Kan mit ægteskab overleve, når jeg ikke længere føler kærlighed?

Kære Anne

Jeg føler mig så ensom i mit ægteskab, at det gør mig deprimeret! Jeg giftede mig med min drømmemand, og vi var så lykkelige, men nu, efter 30 års ægteskab, er vi gledet så meget fra hinanden, at jeg er begyndt at overveje at forlade ham. Jeg ved, at vi elsker hinanden, men jeg føler ikke kærligheden længere. Kan mit ægteskab overleve uden kærlighed?

Jeg har en veninde, hvis ægteskab indeholder masser af kærlighed – men også masser af vrede og vold mellem ægtefællerne, så det går ud over børnene. Det er så trist at se deres familie lide så meget, for det er et ægteskab, der overlever på grund af kærlighed, men samtidig er ved at bukke under på grund af vrede og vold.
Kan et ægteskab overleve alene på kærlighed – eller er det en illusion?

Den Ensomme

 

Kære Ensomme

Jeg er meget ked af at høre, at du føler dig ensom i ægteskabet, og at du er så deprimeret, at du overvejer af forlade din mand. Ganske vist kan et 30 år gammelt ægteskab sommetider føles som et tyndslidt tøjstykke. Men det kunne tænkes, at der er områder i dit ægteskab, som vejer langt tungere end følelsen af at være forelsket.

Jeg håber, at du, når du læser dette, vil få ny motivation til at kæmpe for dit ægteskab – og endda for de romantiske følelser, der faktisk burde vare livet ud ligesom et ægteskab.

Et misforstået ord

I vores kultur er ”kærlighed” et meget misforstået ord. Vi bruger ordet så lemfældigt, at det næsten har mistet sin oprindelige betydning. I 1. Korinterbrev 13,4-8, som er Bibelens berømte kærlighedsafsnit, læser vi om den kærlighed, som vi kristne må lære at udvikle. Jeg bruger ordet udvikle, for når man læser beskrivelsen af kærlighed i disse vers, er det helt afgjort ikke det, som et ungt menneske – i hormonernes vold – mener, når han eller hun bruger udtrykket ”at elske” eller ”være dybt forelsket i”.

Den slags forelskelse skraber ikke engang overfladen af det, som kærlighedskapitlet handler om.

Udvikles i medgang og modgang livet igennem

Den type kærlighed, som beskrives i 1. Kor. 13,4-8, tager et helt liv at udvikle. Det kan ske under ”medgang og modgang” i et ægteskab, som vel at mærke forudsættes at vare hele livet. Jeg tror, det er denne kvalitet ved kærligheden, som Bibelen taler om, når det hedder, at ægteskabet skal holde hele livet (se Matt. 19,6 og 1. Kor. 7, 39).

Det er denne type kærlighed, som det gode gamle ægteskabsløfte taler om med ordene ”i medgang og modgang, i hvad lykke, Gud den almægtige vil tilskikke jer… indtil døden skiller jer ad”.

Kærligheden handler

Denne type løfter kan kun opretholdes ved den ægte kærlighed, som Bibelen beskriver i de fire berømte vers, jeg lige har nævnt. Disse fire vers beskriver kærligheden og det at elske som noget ”levende”. Det er et meget aktivt ord. Uden kærlighedens handlinger bliver ordet tomt og meningsløst. Ordene ”Jeg elsker dig” bruges ofte så letsindigt, at de ikke betyder noget som helst, medmindre de bakkes op af de handlinger, der beskrives i 1. Kor. 13, 4-8.

Men desværre har vores kultur reduceret kærlighed til bare at handle om følelser. Altså de følelser, der raser samtidig med hormonerne i teenageårene, og som stiger og falder med ydre hændelser gennem hele livet. Dette romantiske billede af kærlighed har vi set så tit i film og bøger, at det har sløret vores blik for det sande billede på kærlighed, som Gud ønsker, at vi både forstår og efterligner.

Ægteskabets fire ben

Med det in mente vil jeg gerne sige lidt om den ensomhed, du oplever i dit ægteskab, fordi du ikke længere føler kærligheden. Ud fra 1. Kor. 13, 4-8 har vi allerede set, at kærlighed er så meget andet og mere end bare en følelse. Der skal mere end kærlighed til at bygge og vedligeholde et stærkt, livslangt forhold. Enhver relation, inklusive ægteskabet, er som et bord med fire ben.

Denne illustration kan hjælpe dig med at se kærligheden i det rette perspektiv i dit eget ægteskab – og desuden hjælpe dig med at forstå, hvad der foregår i din venindes ægteskab. Et af ægteskabets fire ”ben” er kærlighed. Det er det stærkeste af dem. De øvrige ben er tillid, som er det mest skrøbelige, respekt, som er det vigtigste, og forståelse, som er det sværeste.

Kærligheden er det ben, som starter og opretholder en relation i medgang og modgang. Når vi læser 1. Kor. 13,4-8, forstår vi, hvorfor det er sådan. Alle de ord, der beskriver kærligheden i disse vers, kan bevare kærligheden stærk og robust livet igennem. Så derfor vil jeg kalde det det stærkeste ben. Bemærk, at ingen af disse beskrivende ord har med følelser at gøre. Det er derimod handlings-ord, som viser kærligheden i praksis.

