hjælp i hverdagen.

– Når jeg har det allerværst, så siger jeg til mig selv: Jeg NÆGTER at stå op, før jeg har fundet noget at sige Gud tak for i dag – og jeg nægter at stå op, før jeg har fundet noget, jeg glæder mig til i dag. Nogle gange er det helt dernede, hvor jeg glæder mig til at tage et stykke chokolade eller plukke en rose i haven. Nogle dage er det nemt at sige tak, fordi jeg overvældes af solen, som skinner, de smukke blomster osv. Men nogle dage skal jeg godt nok lede længe efter det. Men det lykkes altid at finde noget at sige tak for.

Forventning til fremtiden

Hvordan tænker du så på fremtiden?

– Jeg er fuld af forventning til fremtiden, siger Vibeke med et stort smil, for Gud giver mig den forventning. For, igen, som han siger i Jer. 29: Han har GODE planer for mig. Jeg har ikke selv fantasi til at tænke på, hvad der skal ske i fremtiden, men Gud har, og han ved, hvad der skal ske. Jeg ved bare, at det nok skal blive godt.

Vibeke er gift med Gunnar og de har fire voksne børn og tre børnebørn. Hun er forfatter til flere bøger udgivet på Udfordringen forlag; Den usynlige kriger, Eskatos Rejse og serien Evnen i tre bind.