Tillid er det mest skrøbelige ben, fordi tilliden så let kan smuldre. Vi kender allesammen til, at når først tilliden er forsvundet i en relation, er den næsten umulig at genskabe. Men det kan lykkes, hvis den, der er blevet skuffet i sin tillid, er villig til at bringe store ofre for at få tilliden tilbage – og hvis den, der har svigtet tilliden, gør en kæmpe indsats for at vise sig værdig til den andens tillid.

Respekt er det vigtigste. De fleste mennesker tror, at kærligheden er den vigtigste komponent i et ægteskab, men det er faktisk respekten, der vinder denne plads.
Gensidig respekt giver hver af ægtefællerne mulighed for at være sig selv, uden at den anden prøver at ændre på dem. Mange forhold løber ind i store problemer, hvis den ene person prøver at lave den anden om til noget, som den første bedre kan lide, frem for at lade den anden være et unikt udtryk for sig selv.

Mange ægteskaber får det svært, og nogle ender ligefrem med skilsmisse, fordi den ene ægtefælle føler sig kvalt af den andens manglende respekt. Vedkommende kan føle, at han eller hun er nødt til at vriste sig fri bare for at kunne trække vejret frit og være sig selv.

Forståelse er det mest vanskelige. Faktisk tager det hele livet at lære, og det kræver følsomhed gennem et helt liv i forhold til ægtefællen. Man skal overveje, hvorfor de siger det, de siger, og gør det, de gør. Man skal også være villig til at tage initiativ til dialog for at forstå hinanden og det, der skaber problemer i forholdet.

Et sundt ægteskab har fokus på alle de fire ben. Der er også en villighed til at fikse problemet, hvis et af benene skulle få en skade eller begynde at vakle hen ad vejen. Prøv at vurdere dit ægteskab ud fra dette perspektiv og giv så point på en skala fra 1 til 10 for hvert af benene.

Hjælp i handlingsfasen

I kan gøre noget for at genskabe romantikken i jeres ægteskab ved at holde en ugentlig date med hinanden og simpelthen fokusere på at tale med hinanden.

Men det er også muligt, at du bare ikke føler kærligheden, simpelthen fordi I har passeret den første ”hjertebankende” fase og nu befinder jer i en praktisk, komfortabel handlingsfase. Her kunne det være en løsning, hvis du læste 1. Kor. 13, 4-8 dagligt i en uges tid og tog dig tid til at skrive ned, hvordan du udlever de ord, der beskriver kærligheden. Det drejer sig om tålmodighed, mildhed, ydmyghed osv.

Når du har gjort det, kan du spørge dig selv, om de handlinger, der udtrykker kærligheden imellem jer, ikke i virkeligheden opvejer de følelser, som du savner i jeres forhold.

Følelser er bestemt vigtige, men de bør aldrig være det primære. Og heldigvis kan de genskabes, hvis man planlægger visse ting, der kan bringe romantikken tilbage i ens forhold. Mange par har fx oplevet, at det virker godt at planlægge en ugentlig date-aften. Det er en aften, hvor man bare har fokus på hinanden, spiser et særligt måltid sammen, slukker telefoner og tv – og bevidst skaber en hyggelig atmosfære, hvor I begge bruger tiden på at tale sammen.

Ja, I skal bare tale sammen! Det føles nok mærkeligt i starten, hvis I ikke har gjort det i lang tid, men mange par har fortalt, at netop samtalen med tiden var med til at bringe gløden tilbage i deres ægteskab, så den ugentlige date-aften blev det vigtigste i hele ugen. Jeg håber, at du vil lade det komme an på en prøve, så du finder ud af, om det virker for jer, ligesom det har virket for mange andre ægtepar.

Troende rollemodeller?

Du skriver også om din veninde, som lever i et meget stormfuldt ægteskab, der tilsyneladende er støttet af kærlighed, men plaget af konsekvenserne af vrede og vold, så det går ud over børnene. Også dette par kunne finde hjælp ved at studere 1. Kor. 13, 4-8.Men i deres tilfælde må din veninde spørge sig selv, om deres kærlighed demonstrerer Guds forventninger til dem som ægtepar? Og om de med deres handlingsmønstre er gode eksempler for deres børn?

Samtidig er det vigtigt at huske, at der må gribes ind, når vrede og vold bliver til fysisk fare for enten ægtefælle eller børn. Der kan være behov for at finde et sikkert sted for den voldsramte ægtefælle og børnene, indtil familien får hjælp og derefter – måske – kan blive forsonet og genforenet. Hvis det er sandt, som du skriver det, at der er masser af kærlighed i forholdet, så står de allerede et godt sted i forhold til at få ægteskabet på ret køl.

For som nævnt er kærligheden det stærkeste og mest robuste ben i et ægteskab. Og hvis kærligheden er til stede, så er der virkelig grund til håb om, at også dette par kan finde praktiske løsninger på problemerne i netop deres ægteskab.

Venlig hilsen
Anne